Finske ortodokse kirke: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Upp75 (diskussion | bidrag)
mNo edit summary
Upp75 (diskussion | bidrag)
No edit summary
Linje 3:
 
I Finland, der erklærede sig selvstændigt fra [[Det Russiske Kejserrige|Rusland]] i 1917, var den ortodokse kirke egentlig et fremmedlegeme blandt folkeslaget karelerne i øst og ellers kun som den russiske armes religion. Finland bestod i 1917, efter en kort selvstændighedskrig, af det nuværende Finland og næsten hele Karelen - grænsen mod det sovjetiske Rusland var langt østligere, end den er i dag. Dermed var de ortodokse i Finland blevet en vigtig regional minoritet, som den finske stat ønskede at inregrere i det finske samfund. Et af de vigtigste midler til denne integration var kirken, der skulle sammenvæves med statsapparatet som en [[Folkekirken|statskirke]] ved siden af den [[Evangelisk-lutherska kyrkan i Finland|lutherske majoritetskirke]]. En sådan plan forudsatte, at den kirkelige administration samarbejdede, og der var mange mennesker i kirken, der ønskede det samme. Men biskop Serafim (Lukjanov) af Helsinki og hele Finland (1879-1959) var imod. Han var russisk nationalpatriot og nægtede at lære finsk eler udnævne en finsktalende hlælpebiskop. Derfor bestemte regeringen sig for at sende en delegation til [[Istanbul]] for at afklare den finske kirkes situation og få viet en biskop, der ville samarbejde med regeringen. Delegationen rejste i sommaren 1923 og havde held med sig, da de vendte tilbage med en autonomierklæring fra patriarken og den nyviede biskop Herman (Aav) af Karelen (1878-1961). Den finske stat fjernede Serafim fra kirkestyrelsen bl.a. med begrundelse i, at han som statsansat skulle lære sig sproget, hvilket han ikke ville. I stedet for blev biskop Herman leder af den finske kirke, og det var han til sin død i 1961.
 
I mellemkrigstiden (1919-1939) gjorde staten flere foranstaltninger for at "forfinske" kirken. Det gjaldt specielt klostrene, hvor konservative og russisknationale munke blev udvist fra landet. Staten førte også en kampagne for at gøre liturgisproget i alle menigheder finsk, og de russiske elementer blev trængt ud af den finske ortodokse kirke. I 2. verdenskrig mistede Finland det meste af Karelen, hvor de ortodokse primært boede.
 
{{Kristendomstub}}