Pompejus: Forskelle mellem versioner

'''Gnæus Pompejus Magnus''' (AlternativPompejus den store; alternativ dansk stavemåde: Pompeius; [[29. september]], [[106 f.Kr.]] – [[29. september]], [[48 f.Kr.]]), også kaldt Pompejus den Store, var en romersk hærfører og politiker fra den sene republiks tid.

Pompejus tilhørte en gammel aristokratisk officersslægt. Han sluttede sig til [[Lucius Cornelius Sulla|Sulla]] under krigene mod [[Gaius Marius|Marius]] og udmærkede sig her. Efter Sullas død blev han ét af [[optimater]]nes håb, nedkæmpede i 70’erne med stort besvær resterne af [[Quintus Sertorius]]' oprørshær i [[Spanien]] og deltog i den sidste del af underkuelsen af [[Spartacus]]-opstanden. Herefter kom han imidlertid på kant med [[Det romerske Senat|Senatet]], da det nægtede at anerkende hans løfter om jord til soldaterne. Han allierede sig med [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]], valgtes til [[consul]] år 71 og gennemførte med militæret i ryggen dels ophævelsen af Sullas forfatning, dels Senatets accept af soldaternes krav, hvorved han også skaffede sig [[popularer]]nes støtte.

I 60’erne f.Kr. havde Pompejus sin egentlige storhedstid som Roms førende general. Først gennemførte han en systematisk og effektiv bekæmpelse af sørøveruvæsenet i [[Middelhavet]] 67 og derefter et langvarigt felttog i Orienten med udgangspunkt i krig mod [[Mithridates 6. af Pontos]]. Efter den endelige sejr over Mithradates blev hans kongerige indlemmet i Romerriget. For at sikre kontrollen over de nye områder grundlagde PompeiusPompejus fem nye byer, deriblandt [[Pompeiopolis]] og Neapolis, det senere [[Neoklaudiopolis]]. Også [[Israel]] og [[Syrien]] blev indlemmet i Romerriget 64-63. Under felttoget optrådte Pompejus med stor myndighed og sluttede aftaler på egen hånd. Perioden betød højdepunktet af hans militære ry og udenrigspolitiske magt, men hans langvarige fravær fra Rom bragte nye modspillere, især [[Julius Cæsar]], frem på den politiske scene hjemme.

Ved sin tilbagekomst år 62 svækkedes Pompejus straks, da han opløste sin hær og derefter forgæves søgte at gennemføre nye jordkrav over fori Senatet. For at få støtte allierede han sig med Cæsar og Crassus og blev derved en del af det Første [[Triumvirat]] år 59, en forbindelse som styrkedes ved et ægteskab med Cæsars datter, [[Julia (Cæsars datter)|Julia]]. Gennem 50’erne opholdt Pompejus sig i Rom som triumviratets [[garant]] dér, men stilledes i perioden militært hurtigt i skyggen af Cæsars sejre i [[Gallien]] og synessyntes længe at have vist sig mærkeligt passiv over for de anarkiske magtkampe i hovedstaden. Modsætningen til Cæsar bragte ham dog gradvis tilbage i Senatets lejr, og efter Julias død i [[54 f.Kr.]] og Crassus' dittodød i [[53 f.Kr.]] skærpedes forholdet yderligere.

Ved borgerkrigens udbrud [[49 f.Kr.]] trådte Pompejus åbent op som Senatets general, men havde ikke held med sig over for Cæsar og savnede autoritet blandt sine egne. Han flygtede med Senatet til [[Grækenland]] og her blev han endeligt besejret i det afgørende slagslaget ved [[Farsalos]] [[48 f.Kr.]]. I et forsøg på at skaffe hjælp til fortsættelse af krigen søgte han til [[Egypten]], men her myrdedes han ved sin landgang på initiativ af magthaverne, der ikke ville lægge sig ud med Cæsar. Hans to sønner, Gnæus den Yngre og Sextus, fortsatte kampen. Gnæus d.y. omkom efter slaget ved Munda 17.3.45 f.Kr., men lillebroderen Sextus fortsatte med held kampen til søs og tvang [[Octavian]] og [[Marcus Antonius|Antonius]] til at anerkende sig som statholder på [[Sicilien]], [[Sardinien]] og [[Korsika]]. Efter et nederlag til [[Marcus Vipsanius Agrippa|Agrippa]] i søslaget ved [[Naulochos]] flygtede Sextus til Lilleasien, hvor han blev taget til fange og i 35 f.Kr. henrettet.

Pompejus er gerne – især i sammenligning med sin modstander Cæsar – blevet bedømt som en middelmådig hærfører, der kun var heldig i lang tid. Blandt Senatspartiets generaler må han dog regnes blandt de betydeligste, og hans felttog i Østen fastlagde i lang tid de romerske grænser her, ligesom hans oprydning i Middelhavet gavnede romersk søfart. Derimod synes han ikke at have været nogen særlig behændig politiker og var let at udkonkurrere for Cæsar.