Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

København var nu blevet fuldstændig afspærret, men uagtet at Varberg var erobret, og der herskede megen nød i byen, ville dog fyrsterne og det lille krigsparti, der lededes af borgmesteren [[Ambrosius Bogbinder]], ikke høre tale om overgivelse og dæmpede borgernes modstand med våbenmagt. Først da alle forråd var spiste, og hjælpen stadig udeblev, overgav byen sig den [[29. juli]] 1536. Hertug Albrecht og greven frasagde sig alle krav på den danske trone og fik efterfølgende tilladelse til at drage bort med deres folk, og borgerne opnåede næsten almindelig [[amnesti]].<ref name="Sal 110"/> Byen fik sine gamle privilegier bekræftet.<ref name="Witt 198"/>

Efter indtoget i København blev natten til den 12. august ærkebiskopen [[Torbern Bille (ærkebiskop)|Torben Bille]] sammen med to andre biskopper, som befandt sig i staden på daværende tidpunkt, arresterede. Også rigets øvrige biskopper rundt om i landet blev arresterede.<ref name="joh122">Johannesson, s. 122</ref> Kongen indkaldte til en herredag i København den 20. oktober 1536, og under denne blev det besluttet, at biskopperne skulle afsættes og deres gods skulle inddrages og overdrages Kronen. Domkapitlerne og klostrene fik tilladelse til at fortsætte deres virksomhed, indtil at de blev reformeret. Klostrenes munke måtte forlade klostrene, men hvis de valgte at forblive i landet, skulle de prædike evangelske tekster.<ref name="joh122" /> Christian III krævede tillige, at rigsråderne skulle love, at ingen fremtidig biskop måtte udøve verdslig magt i Danmark. Endvidere krævede han, at syv rigsråder, som alle var skåninger, skulle underskrive særlige forpligtelsebreve, hvori de svor kongen trohedtroskab. Dette på grund af at den skånske adel havde byttet side under fejden.<ref name="joh122" />