Wikipedia

Den arabisk-israelske krig 1948: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Ændrede 10 ud af 11 analyserede links, se hjælp) #IABot (v2.0.8
m Fjernet norsk/svenske ord.
Linje 26:
{{uddybende|Palæstinas historie}}
 
Baggrunden for krigen mellem jøder og arabere i 1948 var jødernes indvandring og håb om at kunne oprette deres egen stat i Palæstina og deres forberedelser hertil, blandt andet ved dannelsen af væbnede styrker, mens den udløsende faktor var FNs delingsplan og den efterfølgende udråbelseudråbning af staten Israel.
 
=== Den jødiske indvandring og militære forberedelser ===
Linje 32:
Baggrunden for krigen var den voksende jødiske [[immigration]] til Palæstina på grund af stadig voksende [[antisemitisme]] både i Øst- og i Vesteuropa. Allerede i slutningen af 1800-tallet havde [[Dreyfus-affæren]] i Frankrig fået [[Theodor Herzl]], der som journalist havde dækket historien, til at skrive bogen ''[[Der Judenstaat]]'', hvor han foreslog oprettelsen af en egen jødisk stat med sit nationale sprog, [[hebraisk]]. I 1897 tog han initiativet til oprettelsen af [[World Zionist Organization]], og han blev således grundlæggeren af [[zionisme]]n.<ref>''Dagbladet'' 13. januar 2010. Sidst besøgt 30. juli 2010.</ref><ref>Bell side 15</ref> Fra Rusland havde der været udvandring af jøder allerede fra 1880-erne - de fleste rejste til USA, men mange drog også til Palæstina eller ''Eretz Israel'', som landet blev kaldt. [[Eliezer Ben-Yehuda]], grundlæggeren af det moderne hebraiske sprog, hørte til denne gruppe fra Østeuropa.<ref>Tveit, side 67.</ref>
 
I mellemkrigstiden fortsatte den jødiske indvandring til Palæstina, og samtidig voksede konfrontationerne med palestinapalæstina-araberne, da disse i 1930-erne i voksende grad blev klar over, at mange af de nyankomne jøder havde ønske om at få oprettet en jødisk stat i området.<ref>Tveit, side 12.</ref> Briternes dobbeltrolle i Mellemøsten under 1. verdenskrig bidrog også til de voksende modsætninger, som med tiden ledte til krig.<ref>''[[Promises & Betrayals: Britain and the Struggle for the Holy Land]]'' [http://www.nrk.no/programoversikt/avansert/?p_otr_prog_id=KOID24002003&p_otr_sendedato=20030916&p_otr_anntid=23.10&p_otr_kanal=NRK1&p_knapp=Omtale&p_artikkel_id=0 nrk.no] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20140808045811/http://www.nrk.no/programoversikt/avansert/?p_otr_prog_id=KOID24002003&p_otr_sendedato=20030916&p_otr_anntid=23.10&p_otr_kanal=NRK1&p_knapp=Omtale&p_artikkel_id=0 |date= 8. august 2014 }}. [http://www.filmakers.com/indivs/PromisesBetrayals.htm filmakers.com] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20080528233309/http://www.filmakers.com/indivs/PromisesBetrayals.htm |date=28. maj 2008 }}</ref> En arabisk opstand fra 1936 til 1939 førte til voksende gnidninger mellem jøder og arabere. Araberne mente, at jøderne ville tage landet fra dem, og foretog flere voldshandlinger. Haganah mente, at hævn ikke var vejen frem, og denne ikke-volds-holdning førte til, at mere yderliggående jøder dannede et nyt forsvarsforbund, [[Irgun|Irgun Zvei Leumi]], som havde til opgave at forsvare de enkelte jødiske bosættelser mod angreb fra arabere, og som hævnede arabiske angreb mod jødiske bosætningerbosættelser.<ref>Bell side 11-75</ref> I 1941 blev [[Palmach]] dannet, det første jødiske militære eliteforband, eller Haganahs spydspids om man vil. Disse jødiske styrker arbejdede nogen gange sammen med briterne, andre gange på egen hånd, alt beroende på hvad, de på lang sigt mente ville tjene en fremtidig zionistisk statsdannelse bedst.
 
Også briternes løfter fra en konference i London i 1939 gjorde det klart, at Palæstina ikke ville blive en jødisk stat. Jøderne var under konferencen repræsenteret ved [[Jewish Agency]], mens araberne havde delegationer fra [[Egypten]], [[Irak]], [[Saudi-Arabien]], [[Yemen]] og [[TransjordanTransjordanien]] (som snart skulle blive et selvstændigt [[Jordan]]). Under konferencen blev briterne konfronteret med deres løfter fra 1918, som nu var kendte gennem bogen ''[[The Arab Awakening]]'' af historikeren [[Georg Antonius]]. Briterne måtte indrømme, at Storbritannien ikke havde lovet jøderne en egen stat, og at påstandene i ''The Arab Awakening'' var korrekte.<ref>Tveit, side 400.</ref> Men verden og briterne fik kort efter andet at tænke på, da [[2. verdenskrig]] brød ud.
 
