François Rabelais: Forskelle mellem versioner

Denne fjerde del gav anledning til nye angreb. Endnu en gang ([[1548]]) kom han til Rom som læge hos kardinal du Bellay, som han var pot og pande med, og under hvis [[ægide]] han virkede som [[diplomat]]. Men snart søgte den urolige, livskraftige mand tilbage til Frankrig, hvor formående venner ved hoffet fik overdraget ham et præstekald i sognet [[Meudon]] (januar [[1550]]).

"Præsten i Meudon" hedder Rabelais ofte i den ældre litteraturhistorie, men disse embeder opgav han allerede i [[1552]].

Da Sorbonne og parlamentet genoptog forfølgelsen af hans bog, var den snu Rabelais så behændig at indføre et satirisk angreb (i den [[katolicisme|gallikanske]] kirkepolitiks ånd) på de [[Den gregorianske reform|gregorianske dekretaler]]; det hjalp til, at han fik ro i sine sidste dage, om hvilke vi ved meget lidt.