Garcilaso de la Vega: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Kjeldjoh (diskussion | bidrag) {{Infoboks Wikidata person}} + {{Salmonsens}} + forfatter. |
Tjalland (diskussion | bidrag) Omformatering af sproget! |
||
Linje 27:
| signatur =
}}
'''Garcilaso de la Vega''' (født [[1503]] i [[Toledo (Spanien)|Toledo]],
Denne berømte lyriker, som hans landsmænd har kaldt ''el Principe de los poetas espanoles'', var af gammel adelsslægt og fik en særdeles omhyggelig opdragelse. 17 år gammel levede han allerede ved den senere [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|kejser Karl V]]'s [[hof]], og den smukke, talentfulde og ridderlige yngling optogs snart i den kongelige Nobelgarde.
Sin konge tro kæmpede han blandt andet tappert for hans sag mod de oprørske ''[[Comuneros]]'' og blev til løn hædret med en af de hofcharger, der var fyrstens person nærmest, hvorefter han fulgte Karl på mange rejser, således til Italien 1530, da hans herre modtog kejserkronen af paven. [[1526]] ægtede han en fornem dame af slægten Zúñiga, hofdame hos kejserens søster Eleonora, og da denne prinsesse var blevet formælet med Frants I, modtog G. et nyt bevis på sin herres store yndest, idet han som hoffets bedste ridder sendtes som gesandt til [[Paris-Nice 2020|Paris]], hvor han blev kendt med digteren [[Clement Marot]] o. a. fremragende personligheder. Men kort efter vendte den kejserlige gunst sig. Medens nemlig G. atter opholdt sig en stund i Spanien, fik hans familie arrangeret en forlovelse mellem hans nevø og en datter af hertugen af [[Albuquerque]], hvilken var imod partiet og klagede til kejseren; dette havde til følge, at da G., som havde været vidne, indfandt sig i [[Regensburg]] [[1531]] med sin ven hertugen af [[Alba]] for at deltage i felttoget mod tyrkerne, fik han straks at mærke, at [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl V]] var vred, idet han modtog ordre til at gå i fængsel på øen [[Schutt]] i [[Donau]]. Noget efter forandredes fangenskabet til landflygtighed i [[Neapel]], men ved vicekongens, D. Pedro de Toledos elskværdighed blev opholdet der meget behageligt for G., som sluttede venskab med fl. ansete ital. Digtere. D. Pedro opnåede efterhånden at stemme kejseren mildere imod ham, og efter felttoget mod [[Tunis]] 1535. hvor G. blev hårdt såret, var deres forsoning fuldstændig. Året derpå betroedes der ham kommandoen over et regiment fodfolk i krigen mod [[Frankrig]]. Da han i spidsen for sine soldater stormede et befæstet tårn ikke langt fra [[Fréjus]], ramtes han i hovedet af en nedkastet sten, så at han afgik ved døden få dage senere, til stor sorg for kejseren og for hans mangfoldige venner og beundrere; der blev taget grusom hævn over de fr. bønder, som havde holdt tårnet besat. G.’s lyrik (i alt kun et lille Bd)
sættes endnu meget højt af spanierne. Med sin ven Boscån, hvem han overgik i begavelse, indførte han den ital. renaissancestil i sit fædrelands digtekunst: den rom. Guldalders digtere og [[Petrarca]] er hans mønstre, og hans efterligning af disse går undertiden vel vidt. Men i sin sprog- og versbehandling når han ofte en uforlignelig elegance og velklang, og han mægter at udtrykke blide, elegiske stemninger på en særdeles yndefuld måde. Det lille hyrdedigt om Salicio og Nemoroso (El dulce lamentar de dos pastores), hvilke to hyrder skal være [[Boscán]] og G. selv, nyder med rette stor navnkundighed, og hvor alm. berømt sonetten O dulces prendas por mi mal halladas var, ses af den måde, hvorpå [[Cervantes]] [[parodie]]rende citerer den i [[Don Quijote]]. G.’s Digte udgaves først oftere sammen med Boscán’s, siden for sig af [[Sanchez de las Brozas]] (1574), Fern. de Herrera (1580). J. N. de ’j Azara (1765) og i ''Biblioteca de autores espanoles'', 32. bind, samt oftere, de fleste udg. med kommentar. G.’s Levned findes beskrevet i Goleccién de documentos inéditos para la Historia de Espana (16. bind, Madrid 1851).
== Referencer ==
| |||