Under 2. verdenskrig stillede den jødiske befolkning i Palæstina sig på britisk side, og der blev dannet jødisk militære afdelinger. Irgun Haganah (Forsvarsorganisationen), som var blevet dannet i 1920-erne for at forsvare jødiske [[kibbutz]]er mod angreb fra arabernes side, blev trænet af briterne. Den deltog i felttoget mod de franske [[Vichy-regeringen|Vichy]]-styrker i Libanon i juni 1941,<ref>Smith, side 191, ''War on land, sea and air''.</ref> og fra 1944 deltog en ren jødisk brigadegruppe på allieret side i kampene mod tyskerne i Italien. I alt deltog 30.000 jøder på britisk side under 2. verdenskrig. Jøderne skaffede sig på denne måde en militært vel uddannet styrke og et militært ledelsesapparat, som var vant til at lede større militære enheder, hvilket var af stor værdi, da de senere stod mod de samlede arabiske styrker.<ref>Herzog, side 12.</ref> I midten af 1947 begyndte [[David Ben-Gurion]] at forberede Haganah på det forventede opgør med araberne. Han oprettede forsvarsområder og lagde planer for forsvaret ved at fordele territorielt ansvar til de enkelte afdelinger i Haganah.<ref name=Tveit420>Tveit, side 420.</ref>
Linje 40:
=== FN's Delingsplan ===
[[Fil:UN Partition Plan For Palestine 1947-da.png|thumb|left|Deling af Palæstina i følge FN's plan.]]
Den [[29. november]] [[1947]] vedtog [[FN's generalforsamling]] [[FN's delingsplan for Palæstina|FN's Generalsforsamlings Resolution 181]] for at løse den [[Arabisk-Israelske konflikt|arabisk-jødiske konflikt]] ved at dele Palæstina i to stater: en jødisk og en arabisk. Hver stat skulle bestå af tre hovedsektioner forbundet af ekstraterritorielle veje (ikke undergivet områdets administration); den arabiske stat skulle have en enklave ved [[Jaffa, Israel|Jaffa]]. Ifølge den kontroversielle israelske historiker [[Ilan Pappé]], skulle jøderne, som udgjorde omkring 32% af den samlede befolkning, have 56% af territoriet. Området med Negev-ørkenen i syd rummede på det tidspunkt 499.000 jøder og 438.000 palæstinensere. Palæstinenserne skulle have 42% af landet, som dengang havde en befolkning på 818.000 palæstinensere og 10.000 jøder. I erkendelse af den religiøse betydning flere religioner tillagde [[Jerusalem]]-området med [[BethlehemBetlehem]], skulle det være ''Corpus Separatum'' under FNs administration.<ref>Pappe, 2006, p. 35</ref>
 
Størstedelen af den jødiske befolkning hilste aftalen velkommen. Det zionistiske lederskab accepterede delingsplanen som "the indispensable minimum,"<ref>El-Nawawy, 2002, p. 1-2</ref> De var glade for den internationale anerkendelse men kede af, at de ikke fik mere.<ref>Morris, 'Righteous Victims ...', 2001, p. 190</ref>
 
Repræsentanterne for de palæstinensiske arabere og [[Den Arabiske Liga]] afviste fuldstændig FN's handling som unfair og afviste endda FN's autoritet til overhovedet at blande sig i sagen.
<ref>Gold, 2007, p. 134</ref> De gjorde gældende, at styringen af Palæstina skulle overdrages til landets indbyggere i overenstemmelseoverensstemmelse med FN's Charter. <ref>[http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/arab_invasion.html Arab League Declaration on the Invasion of Palestine May 15, 1948] {{Webarchive|url=https://www.webcitation.org/5v5scvum7?url=http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/arab_invasion.html |date=19. december 2010 }}, Jewish Virtual Library.</ref> I henhold til [http://www.un.org/aboutun/charter/chapt11.htm Article 73b] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20090709233331/http://www.un.org/aboutun/charter/chapt11.htm |date= 9. juli 2009 }} i Charteret skulle FN udvikle selvstyre for folkeslagene i territoriet under FNs administration.
 
