Berufsverbot: Forskelle mellem versioner

Allerede Adenauer-Erlaß (på dansk ''Adenauer-bekendtgørelsen'') fra september [[1950]] forbød ansættelse af angiveligt forfatningsfjendtlige personer. Retsgrundlaget var artikel 3 i den tyske lov om tjenestemænd, som blev indført under [[Nazisme|nazisternes]] styre i januar [[1937]]. Baggrunden for Adenauer-Erlass var den voksende [[kolde krig]]. Loven rettede sig både mod [[Højreekstremisme|højre-]] og [[Venstreekstremisme|venstreekstremistiske]] grupperinger; men den blev også anvendt mod andre kritiske stemmer. Et prominent offer var den danske sydslesviger [[Karl Otto Meyer]], som havde udtalt sig kritisk om genoprustningen efter krigen, og som derefter blev suspenderet som lærer. Han blev dog tre år senere genindsat efter vundet retssag.

I [[1972]] udsendte forbundskansler [[Willy Brandt]] og [[Tysklands delstater|delstaternes]] regeringsledere et [[cirkulære]], der blev kendt som Radikalenerlaß (på dansk ''Ekstremistbekendtgørelse''). I [[1975]] vedtog [[forbundsdagen]] en lov med samme indhold, der blev godkendt af [[Tysklands forfatningsdomstol|forfatningsdomstolen]] samme år. Loven indførtes under indtryk af ungdomsoprøret og [[Marxisme|marxismens]] fremgang på skoler, universiteter og andre offentlige institutioner. Den ramte især medlemmer af [[kommunistiske partier]] samt [[De autonome|autonome]], men i et vist omfang også [[Pacifisme|pacifister]]. Loven mødte hård kritik både i Tyskland og i udlandet. I [[1980'erne]] ophævede eller indskrænkede flere tyske delstater ansættelsesforbudet.