Max Müller: Forskelle mellem versioner

Da hæren i efteråret [[1863]] mobiliseredes, havde det først været bestemmelsen, at Müller skulle have haft befalingen over 1. Regiment. Ingen ville bedre end han kunne have ført denne afdeling mod fjenden, thi mandskabet nærede en ubetinget tillid og tro til ham og fulgte ham blindt, mens den første misnøje med hans strenghed for længst havde veget pladsen for beundring og kærlighed. I stedet for udnævntes han til [[oberst]] og chef for 7. Brigade, bestående af 1. og 11. Regiment. Brigaden kom op til [[Dannevirke]], og 2 af dens bataljoner deltog i kampen ved [[Selk]] og [[Kongshøj (Sydslesvig)|Kongshøj]] [[3. februar]]. Da hæren den 5. gik tilbage fra [[Dannevirke]], kom 3. Division, general [[Peter Frederik Steinmann (1812-1894)|P.F. Steinmann]], bestående af 7. og 8. Brigade, til at dække tilbagetoget, og disse skiftedes så til at være fjenden nærmest fjenden. Ved [[Sankelmark]] fik Müller ordre til at indtage stilling med sin brigade for at lade 8. Brigade gå igennem og at standse de forfølgende østrigere. Således opstod [[Slaget ved Sankelmark]], hvori Müller lagde sine bedste soldateregenskaber for dagen. "Det er ikke nok, at jeg afventer fjenden, jeg må selv angribe ham", havde han udtalt ved modtagelsen af befalingen om at indtage en stilling, og han førte både 1. Regiment, der stod forrest, og derefter 11. Regiment frem imod fjenden, så det kom til virkelig håndgemæng. Danmark mistede i alt 17 officerer, 28 underofficerer og 783 mand, heraf 568 tilfangetagne.<ref>{{Harvnb|Neergaard|1916|p=1113}}</ref> Østrigernes tab udgjorde 30 officerer og 403 mand.<ref name=NIU">{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Nieuwenhuis, Peter|url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=XV |side=64|besøgsdato=8. juni 2021}}</ref>

Senere kæmpede brigaden, som fulgte med general [[Cai Hegermann-Lindencrone (officer)|Cai Hegermann-Lindencrones]] division nord på, ved [[Vejle]], men derefter kom den ikke mere i ildenkamp. Under våbenhvilen efter nederlaget ved Dybbøl blev Müller chef for en nydannet brigade, landgangsbrigaden, som blev stationeret på [[Fyn]].<ref>{{Harvnb|Neergaard|1916|p=1379}}</ref>

Efter krigen, under hvilken han hædredes ([[1864]]) med Kommandørkorset af 1. grad Dannebrog, vedblev Müller at være brigadechef (2. Infanteribrigade), mens han blev medlem af [[Forsvarskommissionen af 1866]],. hvoriHer opnåede han dog ikke opnåede nogen indflydelse, da han langt bedre forstod at kommandere end at forhandle.<ref name="NUI">{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Nieuwenhuis, Peter|url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=XV |side=64|besøgsdato=8. juni 2021}}</ref> Ved gennemførelsen af [[Hærloven af 1867]] udnævntes han til [[general]] og chef for 1. Sjællandske Brigade, og atter i denne stilling søgte han med jernhånd og uden nogen sinde at skåne sig selv at udvikle sine troppers kampdygtighed. I [[1870]] var han chef for Lejrdivisionen ved [[Hald Ege|Hald]] og benådedesblev i [[1875]] hædret med med Storkorset af Dannebrog, mens han i [[1879]] på grund af alder afskedigedes af krigstjenesten.<ref name="NUI"/> Müller varblev anset for at være uforlignelig til at føreanføre en bataljon eller en brigade frem og ville sikkert også have gjort fortrinlig fyldest under større forhold, da han
i afgørende øjeblikke forstod at optræde med stor ro og handle hurtig og forstandig. At han dog kendte sin begrænsning, turde fremgå af, hvad han skrev i ''Tidsskrift for Krigsvæsen'' [[1865]]: ''"Naar man betegner os Stedet, hvor, og Tiden, da vi skulde slaa til, saa maa vi gøre det paa en saadan Maade, at vi knuser Alt, hvad der er imod os"''.<ref name="NUI"/>

* {{Kilde |forfatter=Navn |titel=Nieuwenhuis, Peter|url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=XV |side=64|besøgsdato=dags8. juni dato2021}}