Samtidig tiltog konflikten mellem briter, arabere og jøder. [[Avraham Stern]] havde allerede i 1940 dannet ''Lohamey Heruth Israel'' (Soldater for Israels frihed), kendt som [[Lehi]],<ref>Bell side 77</ref> en gruppe som af briterne blev kaldt for [[Stern-gruppen]] og som blev betegnet som terrorister, da den anvendte voldelige metoder for at nå sine mål. Gruppen bestod kun af nogen få hundrede medlemmer, men de sprængte politistationer, jernbanespor og restauranter. De dræbte arabere, briter og jøder, hvis de troede, at det ville tjene sagen. De kidnappede britiske soldater, mishandlede dem og sprængte hoteller og britiske tilholdssteder. Den 6. november 1944 dræbte de [[Lord Moyne]] i [[Kairo]].<ref>Bell side 118</ref> Han var briternes øverste repræsentant i regionen.<ref>''Dagbladet'', 13. januar 2010. Sidst besøgt 30. juli 2010.</ref> Drabsmændene, Eliahu Hakim og Eliahu Bet-Zouri, blev arresterede og henrettede af briterne den 23. marts 1945 i Kairo.<ref>Bell side 115-126</ref> Sagen havde store negative konsekvenser for jøderne, da den britiske regering under [[Winston Churchill]] gik fra at være positiv til at blive stærkt negativ til oprettelsen af en egen jødisk stat.<ref>Tveit, side 405.</ref> Efter, at Avraham Stern blev dræbt af britisk politi i 1941,<ref>Bell side 91</ref>, overtog [[Yitzhak Shamir]] ledelsen af Stern-gruppen. En anden yderligt gående gruppe var [[Irgun|Irgun Zvai Leumi]]<ref>Bell i forord side vii</ref>, som den 22. juli 1946 sprængte hotellet [[King David]], det britiske hovedkvarter i [[Jerusalem]], og dræbte 91 mennesker og sårede 46, deraf flere jøder.<ref>''Dagbladet'', 13. januar 2010. Besøgt 5. august 2010.</ref> Briterne svarede med at indføre [[dødsstraf]] for opbevaring af ulovlige våben, og medlemmer af den jødiske undergrundsbevægelse blev hængt på denne baggrund. Irgun svarede med at kidnappe og hænge to britiske sergeanter.<ref name=Tveit420 /> Irgun blev fra 1942 ledet af [[Menachem Begin]].<ref>Bell side 73</ref> Der er grund til at bemærke, at lederne for Lehi og Irgun, Shamir og Begin, begge senere blev statsministre i Israel.
Linje 54:
== Kamphandlingerne starter ==
 
Kampene startede som en serie optøjer og voldshandlinger, som resulterede i døde og sårede, både militære og civile, på begge sider. Araberne gjorde forsøg på at afbryde kommunikationslinjerne mellem de forskellige jødiske bosætningerbosættelser og områder. Ud fra militær logik kunne forventes, at jøderne flyttede fra de mest fjernt liggende bosætningerbosættelser, men Haganahs opfattelse var, at det ville være fysisk tilstedeværelse i et område, der til sidst ville afgøre, om området skulle blive arabisk eller jødisk. Til trods for hårde arabiske angreb, også fra regulære arabiske styrker, forlod jøderne ikke en eneste af bosætningernebosættelserne under krigen.<ref>Herzog, side 24.</ref>
 
Det første alvorlige sammenstød mellem arabiske og jødiske styrker kom i januar 1948, da [[Den arabiske befrielseshær]] angreb Kfar Szold, en landsby i den østlige del af [[Galilæa]], nogen hundrede meter fra den [[Syrien|syriske]] grænse. Samme måned angreb [[Abd al-Qadir al-Husayni]] Kfar Etzion, en gruppe landsbyer lige syd for Jerusalem. Området blev afskåret, og det var umuligt at få forsyninger ind til landsbyerne. De jødiske styrker modstod angrebet, men en afdeling af Palmach, den operative del af Haganah, der var sendt til undsætning, gik i baghold ved byen [[Hebron]] og blev udslettet. Det alvorligste problem for Haganah var, at de jødiske bosætningerbosættelser i Jerusalem var omringede, og at de ikke var i stand til at bringe livsnødvendige og militære forsyninger ind til dem.
 
Hovedhensigten med angrebene på de jødiske kommunikationslinierkommunikationslinjer i marts 1948 var at afskære bosætningernebosættelserne i Jerusalem og [[Negev]]. I midten af marts blev bosætningernebosættelserne i Negev fuldstændig afskåret, og jøderne blev tvunget til at køre til Jerusalem i [[konvoj]]er i hjemmelavede pansrede køretøjer. Kontakten med bosætningernebosættelserne i Negev blev opretholdt med to [[Piper Cub]]-fly. I slutningen af marts 1948 var Negev, Jerusalem og den vestlige del af Galilæa fuldstændig afskåret fra de øvrige jødiske bosætningerbosættelser i Palæstina.<ref>Herzog, side 26. Tveit, side 433.</ref>
 
== Kampene om vejen til Jerusalem ==
[[Fil:Armoured vehicles 1948 IMG 0944.JPG|thumb|right|Pansret israelsk køretøj fra 1948]]
 
Haganahs problem var at den jødiske bosætningbosættelse i Jerusalem var afskåret, og at det ikke længere var muligt at forsyne den med pansrede konvojer. Efter et arabisk forsøg på at afskære [[Haifa]] med et angreb mod kystvejen var slået tilbage, blev Haganahs hidtil største operation iværksat.
 
