Forskel mellem versioner af "Mandatområdet i Palæstina"

194 bytes tilføjet ,  for 4 måneder siden
Add 2 books for Wikipedia:Verificerbarhed (20210904sim)) #IABot (v2.0.8) (GreenC bot
m (Slåfejl)
(Add 2 books for Wikipedia:Verificerbarhed (20210904sim)) #IABot (v2.0.8) (GreenC bot)
Disse begivenheder var afgørende for, at Storbritannien annoncerede ønsket om at afslutte Palæstinamandatet og lægge spørgsmålet om Palæstina over til de [[Forenede Nationer]], efterfølgeren til Folkeforbundet. FN oprettede en særlig komité (UNSCOP) i maj 1947 med repræsentanter fra 11 lande. Den gennemførte høringer og foretog en undersøgelse af forholdene i Palæstina, der blev fremlagt i august samme år sammen med anbefalinger fra de deltagende lande. Syv medlemmer (Canada, [[Tjekkoslovakiet]], Guatemala, Holland, Peru, Sverige og Uruguay) anbefalede oprettelsen af uafhængige arabiske og jødiske stater, hvor Jerusalem skulle være under international administration. Tre medlemmer (Indien, Iran og [[Jugoslavien]]) støttede oprettelsen af en enkelt føderal stat, der indeholdt både jødiske og arabiske delstater. Australien afstod fra at stemme.<ref>Howard Adelman, "UNSCOP and the Partition Recommendation." (Centre for Refugee Studies, York University, 2009) [http://yorkspace.library.yorku.ca/xmlui/bitstream/handle/10315/2669/H+A+UNSCOP+and+the+Partition+Recommendation.PDF?sequence=1 online].</ref>
 
