Henrik 5. af England: Forskelle mellem versioner

'''Henrik 5. af England''' ([[9. august]] eller [[16. september]] [[1387]] – [[31. august]] [[1422]]) var konge af [[England]] fra [[21. marts]] [[1413]] til sin død. Han var søn af [[Henrik 4. af England|Henrik 4.]] og [[Mary de Bohun]] og blev født i [[Monmouth]] i [[Wales]]; derfor var han også kendt som '''Harry of Monmouth''' eller '''Henry of Monmouth''', før han blev kronet til konge.

Da han blev født under [[Richard 2. af England|Rikard 2.]], var en anden linje af den kongelige slægt ved magten, da den havde et stærkere arvekrav på tronen. Da Henrik 5. døde havde han imidlertid gjort sin egen slægtsgren til hovedlinjen og havde tilmed opnået det, flere generationer af engelske konger havde forsøgt, at forene den [[Engelske regenter|engelske]] og den [[Franske regenter|franske]] trone i en [[personalunion]].

Da Harryshan far, Henry Bolingbroke, blev sendt i eksil i [[1398]] tog kong Rikard 2. sig af den tolv år gamle dreng (der i realiteten var gidsel, for at undgå, at Bolingbroke satte sig op imodmod kongen). Året efter blev Rikard alligevel styrtet af Bolingbroke, og HarryHenrik blev [[kronprins]] og [[prins af Wales]]. [[10. november]] [[1399]] blevfik han desuden tildelt titlen [[hertug af Lancaster]]; han var den tredje, som fik den titel det år.

Fra oktober [[1400]] blev [[Wales]] administreret i hans navn, og mindre end tre år senere i [[1403]] havde han kommanderet de engelske styrker som kæmpede mod [[Harry Hotspur]] i [[slaget ved Shrewsbury]]. Under slaget var han nær blevet dræbt, da han fik en pil i ansigtet. En normal soldat ville være blevet efterladt på slagmarken for at dø efter den skade, men tronarvingen fik det bedste behandling. Den kongelige livlæge fik i løbet af de næste dage lavet et specielt redskab, som kunne bruges til at trække pilespidsen ud uden at lave yderligere skade. Den for datiden utrolige operation lykkedes, og de varige ar var bevis på hans erfaring på slagmarken.

[[Owain Glyndŵr]]s [[Glyndwroprøret|walisiske oprør]] optog det meste af prinsens ressourcer til [[1408]], menog derefter begyndte han især på grund af kongens svigtende helbred at påtage sig en større del i rigets styre. Fra januar [[1410]] havde han og hans onkler [[Henry Beaufort|Henry]] og [[Thomas Beaufort]] praktisk talt fuld kontrol over regeringen.

Hans syn på indenrigs- og udenrigspolitik var forskelligt fra kongens, og i november [[1411]] smed kongen ham ud af det kongelige råd. Konflikten mellem far og søn var tilsyneladende af politisk natur, men det er muligt, at der i baggrunden foregik et andet spil. Det er sandsynligt, at beaufortbrødrene diskuterede muligheden for, at Henrik 4. kunne [[abdikation|abdicere]], mens deres modstandere åbenlyst forsøgte at bringe prinsen i vanry. Eftertidens syn på prinsens urolige ungdomsår, som senere blev styrket af [[William Shakespeare]]s fremstilling af ham i skuespillet [[Henrik V (skuespil)|Henrik V]], er måske et resultat af denne politiske konflikt. Prinsens engagement i politik og krig er dog modbevist af de historier, som er blevet fortalt om ham. Den tidligste udgave af den mest kendte historie (om et opgør med rigets øverste dommer) findes hos [[Thomas Elyot]] i [[1531]].

[[Fil:Henry V of England - Illustration from Cassell's History of England - Century Edition - published circa 1902.jpg|thumb|Henrik V, senere gravering baseret på samtidige portrætter. At han er afbildet i profil skyldes formentlig de skader, han pådrog sig frai slaget ved Shrewsbury.]]

Henrik valgte at takle alle tre problemer under et og brugte dem som udgangspunkt for hele sin politik. Han gjorde det fra første stund klart, at han ville styre England som overhoved for en forenet [[nation]], og at han ville lægge alle tidligere problemer bag sig. Samme år som han blev kronet, flyttede han Rikard 2.s legeme til [[Westminster Abbey]] ved en storslået ceremoni. Og den unge [[Edmund Mortimer, 5. jarl af March]], blev atter taget til nåde sammen med arvingerne efter dem, som havde mistet titler og ejendomme under Henrik 4., de fik gradvist det tilbage, der var taget fra dem.

Så snart han havde fuld kontrol i England, kunne han vie sig til udenrigspolitikken. En generation senere blev det hævdet, at det var kirkens mænd, der lokkede ham til at kaste sig ud i en krig mod [[Frankrig]] for at bortlede opmærksomheden fra problemerne hjemme. I de samtidige kilder er der dog ingen støtte for dettedet synspunkt, og alt tyder på at kongen i første omgang sørgede for en løsning på de indenrigspolitiske problemer for at opnå den gunstigste position, inden han tog fat på krigsførelsen i udlandet.

Undskyldningen for at genoptage [[Hundredårskrigen|krigen mod Frankrig]] var kommercielle disputterhandelsproblemer og den støtte franskmændene havde ydet Owain Glyndŵr. Frankrig var nu præget af store indre stridigheder, og regeringen havde store vanskeligheder med at sikre freden i landet. Kong [[Karl 6. af Frankrig]] led af sindsygesindssyge, og hans ældste søn tegnede ikke til at blive en lovende tronfølger.