Situationen i Jerusalem var desperat. Ben-Gurion beordrede et angreb af brigade-størrelse for at bryde belejringen af Jerusalem. Haganah iværksatte [[operation Nachshon]], der gik ud på at åbne en korridor mellem Tel Aviv og Jerusalem. Korridoren skulle være ca. 9 km bred på sletterne ved kysten og ca. 3 km bred i bjergpassene op mod Jerusalem. 3 bataljoner fik til opgave at indtage og holde kontrol over arabiske landsbyer nær forsyningsruten. En bataljon var ansvarlig for området [[Hulda]] og [[Latrun]] på kystsletten, en anden fra Latrun til [[Kiryat Anavim]], omtrent 10 km fra Jerusalem. En tredje bataljon blev holdt i reserve. Lederen for Givati-brigaden, [[Shimon Avidan]], blev sat til at lede operationen.
Linje 72:
 
== Plan D ==
Den arabiske strategi gik i april og begyndelsen af maj måned ud på at holde sig væk fra afgørende kamphandlinger og afvente den britiske tilbagetrækning, da regulære arabiske styrker stod klare og ville ville rykke ind i Palæstina så snart, briterne havde trukket sig ud. Haganah på sin side benyttede mulighederne ved den britiske tilbagetrækning til at besætte så meget land som mulig og forbedre sin stilling i henhold til sit synspunkt, at den part, som stod på området ved krigens afslutning, ville afgøre hvem, området tilhørte. Plan D gik i korthed ud på, at de jødiske styrker skulle besætte og holde alle områder, som i FNs delingsplan var forudsat at skulle tilfalde jøderne, desuden holde jødiske bosætningerbosættelser som faldt uden om området, som i henhold til planen skulle tilfalde araberne, besatte. Områder, som ville hindre eller vanskeliggøre en arabisk indmarch, var vigtige, og Haganah kom mere og mere over i en offensiv rolle. På denne måde blev flere og flere områder rent jødiske, som området mellem [[Petach Tikvah]] og Tel Aviv eller rent arabiske som [[Hebron]] og [[Nablus]] på [[Vestbredden]]. I midten af april erobrede dele af Golani-brigaden byen [[Tiberias]] i GalliæaGalilæa, en operation, der afskar den arabiske befolkning i området og var årsag til en af de største menneskeforflytningerfolkeforflytninger i krigen, da de arabiske indbyggere flygtede fra deres hjem til flygtningelejre i Jordan.<ref>Herzog side 33</ref>
 
En anden hændelse var Irguns angreb på landsbyen [[Deir Yassin]] i de vestlige dele af Jerusalem, hvor mere end 200 civile arabere blev myrdet under angrebet.<ref>Dagbladet 13 januar 2010. Sidst besøgt 5. august 2010</ref><ref name=Herzog31>Herzog side 31</ref> Medlemmer af Irgun hævdede, at de blev angrebet, og at dette udløste massakren.<ref name=Herzog31>Herzog side 31</ref> Det hævdes fra israelsk hold, at Haganah tog klar afstand fra handlingen. Andre kilder hævder, at der var 107 dræbte, at aktionen var beordret af Haganah, men at Irgun og Stein-gruppen gjorde det blodige arbejde, og at det var folkemord og en krigsforbrydelse.<ref>Tveit side 450</ref>
 
Gennem sidste halvdel af april kæmpede Haganah om forskellige positioner især i Gallilæa og i Haifa, hvor de skaffede sig stærke stillinger. Efterhånden kontrollerede de [[Carmel]]-området og store dele af GallilæaGalilæa. I [[Tel Aviv]]-området var [[Jaffa (Israel)|Jaffa]] ment at skulle være en del af det arabiske landområde. Arabiske [[snigskytte]]r plagede jødiske styrker og beboerne i Tel Aviv, og den 25. april samlede Irgun 600 mand og angreb langs strandlinjen fra Tel Aviv sydover mod Jaffa. Stærk arabisk modstand tvang til sidst Irgun-ledelsen til at kontakte Haganah og bede om støtte. Haganah satte som vilkår, at Irgun-styrkerne stillede sig under kommando af Haganah-ledelsen i området. De måtte også love ikke at iværksætte nye operationer uden i samråd med Haganah. Med støtte fra Haganah fornyede Irgun sit angreb, men britiske styrker greb ind og stansede kampene. Haganah-styrker og britiske styrker stod overfor hinanden i de to uger, som det britiske mandat havde tilbage i Palæstina. Efter, at briterne havde trukket sig ud, rensede Haganah-styrker området og kun nogen få arabiske indbyggere blev tilbage i Jaffa.<ref>Herzog side 36</ref> Da krigen var ovre, boede der ca. 150.000 palæstinensere i Israel, og dette antal var i 1982 vokset til 550.000 palæstinensiske indbyggere i staten Israel. Omkring 750.000 palæstinensere var flygtet af frygt for den zionistiske terror.<ref>Herzog side 37</ref>
 
== Kampene om Jerusalem ==
Linje 87:
 
== Israels styrker ==
Israel var ikke uforberedt. De forskellige jødiske forsvarsforbund, som nu blev samlede under navnet [[Israels forsvar|Israel DefenceDefense Forces]] (IDF), officielt dannet den 28. maj 1948, og som blot seks måneder før kun havde haft omkring 4.000 mand, var nu vokset til 40.000 – dog meget dårligt udrustede, den første tid uden tunge våben, [[kampvogn]]e eller [[fly]].<ref name=Herzog75>Herzog side 75</ref> IDF bestod af 9 selvstændige brigader, hver med et territorielt ansvar:
 
