Tysk idealisme: Forskelle mellem versioner

'''Tysk idealisme''' er en betegnelse for en udvikling inden for [[filosofi]]en i slutningen af [[1700-tallet]] og begyndelsen af [[1800-tallet]] med rødder i dele af [[Immanuel Kant|Kants]] filosofi, og med filosofferne [[Johann Gottlieb Fichte|Fichte]], [[Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling|Schelling]] og [[Georg Wilhelm Friedrich Hegel|Hegel]]<ref>Huggler, Jørgen (1999). Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes. (1 udg.) Museum Tusculanum.</ref> som hovedrepræsentanter for retningen. Bevægelsen er på ingen måde en homogen retning, men har stærke fællestræk.

 

 

Idealismen forsøgte at give en ny udforming af metafysikken, en filosofi om ''det absolutte''. Den ''menneskelige'' bevidsthed som hos Kant måtte forlades til fordel for en ''absolut'' bevidsthed. Virkeligheden skulle ses som en sammenhængende enhed, og den forstås bedst ud fra et princip, et system.

[[Subjekt (filosofi)|Subjektet]] forstås i tråd med Kant som fundamentalt skabende og produktivt, og er autonomt. [[Frihed]]en former virkeligheden og står dermed i en diastase, en spaltning til virkeligheden som helhed og sammenhæng. I skæringspunktet mellem forsøget på at forene virkeligheden som helhed og friheden findes bestræbelsen hos de tyske idealister: hos Fichte det ''absolutte jeg'' som fordeler sig i de enkelte individer for at fremme deres moralske udvikling, hos Schelling ''det absolutte som kommer til bevidsthed i individet'' for at menneskene skal kunne nyde den [[Æstetik|æstetiske]] [[kontemplation]] af bevidsthedens og naturens enhed – og hos Hegel den ''absolutte ånd''.

 

 

== Se også ==

 

{{Autoritetsdata}}

[[Kategori:Tysk filosofi]]

[[Kategori:Romantikken]]