29. november 1947 anbefalede FN's generalforsamling, efter en afstemning med 33 mod 13 og 10 der undlod at stemme, virkeliggørelsen af planen ''Plan of Partition with Economic Union'' som ''Resolution 181 (II)'' med enkelte ændringer af grænserne mellem de to påtænkte stater.<ref>{{cite web|url=http://domino.un.org/unispal.nsf/0/7f0af2bd897689b785256c330061d253 |title=A/RES/181(II) of 29 November 1947 |publisher=United Nations |year=1947 |accessdate=11. januar 2012 |url-status=dead |archiveurl=https://web.archive.org/web/20120524094913/http://domino.un.org/unispal.nsf/0/7f0af2bd897689b785256c330061d253 |archivedate=24. maj 2012 }}</ref><ref>{{cite book|author1=Cathy Hartley|author2=Paul Cossali|title=Survey of Arab-Israeli Relations|url=https://books.google.com/books?id=KvaNAgAAQBAJ&pg=PA52|year=2004|pages=52–53|isbn=9781135355272}}</ref> Delingen skulle ske fra det tidspunkt, briterne trak sig tilbage. Delingsplanen krævede at de påtænkte stater skulle give lige rettigheder for alle mennesker inden for deres grænser uanset etnicitet, religion eller køn. FN's generalforsamling har kun magt til at give anbefalinger, derfor var UNGAR 181 ikke retslig bindende.<ref>Artikel 11 i [[De Forenede Nationers Pagt|FN-pagten]]</ref> Både USA og [[Sovjetunionen]] støttede resolutionen. Haiti, Liberia og Filippinerne ændrede deres stemme i sidste øjeblik efter fælles pres fra USA og zionistiske organisationer.<ref>{{cite journal |last=Roosevelt |first=Kermit |year=1948 |title=The Partition of Palestine: A lesson in pressure politics |url=https://archive.org/details/sim_middle-east-journal_1948-01_2_1/page/n2 |journal=Middle East Journal |volume=2 |issue=1 |pages=1–16 |jstor=4321940 }}</ref><ref>{{cite book |last=Snetsinger |first=John |year=1974 |title=Truman, the Jewish vote, and the creation of Israel |url=https://archive.org/details/trumanjewishvote0000snet |url-access=registration |publisher=Hoover Institution |pages=[https://archive.org/details/trumanjewishvote0000snet/page/66 66–67]}}</ref><ref>{{cite journal |last=Sarsar |first=Saliba |year=2004 |title=The question of Palestine and United States behavior at the United Nations |url=https://archive.org/details/sim_international-journal-of-politics-culture-and-society_spring-2004_17_3/page/457 |journal=International Journal of Politics, Culture and Society |volume=17 |issue=3 |pages=457–470 |doi=10.1023/B:IJPS.0000019613.01593.5e}}</ref> De fem medlemmer af den [[Den Arabiske Liga|Arabiske Liga]], der var stemmeberettigede, stemte alle i mod planen. [[Jewish Agency]] accepterede planen, men den blev kategorisk afvist af de palæstinensiske araberes ledelse og af størstedelen af den palæstinensiske befolkning.<ref>{{cite book|author=Benny Morris|title=1948: a history of the first Arab-Israeli war|url=https://books.google.com/books?id=J5jtAAAAMAAJ|accessdate=24. juli 2013|year=2008|publisher=Yale University Press|p=50, 66, 67, 72| citat=[s. 55, i 1947]: [[Amin el-Husseini|Haj Amin al-Husseini]] went one better: he denounced also the minority report, which, in his view, legitimised the Jewish foothold in Palestine, a "partition in disguise," as he put it. ... [s. 66, i 1946]: [[Den Arabiske Liga|The League]] demanded independence for Palestine as a "unitary" state, with an Arab majority and minority rights for the Jews. [[Den højere arabiske komité|The AHC]] went one better and insisted that the proportion of Jews to Arabs in the unitary state should stand at one to six, meaning that only Jews who lived in Palestine before the British Mandate be eligible for citizenship. ... [s. 67, i 1947]: The League’s Political Committee met in Sofar, Lebanon, on 16–19 September, and urged the Palestine Arabs to fight partition, which it called "aggression," "without mercy." The League promised them, in line with Bludan, assistance "in manpower, money and equipment" should the United Nations endorse partition. ... [s. 72, i december 1947]: The League vowed, in very general language, "to try to stymie the partition plan and prevent the establishment of a Jewish state in Palestine}}</ref><ref>{{cite web|url=https://web.archive.org/web/20131002103014/http://unispal.un.org/UNISPAL.NSF/0/4ECBF3578B6149C50525657100507FAB|title=UNITED NATIONS CONCILIATION COMMISSION FOR PALESTINE A/AC.25/W/19 30 July 1949: (Working paper prepared by the Secretariat)|date=2. oktober 2013 |citat=The Arabs rejected the United Nations Partition Plan so that any comment of theirs did not specifically concern the status of the Arab section of Palestine under partition but rather rejected the scheme in its entirety}}</ref> Ved et møde i Cairo i november og december 1947 vedtog den Arabiske Liga en række resolutioner, der anbefalede en militær løsning på konflikten.
 
Storbritannien meddelte, at de accepterede delingsplanen, men afviste at ville gennemtvinge den, fordi den ikke var blevet accepteret af araberne. Storbritannien afviste også at dele administrationen af Palæstina med FN's palæstinakommission i overgangsperioden. I september 1947 meddelte den britiske regering, at Palæstinamandatet ville ophøre ved midnat den 14. maj 1948.<ref name="Britannica">[http://school.eb.com/eb/article-45071 "Palestine"]. Encyclopædia Britannica Online School Edition, 2006. 15 May 2006.</ref><ref>{{cite encyclopedia |author=Stefan Brooks |editor=Spencer C. Tucker |encyclopaedia=The Encyclopedia of the Arab-Israeli Conflict |title=Palestine, British Mandate for |year=2008 |publisher=ABC-CLIO |volume=3 |location=Santa Barbara, California |isbn=978-1-85109-842-2 |page=770}}</ref><ref name="Sherman2001">{{cite book |title=Mandate Days: British Lives in Palestine, 1918–1948 |publisher=The Johns Hopkins University Press |author=A. J. Sherman |year=2001 |isbn=978-0-8018-6620-3}}</ref>
66.114

redigeringer