Sorte September i Jordan: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m “palæstinensiske modstandsmænd” er ændret til “palæstinensiske grupper”, da ordet modstandsmand er følelsesladet i Dk pga modstandsbevægelsen herhjemme under 2, WW pg betyder en person, der kæmper for frihed i sit af en fjende besatte land, og det er der jo ikke tale om. Tags: Visuel redigering Mobilredigering Mobilwebredigering |
PHE77 (diskussion | bidrag) m Retter flertydige links til PLO (link ændret til Palestine Liberation Organization; link ændret til Palestine Liberation Organization; link ændret til Palestine Liberation Organization; link ændret til Palestine Liberation Organization) med DisamAssist. |
||
Linje 1:
[[File:Nasser brokering ceasefire with Chairman Arafat and King Hussein.jpg|thumb|Præsident [[Gamal Abdel Nasser]] forhandler en våbenhvile mellem [[Yasser Arafat]] fra [[Palestine Liberation Organization|PLO]] (venstre) og kong Hussein af Jordan (højre) ved [[Den Arabiske Liga]]s møde i Cairo den [[27. september]] [[1970]].]]
[[September]] [[1970]] er kendt som '''Sorte September''' i arabisk historie. Det var måneden hvor [[Hussein af Jordan|Kong Hussein]] af [[Jordan]] tog affære mod en række af [[Palæstina|palæstinensiske]] organisationer, som forsøgte at overtage hans monarki. Volden resulterede i høje civile palæstinensiske tab. Den væbnede konflikt varede indtil [[juli]] [[1971]] hvor [[Palestine Liberation Organization|PLO]] og tusinder af palæstinensere blev udvist til [[Libanon]].
==Baggrund==
Linje 7:
Efter [[seksdageskrigen]] i juni 1967 flygtede mange mennesker fra [[Vestbredden]] til Jordan. Fra tidligere boede der 650.000 palæstinensere i landet. Kongeriget [[Transjordanien]], som grundlagdes i 1946 og som blev Jordan i og med okkupationen af (Vestbredden) i krigen 1948 mod den nydannede stat Israel, blev kaldt Østpalæstina af briterne fra og med 1. verdenskrig. Nu kom yderligere 200.000 flygtinge fra Vestbredden. Disse [[palæstinensere]] blev dermed en stor gruppe i Jordan, som jo allerede bestod af overvejende indfødte palæstinensere. Mange deltog i forskellige palæstinensiske rørelser, og allerede den [[28. juni]] [[1967]] indledtes flere terroraktioner mod de israelske styrker på den anden side af [[Jordanfloden]]. Fra jordansk territorium udførte ''[[Fatah]]'' flere angreb mod den israelsk kontrollerede Vestbred. Efter, at en skolebus var blevet sprængt i luften, da den kørte over en mine (en voksen dødes, flere skolebørn blev sårede) den [[18. marts]] [[1968]], bestemte Israel sig for at slå tilbage.
[[Yassir Arafat]] ledte ''Fatah'' (=[[Palestine Liberation Organization|PLO]]), paraplyorganisationen for de palæstinensiske modstandsorganistationer, som havde sit hovedkvarter i flygtningelejren Karameh. Tidligt på morgenen den [[21. september]] gik israelske styrker over Jordanfloden. Mens kampvogne angreb vest fra landsattes faldskærmsjægere på anden side af lejren. Da jordansk artilleri beskød israelerne, blev det angrebet af det israelske flyvevåben. I lejren var Fatahs styrker, mange unge drenge, ifølge egne oplysninger "kun" bevæbnede med håndskydevåben. Under kampene ødelagdes alle huse i lejren bortset fra moskén. Sent om eftermiddagen trak israelerne sig tilbage. Trods store tab erklærede Fatah sig som den politiske sejrherre, skønt de israelske tab fortrinsvis skyldtes den regulære jordanske hær.
Mange palæstinensere og andre arabere sluttede sig til [[Palestine Liberation Organization|PLO]]s forskellige grupper. De fortsatte angreb, som disse grupper foretog mod den anden side af Jordanfloden, besvaredes hårdt af Israel. I de FN-byggede flygtningelejre havde det jordanske politi allerede mistet al indflydelse, og når palæstinensiske grupper drog til større byer, optrådte de ofte på en måde, som forstyrrede den offentlige orden. Mange optrådte i camouflagedragte og bevæbnede med [[AK-47]] krævede de "frivillige bidrag" til deres væbnede kamp. Palæstinensiske grupper opsatte vejspærringer. Jordans [[Hussein af Jordan|kong Hussein]] var foruroliget, da mange af palæstinenserne var modstandere af kongen samtidig, som han mente, at de væbnede anfald på Vestbredden gjorde det sværere at nå en aftale med Israel om at tilbagelevere Vestbredden.
I februar 1970 udsås Rasoul Kilani til premierminister, og han forbød at bære våben i byer og krævede, at alle motorkøretøjer skulle registreres. For at minimere faren for kampe mellem guerillaen og hæren skulle hæren opholde sig ved sine kaserner. Hussein fik løfte af Arafat at denne ville opretholde orden, men efter som guerillaen var splittet i flere grene, fungerede det ikke. I begyndelsen af juni udbrød nye kampe. Den 9. juni udbrød en skudveksling, da kongen passerede en vejspærring. Den 10. juli blev indgået en aftale mellem kongen og paraplyorganisationen Den Palæstinensiske Modstandsbevægelse, PRM, som blandt andet gik med til ikke at bære våben i byerne.
| |||