2. Slesvigske Krig: Forskelle mellem versioner

I danske politiske kredse havde [[Ejderpolitikken]] været omdiskuteret i årevis, men da mange forsøg på at imødekomme de slesvig-holstenske krav blev afvist af den holstenske stænderforsamling og det Tyske Forbund, blev ''Danmark til Ejderen'' efterhånden set som den eneste løsning. [[Martskundgørelsen]], hvor regeringen den 30. marts 1863 opgav forfatningsforbindelsen med de tyske forbundslande, og efterfølgende i efteråret 1863 forelagde det dansk-slesvigske Rigsråd, som var blevet tilbage efter Holstens og Lauenborgs udtræden, et forfatningsudkast, der knyttede Slesvig tættere til Danmark, var et afgørende skridt i denne retning. Centralt placerede politikere som fx [[C. C. Hall]], [[Orla Lehmann]] og [[Ditlev Gothard Monrad]] blev efterhånden, trods forskellige udgangspunkter, enige om, at en skandinavisk union var den eneste mulige vej til at gennemføre Ejderpolitikken.<ref>{{Harvnbharvp|Neergaard|1916|p=523}}</ref><ref> Glenthøj(2014), s. 318f.</ref>. I afgørende øjeblikke vaklede den danske regering dog, hvis ikke om målet, så om timingen. I [[1862]] havde der været adskillige diplomatiske sonderinger med den svenske regering om en union med den svenske konge [[Karl 15.]] som overhoved, og de to regenter var den 22. juli 1863 enige om at skabe en union, der ville sikre et ''Skandinavien til Ejderen''.<ref name=autogeneret2> Glenthøj(2014), s. 328</ref> Den danske tronfølger, [[Christian 9.|prins Christian]] skulle som kompensation tildeles Holsten som sit kongedømme.<ref name=autogeneret2 /> Hall så denne løsning som den bedste mulighed for at undgå en krig og på denne baggrund blev [[novemberforfatningen]] udfærdiget. Den svenske regering nøjedes imidlertid med en principiel støtte til de danske krav, men var splittet i spørgsmålet om en union.<ref> Glenthøj(2014), s. 333</ref> En bindende aftale blev derfor ikke indgået, og da svenskerne trak sagen i langdrag, sendte Hall en følelsesladet appel, som blev besvaret positivt, men uden konkrete løfter.<ref> Glenthøj(2014), s. 336</ref>

Ministerpræsident [[Otto von Bismarck]] i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Han allierede sig med Østrig; officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre Slesvig og Holsten for Preussen, som han har fortalt i sine erindringer.<ref name="buk-swienty 144f" /> Tyskland var ikke en hel nation, idet det tyske forbund var en relativt løs alliance, der bestod af 38 forskellige selvstændige områder; flere af disse havde ambitioner om at blive den førende nation i et samlet Tyskland. I Preussen var Bismarck under pres, fordi liberale kræfter, der modsatte sig hans ambitiøse hærreform med tre års værnepligt, havde vundet flertallet i Landdagen.<ref>{{Harvnbharvp|Buk-Swienty|2008|p=146}}</ref> Derfor kunne han bruge ''en rask lille krig'' mod Danmark til at vise, at Preussen var den mest magtfulde tyske nation, ligesom hærens evner kunne prøves af. Østrig havde tilsvarende ambitioner og fulgte derfor Preussen trop.<ref name="buk-swienty 144f">{{Harvnbharvp|Buk-Swienty|2008|p=144f}}</ref>

Efter at både det Tyske Forbund og den holstenske stænderforsamling havde afvist [[fællesforfatningen]] fra 1855 og efter at holstenske deputerede havde forladt det fælles rigsråd, udstedte kongen den 30. marts 1863 en af [[C.C. Hall]] udformet [[kundgørelse]], hvorved Holsten og Lauenborg skulle få en ny forfatning (kundgørelse af 30. marts 1863).<ref>{{Harvnbharvp|Neergaard|1916|p=613}}</ref> De tyske stormagter protesterede og den tyske forbundsdag vedtog den 9. juli 1863, at kundgørelsen skulle tilbagekaldes inden seks uger. Alligevel forelagde udenrigsminister Hall få uger senere, den 28. september 1863, et udkast til en ny fælles forfatning kun for Danmark og Slesvig. Den internationale reaktion var forudsigeligt negativ. Den engelske regering opfordrede Danmark at trække kundgørelsen af 30. marts tilbage og den svensk-norske regering stillede sig modvillig overfor de forhandlinger om en fælles nordisk alliance, som den svenske konge [[Karl 15. af Sverige|Karl 15.]] havde tilbudt [[Frederik 7.]] <ref>Knud Rasmussen: ''General de Meza og Den Dansk-Tyske Krig 1864''.