* Yiftach-brigaden i de østlige dele af [[Gallilea]]
Linje 100:
Under oprettelse var:
* 7. brigade under oberst Shlomo Shamir i korridoren til Jerusalem
* 8. pansrede brigadepanserbrigade under Yitzhak Sadeh
* 9. Oded-brigade i det nordlige Israel
MangelenManglen på våben, især tunge støttevåben, var følelig.<ref>Herog side 48</ref>
 
Briterne åbnede også de jødiske flygtninglejreflygtningelejre på [[Cypern]], hvor det jødiske forsvarsforbund [[Haganah]] frem til uafhængigheden havde trænet mange hundrede mænd og kvinder til soldater, og disse blev nu hurtigt overførte til slagmarkerne i Israel. Yderligere 5.000 – 6.000 frivillige [[Machal]] fra hele verden meldte sig i de følgende måneder til soldatertjeneste på israelsk side.
 
== Arabiske styrker ==
I april 1949 blev kong Abdullah af TransjordanTransjordanien udnævnt til øverstkommanderende for de samlede arabiske styrker. Udnævnelsen skabte stærke mistanker blandt araberne om, at kong Abdullah ville benytte sin militære styrke til at skabe et større Jordan ved at forene øst- og vestbredden i Jordandalen. I det hele taget var den arabiske ledelse stærkt præget af mistænksomhed over for hinanden, af uenighed og diskussioner.<ref>Herzog side 22</ref>
 
* TransjordanTransjordanien: [[Den arabiske legion]] var delvist placeret på vestbredden af Jordan-floden. Den bestod af over 10.000 mand fordelt på 3 brigadegrupper med støtte af panser og artilleri. Denne afdeling blev regnet som den militært bedste arabiske afdeling og var under ledelse af britiske officerer.
* Syrien: En infanteribrigade bestående af ca. 8.000 mand støttet af eten stridsvognskompagnikampvognseskadron, en bataljon pansrede køretøjerpanserkøretøjer og artilleri.<ref>Herog side 51</ref>
* Egypten: En brigade bestående af ca. 5.000 mand.
* Libanon: Ca. 2.000 mand i 4 bataljonsgrupper støttedestøttet af artilleri.
* Irak: Ca. 10.000 mand i 4 brigadegrupper en pansret bataljonpanserbataljon og støttetropper.
* Blandet: [[Den arabiske befrielseshær]] i GallilæaGalilæa bestående af ca. 4.000 mand.
 
Styrken havde en begrænset mængde fly til disposition.<ref>Herzog side 23</ref>
Linje 121:
[[Fil:1948 Arab Israeli War - May 15-June 10.svg|thumb|right|Angrebene mellem 14. maj og 11. juni 1948]]
 
Syriske styrker angreb i nord GallileaGalilæa med det formål at gennembryde de israelske forsvarslinjer, nå frem til de arabiske landsbyer i områderne omkring byen [[Nazareth]] for der fra at angribe Haifa, som havde moderne havnefaciliteter og var endepunkt for olieledningen fra Irak. Mellem den 15. og 21. maj 1948 var der hårde kampe især i området lige syd for [[Genesaretsøen]]. Syriske styrker pressede hårdt for at åbne indgangen til [[Jordandalen]], men israelerne formåede at få nyanskaffet artilleri i stilling, og den 23. maj 1948 trak de syriske styrker sig tilbage og forsøgte ikke senere at angribe området lige syd for Genesaretsøen. Den senere legendariske [[general]] og [[forsvarsminister]] [[Moshe Dayan]], havde fået og udført ordren: "Hold Jordan-dalen".<ref>Herog side 49-54</ref>
 
Irakiske tropper krydsede [[Jordan (flod)|Jordanfloden]] den [[15. maj]], og samme dag sørgede israelske ingeniørsoldateringeniørtropper for at broerne oppe på den libanesiske grænse blev sprængt således, at libanesiske stridsvognekampvogne blev forhindrede i at rykke syd over. På sydfronten rykkede de egyptiske styrker mod [[Tel Aviv]], men et overraskende israelsk luftangreb, som forøvrigforøvrigt var en teknisk fiasko, havde en psykologisk indvirkning på de egyptiske styrker, hvilket bevirkede, at offensiven blev standset. Samtidig blev et irakisk forsøg på at dele landet i to slået tilbage på samme måde som den egyptiske offensiven mod Tel Aviv, efter som ingen havde forventet at se israelske fly. Efterhånden blev også de jordanske styrker slåede på grænsen til det Vestbredden, og frontlinjen blev presset dybere ind i landet, men Israel formåede aldrig i at erobre den gamle by i Jerusalem. I nord blev libanesiske styrker slået tilbage ved landsbyen Al-Malkiyya, og Israel okkuperede dele af Sydlibanon.<ref>{{Cite web |url=http://www.mongabay.com/history/lebanon/lebanon-the_1948_arab-israeli_war_the_lebanese_political-military_situation_independence_to_1975.html |title=Lebanon-The 1948 Arab-Israeli War THE LEBANESE POLITICAL-MILITARY SITUATION: INDEPENDENCE TO |access-date= 5. august 2014 |archive-date= 2. maj 2014 |archive-url=https://web.archive.org/web/20140502004714/http://www.mongabay.com/history/lebanon/lebanon-the_1948_arab-israeli_war_the_lebanese_political-military_situation_independence_to_1975.html |url-status=ok }}</ref> Efter de arabiske tilbageslag ændrede krigen karakter, og intensiteten sank. Den 11. juni 1948 signerede alle de arabiske lande med undtagelse af [[Irak]] våbenhvile med Israel.
 
