Anders Sunesen: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Anders Sunesen.jpg|thumb|1800-tals fremstilling af Anders Sunesen i [[Slaget ved Lyndanisse]].]]

[[Skjalm Hvide]]s slægt. Han var søn af [[Sune Ebbesen]] (d. 1186), en af de gæveste høvdinger[[høvding]]er på vendertogene og [[Valdemar 1. den Store|Valdemars]] tro rådgiver. Bror til [[Peder Sunesen]], som var [[biskop]] af [[Roskilde]] fra [[1191]] til [[1214]].

Ungdomsårene tilbragte han efter [[Absalon]]s tilskyndelse med filosofiske[[filosofi]]ske og teologiske[[teologi]]ske studier i [[Paris]], fortsatte dernæst med at studere retsvidenskab i [[Italien]] og [[England]].

Da Absalon døde [[21. marts]] [[1201]], blev Anders Sunesen 1202 hans efterfølger som [[ærkebiskop]] i [[Lund (Sverige)|Lund]]. [[Pave]]n stadfæstede ham tillige som [[Sverige]]s [[primas]] og sendte ham ''[[Pallium|palliet]]'', det ærkebiskoppelige værdighedstegn. Snart efter besteg [[Valdemar 2. Sejr]] tronen; Anders Sunesen kronede ham, og han genvandt meget af, hvad ærkesædet under Eskil havde måttet afstå til kronen.

I sin styrelse var Anders Sunesen ivrig for de kirkelige ideers gennemførelse, men tillige sagtmodig, mild og fredsommelig. Sammen med sin bror, biskop Peder, mæglede han ved forliget [[1203]], hvorved [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]] blev overgivet til Valdemar 2., imod at Grevgrev Adolf

Særlig betydning fik Anders Sunesen som korstogsprædikant og leder af missionen[[mission]]en i [[Baltikum|de baltiske lande]]. Fra [[1203]] prædikede han [[korstog]] mod [[Estland|esterne]], der havde

Senere var Anders Sunesen med på Valdemar 2.s store tog til Estland [[1219]]. [[Sagn]]et fortæller senere, at ærkebispen under kampen havde knælet på en høj med oprakte arme; men da han ikke mægtede mere at hæve dem, veg de danske; hans præster støttede ham nu, og pludselig dalede [[Dannebrog]] ned fra himlen og blevsom sejrsmærke for kong Valdemar og hans mænd.

RamtI Estland blev han smittet af [[spedalskhed]]<ref>[[Knud vendteTogeby]]: han"Europæisk tilbagelitteratur" i ''Verdens litteraturhistorie'' bd. 2 (s. 422), Cappelens forlag, Oslo 1971, ISBN 82-574-0063-7</ref> og vendte hjem til Danmark i håb om at at trække sig tilbage. Da paven ikke godkendte valget af hans efterfølger, styrede han embedet til [[1224]]. Han var en af landets mægtigste og rigeste mænd og skænkede rige gaver til Lunds [[domkapitel]]. På en af sine gårde i Lund havde han grundlagt det første [[dominikanerordenen|dominikanerkloster]] i Danmark ([[1222]]). Sine sidste år levede han, næsten som eneboer,[[lepra]]-patient isoleret på [[Ivø]] i det nordøstlige [[Skåne]] hvorfrem hantil dødesin død i [[1228]]. ogHan blev begravedesbegravet i det nordre sidekor af [[Lund Domkirke]]. Ved sin død efterlod han sig et bibliotek på mellem 30 og 40 værker, hvilket i samtiden blev betragtet som meget stort.

* Kragh, Helge,: ''"Fra Middelalderlærdommiddelalderlærdom til Denden Nyenye Videnskabvidenskab, 1000-1730''" (''Dansk Naturvidenskabs Historie'', 1.) Aarhus Universitetsforlag, 2005, 44-47. ISBN 87-7934-168-3.