Et preussisk-østrigsk forslag om at fortsætte eksekutionen med en besættelse af Slesvig, med mindre novemberforfatningen tilbagekaldtes af den danske regering, blev forkastet af forbundsdagen. men den 7. december bøjede den sig for en preussisk-østrigsk besættelse af Holsten.<ref> Glenthøj (2014), s.349</ref>. Den 14. januar 1864 erklærede Preussen og Østrig, at de ikke længere følte sig forpligtet af forbundsdagens beslutninger vedrørende Slesvig, og en fælles hærstyrke på 61.000 mand blev samlet syd for Ejderen.<ref name="Cle545" /> Den 16. januar 1864, stillede Preussen og Østrig Danmark et [[ultimatum]] om, at novemberforfatningen skulle ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer. På Statsrådsmødet den 19. januar lykkedes det [[D.G. Monrad]] at opnå tilslutning - og kongens samtykke- til en udsættelse af den officielle danske reaktion på kravet, som efter forhandling i ministeriet skulle udmunde i en resolution.<ref>{{Harvnbharvp|Jørgensen|1970|p=262}}</ref> Da Danmark således reelt havde ignoreret kravet, som i øvrigt var umuligt at gennemføre i praksis, gik preussiske og østrigske tropper -uden samtykke af forbundsdagen i Frankfurt- den 1. februar 1864 ind i Slesvig <ref>Jürgen Müller: ''Der Deutsche Bund 1815-1866''. Oldenbourg, München 2006, ISBN 978-3-486-55028-3, side 47.</ref>. Preussen og Østrigs ensidige fremgangsmåde mødte imidlertid modstand hos de tyske mellemstater som Bayern og Sachsen, begge stater nægtede tilladelsen til østrigske troppetransporter gennem deres territorier. Det Tyske Forbund betegnede krigen som lovstridig og forbundstropperne i Holsten var rede til at stoppe de preussisk-østrigsk tropper, men blev holdt tilbage af forbundsdagen<ref>{{Cite web |url=https://www.dhm.de/lemo/kapitel/reaktionszeit/deutscher-bund/schleswig-holstein-frage-1864.html |title=Lebendiges Museum Online: ''Die Schleswig-Holstein-Frage von 1864'' |access-date= 9. november 2015 |archive-date=17. november 2015 |archive-url=https://web.archive.org/web/20151117020658/https://www.dhm.de/lemo/kapitel/reaktionszeit/deutscher-bund/schleswig-holstein-frage-1864.html |url-status=ok }}</ref>.

Den engelske regering tog allerede i krigens tidligste faser initiativ til at forestå fredsforhandlinger, bl.a. under indtryk af den engelske befolknings sympati for Danmark.<ref>{{Harvnbharvp|Neergaard|1916|p=1119}}</ref> Briterne foreslog, at Danmark fik 6 ugers frist til at løse forfatningsspørgsmålet, men hverken Rusland eller Frankrig var indstillet herpå. Den franske [[kejser]], [[Napoleon 3.]] udtrykte i sit svar forståelse for det tyske ønske om en stærk forbindelse mellem [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]].<ref>{{Harvnbharvp|Neergaard|1916|p=1021}}</ref>

De allierede tropper under ledelse af [[Frederik Karl af Preussen|prins Friedrich Karl]] og [[generalfeltmarskal]] [[Friedrich von Wrangel]] refererede direkte til [[Berlin]] og havde frie hænder til at foretage militære beslutninger, "der kunne tilintetgøre fjenden". Chefen for den preussiske generalstab, [[Helmuth Karl Bernhard von Moltke|Helmuth von Moltke]], havde udarbejdet en overordnet strategi, som skulle sikre, at styrkerne kunne omgå den danske hærs flanker.<ref>{{Harvnbharvp|Clemmesen|2010|p=546}}</ref> I modsætning hertil var den danske generalstab underkastet ordrer fra [[krigsministeriet]] i [[København]], som forventede, at angrebet først ville blive indledt i løbet af foråret, og derfor var inddelingen af hæren ikke endeligt fastlagt, og mange officerer blev flyttet fra deres [[bataljon]]er for at skabe plads til besættelse af nye stillinger i de nyoprettede [[regiment]]er. [[Artilleri]]et var underbemandet og led ligeledes under mangel på materiel.<ref name=Cle542>{{Harvnbharvp|Clemmesen|2010|p=542}}</ref>

|colspan="3" style="text-align: center;" | Generalmajor [[Glode du Plat (1809-1864)|Glode du Plat]]<ref>{{refn|General [[Ernst Wilster]] nævnes i en kilde, men var ifølge mobiliseringsplanen stedfortræder, når du Plat gjorde tjeneste ved overkommandoen. Jf {{sfnp|Johansen (|2014) |loc=bilag II</ref>}} }}

|colspan="1" style="text-align: center;" |Oberst [[Johan Waldemar Neergaard]]<ref> Efter Sankelmark afløst af general [[Ernst Wilster]]</ref>