== Den første våbenhvile ==
[[Fil:Altalena off Tel-Aviv beach.jpg|right|thumb|Altalena på stranden i Tel Aviv]]
 
Våbenstilstanden, som blev underskrevet den 11. juni 1948, var kærkommen for Israels udslidte styrker. Den gav mulighed for at forsyne den hårdt pressede israelske koloni i Jerusalem, som på dette tidspunkt kun havde tre dages forsyninger tilbage. De fik mulighed for at tage imod forsyninger især fra Tjekkoslovakiet af våben, som kom ind i landet ad søvejen. IDF fik tilført artilleri og en ny pansret afdeling, den 8. panserbrigade blev etableret med panserkøreøjerpanserkøretøjer af forskellig art fra de fleste hjørner af verden<ref name=Herzog75 />
 
En tragisk episode forekom. Ben-Gurion var bange for, at enkelte grupperinger ville prøve at danne private hære. Dette var baggrunden for dannelsen af IDF den 28. maj 1948. Våbenmagten skulle under kontrol. Irgun havde samlet 900 frivillige og en mængde våben i Europa, som nu sejlede mod Israel i et skibe ved navn [[Altalena]]. Skibsnavnet var dæknavn til [[Ze'ev Jabotinsky]], som havde dannet Irgun og som formulerede Irguns ideologi.<ref>Bell side 19</ref> Ben-Gurion krævede, at våbnene skulle overleveres IDF, og at mændene skulle stille sig under IDF kommando. Irgun nægtede, og skibet gik til sidst på grund på stranden i det centrale Tel Aviv. Der udbrød kampe mellem styrker fra IDF og Irgun, og 15 mennesker blev dræbte. Altalena blev til sidst sænket af artilleriild. Den 28. juni 1948 blev alle Israels væbnede styrker afkrævede en lydighedsed til Israel, og Irgun ophørte med at eksistere.<ref name=Herzog75 />
 
FN havde udnævnt den svenske greve [[Folke Bernadotte]], kendt fra indsatsen for at få frigivet norske og danske fanger i operationen med [[De hvide busser]] fra tyske koncentrationslejre i 1945, som mægler i konflikten. Bernadotte præsenterede en plan, hvor hele GallileaGalilæa blev israelsk, mens hele Negev blev arabisk. Jerusalem skulle forblive under beskyttelse af FN, og den arabiske del af Palæstina skulle administreres af Jordan. Forslaget blev blankt afvist af begge parter, som fortsatte med at forberede sig på næste sammenstød, som de vidste ville komme ved ophøret af våbenhvileaftalen den 9. juli 1948.<ref>Herzog side 76</ref>
 
== Nye krigshandlinger - Nordfronten ==
Den arabiske befrielseshær lå i stillinger i det centrale Galilæa. Syriske styrker okkuperede den østlige bredden af Jordan-floden, mens libanesiske styrker lå langs dagens grænse fra [[Rosh Hanikra]] på Middelhavskysten og øst over til [[Bint Jbeil]]. Hovedmålet for IDF var nu at få kontrol med GallilæaGalilæa og den nordlige del af Israel. De havde brugt våbenhvilen til at forstærke deres stillinger og Alexandroni-, Golani-, Carmeli-, Oded- og den 7. brigade var tilført Galilæa. Den israelske plan var at rette et angreb mod Den arabiske befrielseshær, som de anså som den svageste arabiske afdeling, for der efter at kaste syrerne ud fra østbredden af Jordan-floden. Angrebet startede om aftenen den 9. juli. IDF mislykkes i sit forsøg på at afskære de syriske styrker, og syrerne angreb om morgenen den 10. juli. Ingen af parterne gjorde nævneværdige fremskridt, og da den anden våbenstilstand blev indført efter hårde kampe, var stillingerne omtrent de samme, som da de begyndte 9 dage tidligere.<ref>Herzog side 77</ref>
 
Længere vest på angreb IDF med den hensigt at tage områderne omkring byen [[Nazareth]], som var holdt af Den arabiske befrielseshær. Så snart, det blev klart, at libaneserne ikke havde til hensigt at blande sig i kampene, frigjorde IDF alle sine styrker i et koncentreret angreb, og den 16. juli overgav byen Nazareth sig til IDFs styrker. Den arabiske befrielseshær trak sig tilbage i nordøstlig retning, og da den anden våbenhvile kom i stand, var kun en lille enklave med ryggen mod den libanesiske grænse besat af arabiske styrker i Galilæa.<ref>Herzog side 79</ref>
Linje 148:
 
