Dansk Estland: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m retter wikilink
m bot: indsæt skabelon Geomærkning savnes; kosmetiske ændringer
 
Linje 9:
{{Uddybende|Baltiske korstog|Hertugdømmet Estland}}
 
Danmark rejste sig som en stormagt, både militært og handelsmæssigt, i [[1100-tallet]]. For at eliminere de [[Estland|estiske]] og [[Livland|livlandskelivland]]ske [[pirat]]er, der plyndrede den danske Østersøhandel, iværksatte henholdsvis kongerne [[Valdemar 1. den Store|Valdemar den Store]] og [[Knud 6.|Knud VI]] angreb i [[1170]], [[1194]] og i [[1197]]. I [[1206]] iværksatte kong [[Valdemar Sejr]] og [[ærkebiskop]] [[Anders Sunesen]] et plyndringstogt mod øen [[Øsel]] (estisk: ''Saaremaa''). Øboerne var tvunget til overgivelse, og der blev bygget en [[borg]]; dog kunne man ikke finde nogen frivillige til at bebo borgen. Borgen blev brændt ned, og danskerne forlod øen, dog med et krav på Estland, som [[pave]]n anerkendte.
 
I [[1208]] deltog danske korsfarere angiveligt i et togt mod borgen [[Viljandi|Fellin]] på grænsen mellem de livlandske og estiske områder. Det var angiveligt ved denne lejlighed, at [[Dannebrog]] faldt ned fra himlen. Den danske deltagelse må ses i lyset af, at den danske ærkebisp [[Anders Sunesen]] efter togtet til Øsel i stedet for at vende tilbage til Danmark, med sit følge rejste til [[Riga]], hvor han opildnede de forsamlede kannikker ved domkirken til at fuldende kristningen af de omkringboende livere.
 
I de følgende år foregik utallige hærtog dels fra korsfarernes side mod esterne, dels fra esternes side mod Livland. I 1218 allierede esterne sig med russerne i [[Novgorod]] og angreb atter Livland. På samme tid var biskop [[Albert von Buxthövden|Albert af Riga]] gerådet i uenighed med [[Sværdbroderordenen]] og hans stilling trængt. I sin nød rettede han sommeren [[1218]] på et rigsmøde i [[Slesvig by|Slesvig]] bøn til Valdemar Sejr om at komme ham til hjælp. Valdemar sejr var lydhør over for et angreb på Estland allerede den følgende sommer.
 
I [[1219]] samlede kong Valdemar en flåde på flere hundrede skibe imod esterne med ærkebiskoppen, [[biskop]]per og en hær under ledelse af fyrst [[Wizlav]] fra den erobrede ø [[Rügen]]. Hæren blev landsat ved [[Tallinn]], og efter svære trængsler vandt korsfarerne her en afgørende sejr over esterne. For at befæste sin stilling blev fæstningen i Reval bygget færdig, og kirken gik i gang med sit missionsarbejde blandt esterne.
 
[[Sværdridder|Sværdbrødreordenen]] og Danmark havde aftalt at dele Estland, men havde uoverensstemmelser om den egentlige grænse. I [[1220]] overlod Danmark de sydlige estiske provinser [[Sakala]] og [[Ugandi]] til ordenen, da provinserne allerede var besatte. [[Biskop Albert]] overgav til Danmark provinserne [[Harjumaa|Harria]], [[Virland]] og [[Järva]] i det vestlige Estland. [[1227]] erobrede livlandske riddere hele det danske Estland, men ifølge [[Stensby-aftalen]] tilbageleverede de Harria og Virland i [[1238]], mens Järva blev overgivet til sværdbrødrene, der i [[1237]] var blevet en del af Den [[Tyske Orden]].
 
Under danske herredømme udviklede Estland sig til et feudalt middelaldersamfund. Løselige sammenslutninger afløstes af faste administrative organisationer, der oprettedes hansastæder med stadsret, kirkevæsenet blev organiseret og kirker i stort tal opført og så videre. Det danske styre i Estland var dog forholdsvist tilbageholdende sammenlignet med hvad der på samme tid skete i områder under Den Liviske Orden i den sydlige del af Estland, i Livland og i Kurland.
Linje 37:
 
* [[Danske besiddelser]]
{{coord wd}}
 
[[Kategori:Estlands historie]]
[[Kategori:Dansk Estland| ]]
[[Kategori:Estlands historie]]