Desuden var [[kavaleri]]et organiseret i to brigader, som i nogen grad kunne anvendes fleksibelt.<ref name=Cle542/> med [[Cai Hegermann-Lindencrone (officer)|Cai Hegermann-Lindencrone]] som chef. Regeringen havde ikke en egentlig strategisk plan for operationer i felten, men forventede dog, at flåden kunne blokere [[Østersøen]] og derved indsnævre fjendens muligheder.<ref name=Cle545>{{Harvnbharvp|Clemmesen|2010|p=545}}</ref>

Kort før 2. Slesvigske Krigs udbrud i januar 1864 var [[Skanse (forsvarsanlæg)|skanserne]] ved Dannevirke blevet forstærkede. Den 2. februar angreb den preussiske styrke med ca. 10000 mand forposterne og fire skanser ved [[Slaget ved Mysunde|Mysunde]], der kunne rumme et [[Kompagni (militær)|kompagni]], ca. 2500 mand. Preusserne medbragte 64 [[Kanon (våben)|feltkanoner]], mens danskerne rådede over 20 i Mysundeskanserne. Alligevel lykkedes det det danske [[artilleri]] at slå angrebet tilbage. Under retræten faldt ca. 200 tyske soldater, og de samlede danske og tyske tab var ca. 500 mand. Det var dog en kortvarig dansk triumf, idet den øverstkommanderende overgeneral [[Christian de Meza]] var klar over, at Dannevirke ikke kunne holdes, fordi fjenden i den hårde vinter kunne passere vest om Dannevirke over de tilfrosne sumpstrækninger.<ref>{{Harvnbharvp|Neergaard|1916|p=1052}}</ref> Den 4. februar kl. 18 afholdt overkommandoen et [[krigsråd]] i [[Slesvig (område)|Slesvig]] by, og efter dette besluttede de Meza på anbefaling fra flertallet af den militære ledelse at trække hele den danske styrke tilbage fra [[Dannevirke]] den 5. februar.<ref name=autogeneret1>{{Harvnbharvp| Buk-Swinty|2008|p=191f.}}</ref> Retræten påbegyndtes om aftenen og foregik som et vellykket og koordineret tilbagetog gennem en hård snestorm tilbage til den befæstede stilling ved [[Dybbøl Banke|Dybbøl]] nær [[Sønderborg]].<ref>{{Harvnbharvp|Neergaard|1916|p=1057}}</ref> Aktionen blev i samtiden stærkt kritiseret i opinionen, som af regeringen og medierne var blevet overbevist om stillingens betydning for Ejderpolitikkens succes.<ref>{{Harvnbharvp|Neergaard|1916|p=1060}}</ref> Senere er retræten blevet rehabiliteret som et eksempel på en succesfuld og militært nødvendig aktion.<ref name=autogeneret1 /> <ref>{{Harvnbharvp| Skou|2008|p=104}}</ref> Det nævnes dog, at tilbagetrækningen led af visse logistiske problemer, fx at Dannevirke efter planen skulle være rømmet senest kl. 22, men begyndende snestorm betød, at 20. regiment først forlod stillingen ca. en time senere.<ref>Johansen (2014), s. 213</ref> 8. Brigade dannede bagtrop indtil Sankelmark skov, hvor 7. Brigade overtog kampen.<ref name=":0">https://1864.dk/1864-tidende/?obj_id=5227</ref> 7. [[brigade]], som bestod af 1. og 11. [[Regiment]], under [[oberst]] [[Max Müller]], havde fik herefter til opgave at standse fjendens fremmarch og havde forskanset sig i det smalle pas ved Sankelmark, hvor [[Hærvejen]] løber gennem et højdedrag.<ref name="buk-swienty 200">{{Harvnbharvp|Buk-Swienty|2008|p=200}}</ref> [[Slaget ved Sankelmark]] førte til mange tab på begge sider, men sikrede den danske hærs tilbagetog.<ref name="buk-swienty 202">{{Harvnbharvp|Buk-Swienty|2008|p=200}}</ref>

Den danske offentlighed havde betragtet Dannevirke som en nærmest uindtagelig fæstning, og tilbagetoget kom som et chok, der bl.a. udløste uroligheder i [[København]]. Monrad udtalte på et møde i Statsrådet den 11. februar, at uroen nu havde mistet betydning, men at den bekræftede hans politiske mål om at fortsætte kampen mod besættelsestropperne med al kraft.<ref>{{Harvnbharvp|Jørgensen|1970|p=279}}</ref> General de Meza blev efter et møde i Statsrådet den 26. februar 1864 tvunget til at træde tilbage, på trods af kongens forsøg på at beholde ham i overkommandoen.<ref>{{Harvnbharvp|Jørgensen|1970|p=293}}</ref>