De egyptiske styrker bestod af fire brigader, som holdt en linje fra [[Asdod]] via [[Hebron]] til [[Betlehem]] og derfra til Jerusalem.
Natten mellem den 9. og 10. juli angreb IDF med den hensigt at brydeebryde gennem de egyptiske linjer og hæve blokaden af de israelske bosætningerbosættelser i Negev. Efter hårde kampe lykkes det israelerne, og da næste våbenhvile satte ind den 18. juli, havde IDF åbnet en smal korridor til Negev og således brudt vest-øst-kontakten og frontlinjen for egypterne.<ref>Herzog side 84-87</ref>
 
== Den anden våbenhvile - Drabet på grev Folke Bernadotte ==
[[Fil:Folke-Bernadotte.jpg|right|thumb|Folke Bernadotte]]
Israelerne benyttede tiden godt og fik nye og bedre våben, blandt disse tidligere tyske Messerschmitt-jagerfly og tre B-17 -bombefly hjulpet af Tjekkoslovakiet. Med bombeflyene bombede israelerne både [[Kairo]] og [[Damaskus]]. Gradvis lærte IDF også sig hvordan, at de nye våben som artilleri, bombekasteremortérer og stridsvognekampvogne skulle bruges og samvirke mellem infanteri og de nye støttevåben.
 
Grev Bernadotte pressede samtidig på med sin plan, som ville give arabisk kontrol over Negev og Ramle-Lod-området og lade Israel få Galilæa. Flyvepladsen i Lod skulle under kontrol af FN. For den unge israelske regering var dette umuligt at gå med til. Den [[17. september]] 1948, efter at en ny rapport var sendt til FN, kørte grev Bernadotte gennem Jerusalem mod Governmental House sammen med FN-observatøren [[André Serot]]. Bilen blev standset af fire mænd, og Bernadotte og Serot blev myrdet. Årsagen var, at den yderliggående gruppe Lehi ville forhindre Bernadottes plan, som blandt andet gav de arabiske flygtninge ret til at vende tilbage til deres hjem. Drabene blev ledede af [[Yehoshua Zetler]] og udført af en gruppe på fire mand ledet af [[Meshulam Markover]]. [[Yehoshua Cohen]] affyrede skuddene. Lehi-lederne [[Nathan Yellin-Mor]] og [[Matitiahu Schmulevitz]] blev arresterede to måneder efter drabet. Alle mistænkte fik imidlertid amnesti efter krigen af Israel i 1949.
 
Drabet chokerede en hel verden og gav David Ben-Gurion anledning til at tvinge Irgun ind under kontrol af IDF og at nedlægge Lehi således, at israelerne fik kontrol med gruppen. Israelske ledere arresterede omkring 200 medlemmer af Lehi. Reaktionen på drabet var internationalt meget stærk og placerede Israel i en vanskelig politisk situation. Bernadottes forslag, som var afvist af både israelere og arabere, var ikke mere kun et forslag, det var blevet et politisk testamente over den nye statens umedgørlighed. Egypterne indså imidlertid ikke hvor delikat, situationen var blevet for Israel. En del af våbenhvileaftalen gik ud på, at israelske styrker skulle have ret til at forsyne bosætningernebosættelserne i Negev. Dette punkt modsatte egypterne sig, og det gav Israel påskud til at hæve våbenhvilen og angribe på ny.<ref>Herzog side 88</ref>
 
== Afgørelsen ==
På nordfronten i Galilæa var den arabiske befrielseshær trængt op mod den libanesiske grænse. Styrken var reduceret til omkring 3-4.000 mand. IDF havde til hensigt at ødelægge styrken en gang for alle og indsatte Oded- Golani-, Carmeli-brigaden samt 7. brigade. Kampene startede den 28. oktober 1948, og de arabiske styrker blev angrebne fra flere sider samtidig og senere i de efterfølgende dage. Den 31. oktober stilnede kamphandlingerne af i Galilæa. IDF fortsatte over grænsen til Libanon og besatte landområdet i Sydlibanon frem til floden [[Litani]]. Dette landområde blev så anvendt aktivt i våbenhvileforhandlingerne, som fulgte i 1949. De syriske styrker holdt deres brohoved på [[Golanhøjderne]], og IDF fik ikke syriernesyrerne væk derfra førend under [[Seksdageskrigen]] i 1967. Hele Galilæa var på israelske hænder.<ref>Herzog side 89-91</ref>
[[Fil:1948-arab-israeli-war-Dec22-jan07-detail.jpg|thumb|right|Stillingerne i december 1948 og januar 1949 på sydfronten]]
[[Fil:After war.jpg|right|thumb|Situationen efter krigen]]
På sydfronten startede en forvirrende række af kampe. IDFs intention var at angribe og skabe korridorer i de egyptiske frontlinjer for at afskære egypterne. De israelske angreb var dårligt koordinerede og førte flere gange blot til store tab for israelerne. Kun gensidig mistillid og fuldstændig mangel på samarbejde mellem de arabiske styrker og mellem den arabiske ledelse hindrede israelerne i at lide et større tab. Først den 20. oktober efter, at Givati-brigaden var flyttet fra Galilæa og til Negev, formåede IDF at få nogen bevægelse i striden, og den 21. oktober indtog IDF [[Beersheba]], den største by i Negev. De egyptiske styrker formåede i hovedsagen at trække sig tilbage til områderne ved [[Gaza]] og [[Faluja]].
 
