Mandatområdet i Palæstina: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Add 1 book for Wikipedia:Verificerbarhed (20210620)) #IABot (v2.0.8) (GreenC bot |
Brokke (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
Linje 138:
Ved midnat mellem den 14. og 15. maj 1948 udløb Palæstinamandatet og staten Israel blev en realitet. Den palæstinensiske regering ophørte formelt med at eksistere, status for de stadig tilbagetrækkende britiske styrker ændrede sig til besættere af fremmed land, den palæstinensiske politistyrke trådte formelt tilbage og blev opløst, med det tilbageværende personel evakueret sammen med det britiske militær, den britiske blokade af Palæstina blev hævet. Den [[Palæstinensiske eksodus 1948|palæstinensiske eksodus]] skete i den periode, der ledte op til mandatets ophør og efterfølgende.<ref>Masalha, Nur (1992). "Expulsion of the Palestinians." Institute for Palestine Studies, this edition 2001, p. 175.</ref><ref name="Khalidi1998">{{cite book|author=Rashid Khalidi|title=Palestinian identity: the construction of modern national consciousness|url=https://books.google.com/books?id=pQx8u8MN13AC&pg=PA21|accessdate=22. januar 2011|date=september 1998|publisher=Columbia University Press|isbn=978-0-231-10515-6|pages=21–}} "In 1948 half of Palestine's… Arabs were uprooted from their homes and became refugees"</ref><ref>{{Cite book | url=https://books.google.com/?id=pQx8u8MN13AC&pg=PA21 | title=Palestinian Identity: The Construction of Modern National Consciousness| isbn=9780231527163| last1=Khalidi| first1=Edward Said Professor of Arab Studies Rashid| last2=Khalidi| first2=Rashid}}</ref>
I løbet af de næste få dage krydsede omkring 700 libanesiske, 1.876 syriske, 4.000 irakiske og 2.800 egyptiske tropper grænserne til Palæstina og startede dermed den [[Den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig]].<ref>Appendix IX-B, 'The Arab Expeditionary Forces to Palestine, 15/5/48, Khalidi, 1971, p. 867.</ref> Cirka 4500 transjordanske tropper, delvist under kommando af 38 britiske officerer, der havde opsagt deres stilling i den britiske hær blot nogle få uger tidligere, inklusiv den øverstbefalende general [[John Bagot Glubb]], gik ind i [[corpus separatum]]-området indeholdende Jerusalem (som modsvar på Haganahs Operation Kilshon)<ref>Bayliss, 1999, p. 84.</ref> og bevægede sig ind i områder udpegede som del af den arabiske stat ifølge FN's delingsplan. Krigen, der skulle komme til at vare indtil 1949, ville betyde at Israel udvidede sit areal til cirka 78 pct. af det tidligere britiske mandatområde, med Jordan erobrende og efterfølgende annekterende [[Vestbredden]] og Egypten erobrende [[Gazastriben]]. Ved mandatets ophør var de resterende britiske tropper i Israel koncentreret i en enklave i Haifas havneområde, fra hvilken de blev trukket tilbage samt i luftbasen Ramat David, der blev opretholdt for at yde luftstøtte under tilbagetrækningen. Briterne overgav Ramat David den 26. maj, og de sidste britiske styrker blev
Den [[Den israelske uafhængighedserklæring|israelske uafhængighedserklæring]] indeholdt ikke nogen specifikke henvisninger til statens grænse, omend paragraf 14 indeholdt et løfte om, at Israel "''er parat til at samarbejde med agenturerne og repræsentanterne for De Forenede Nationer med henblik på at implementere''" resolution 181.<ref>[https://www.mfa.gov.il/mfa/foreignpolicy/peace/guide/pages/declaration%20of%20establishment%20of%20state%20of%20israel.aspx Declaration of establishment of Israel]</ref> Indledningsvis var det på tale at specificere Israels grænser i overensstemmelse med [[FN's delingsplan for Palæstina|resolution 181]] i landets uafhængighedserklæring, men dette blev bl.a. afvist af [[David Ben-Gurion]]. Han mente ikke, at Israel skulle forpligte sig til grænser, som araberne alligevel ikke ville acceptere og angiveligt var villige til at gå i krig på baggrund af.<ref>Shelley Kleiman, [https://www.mfa.gov.il/mfa/mfa-archive/1999/pages/shelley%20kleiman%20-%20the%20state%20of%20israel%20declares%20ind.aspx The state of Israel declares independence]</ref>
| |||