Skulle Israel sikre sig, at Negev blev israelsk, måtte de derfor sikre sig området og slå de egyptiske styrker. Grev Bernadottes plan, hvor Negev skulle tilhøre araberne, var fortsat levende blandt medlemmer af FN. IDF samlede derfor alle tilgængelige styrker, 8. pansrede brigade, Negev-, Golani-, Harel-, og Alexandroni-brigaden. Planen var, at IDF skulle bryde forbindelserne mellem de egyptiske styrker i Gaza i vest og styrkenestyrkerne i øst, som var indesluttede i Faluja. Der efter skulle de israelske styrker angribe ind i [[SinaihalvøyaSinaihalvøen|Sinai]], svinge nordover mod kystbyen [[El-Arish]] på egyptisk side af grænsen og på den måde spærre de egyptiske styrker inde i Gaza. Operationen startede 22. december 1948 og pågik til 8. januar 1949. Målene blev nåede, men 1. januar 1949 kom en overraskelse. USAsUSA's ambassadør til Israel leverede en note fra den britiske regering, som stillede som ultimatum, at hvis IDF ikke trak sig ud af Sinai, ville briterne være forpligtede til at overholde den egyptisk-britiske pagt af 1936 og komme Egypten til undsætning. Af forsigtighedsgrunde beordrede Ben-Gurion derfor IDF til at udsætte det afgørende angreb på El-Arish og trække sig ud af Sinai den 2. januar 1949. IDF fortsatte så angrebet mod egypterne fra Negev på egen side af grænsen. De angreb [[Rafah]] på grænsen mellem Egypten og Gaza, som de tog, og tvang således den egyptiske ledelse til at indse, at der kun var kort tid før, de egyptiske styrker ville være nedkæmpede. Egypten anmodede derfor om at starte våbenhvileforhandlinger.
 
Det internationale pres mod Israel var voksende. Briterne sendte jagerfly til Sinai for at påse, at alle israelske soldater var trukket ud af egyptisk område, og det kom til kampe mellem israelske MesseschmittMesserschmitt og britiske [[Spitfire]] -jagerfly. Disse kampe resulterede i, at 5 britiske fly blev skudt ned, fire i luftkampe og et af luftværnsartilleri. Senere samme dag kom et [[Mosquito]]-bombefly med eskorte af to [[Hawker Tempest]]-jagerfly for at søge efter de nedskudte britiske fly. Det endte med, at et af Tempest-flyene blev skudt ned. Briterne var rasende, og stilledestillet over for konkrete trusler gik israelerne med på våbenhvile med effekt fra 7. januar 1949.<ref>Herog side 102-104</ref>
 
Israelerne havde ikke fuld kontrol over Negev. Jordan kontrollerede de aller sydligsteallersydligste områder. Israel anså det gunstigste tidspunkt for at sikre kontrol på at være tidspunktet lige efter, at våbenhvile-aftalen med Egypten var underskrevet, men før forhandlingerne med Jordan tog til. I en operation, som pågik fra den 6. til 10. marts 1949 tog Israel derved fuld kontrol over Negev.<ref>Herzog side 89-104</ref>
 
Da krigen sluttede i [[juni]] [[1949]] i en endelig våbenhvile, havde Israel taget nye områder således, at de havde et sammenhængende land. Nabolandet TransjordanTransjordanien havde besat [[Vestbredden]] og halvdelen af [[Jerusalem]], og Egypten holdt [[Gazastriben]]. En meget stor del af araberne flygtede som følge af krigen. I en bog af historikeren [[Benny Morris]] hævdes det, at dette var dirigeret af den israelske hær.<ref>{{Kilde www
|url= http://www.aftenposten.no/nyheter/uriks/article707579.ece
|tittel= Massakrerte palestinere i -48
Linje 196:
== Krigens afslutning ==
 
Våbenstilstand med Egypten blev underskrevet på [[Rhodos]] den 24. februar 1949. Grænserne mellem Egypten og Israel gik langs frontlinjerne, og [[Gaza]] kom derfor under egyptisk kontrol. De omringede egyptiske styrker ved Faluja marcherede hjem og krydsede grænsen med fuld militær honnør fra IDF. Israel havde kontrol over Negev. Så fulgte våbenhvileaftalen med Libanon den 23. marts 1949, og IDF trak sig ud af de besatte områder i Sydlibanon. TransjordanTransjordanien og Israel underskrev en våbenhvileaftale den 3. april 1949, og Syrien skrev endelig under 20. juli 1949. Den første mellemøsten-krigmellemøstkrig var over.<ref>Herzog side 105</ref>
 
17. juli 1949 uddelte Israel den militære udmærkelse [[Israels Helt]] for indsats under krigen.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Den_arabisk-israelske_krig_1948"