Den ortodokse kirke i Grækenland: Forskelle mellem versioner

Stormagterne udpegede en tysk prins [[Otto 1. af Grækenland|Otto 1.]] til [[Kongeriget Grækenland|græsk konge]], og han erklærede i 1833 den græske ortodokse kirke for selvstændig. En selvstændig lokal græsk kirke havde aldrig før eksisteret, idet den græsktalende byzantinske imperiale kirke med [[patriarken af Konstantinopel]] var kirkeleder for området. I den nye græske stats øjne var den kirkelige selvstændighed nødvendig, da grækerne ikke ønskede, at kirken i Grækenland var underlagt patriarken i Konstantinopel, der fortsat var en af sultanens undersåtter og embedsmænd.<ref>Kenneth Scott Latourette, '' Christianity in a Revolutionary Age, II: The Nineteenth Century in Europe: The Protestant and Churches.'' (1959) 2: 479-481</ref> Den tyske - og tidligere [[Romerskkatolske kirke|romerskkatolske]] - græske prins gennemførte derpå en kirkereform med det formål at gøre den ortodokse kirke til statskirken efter katolsk forbillede. Opbygningen af den nye græske stat og nation skete i tæt samarbejde med kirken, hvor især kirken spillede en rolle ved at gøre græske frihedshelte til martyrer (kendt som ''ethnomartyrer''). Selvstændighedskrigen blev tolket ind i en religiøs snarere end rent politisk ramme. De selvstændige grækere så den nye selvstændige ortodokse kirke som en naturlig udløber af den nationale genfødsel, hvorimod de ortodokse grækere, der fortsat var under osmannisk styre i Nordgrækenland og i det moderne Tyrkiet, anså det som et skisma. En del af grækerne i det nye selvstændige Grækenland ønskede fortsat at bevare tilknytningen til patriarken i Konstantinopel, men primært fordi de forventede, at den græske stat ville vokse og en dag befri byen fra osmannisk styre. Denne befrielse kom aldrig. Den engang græsktalende by Konstantinopel forvandlede sig mere og mere til det tyrkiske Istambul. Grækernes bevæggrundefor at bevare kontakten til patriarken i Konstantinopel var baseret på en national opfattelse af hvad kirken burde være. De græske nationalisters forventning om, at Grækenland skulle vokse og indtage yderligere osmannisk territorium, var baseret på, at de mente, at alle græsktalende provinser burde være en del af det selvstændige Grækenland. En sådan udvikling krævede det russiske imperiums militære magt. Flere græske nationalister ønskede, at Grækenland og Rusland skulle genskabe en ortodoks verden, der kunne modstå den vestlige katolske og protestantiske. Nationalromantik smeltede sammen religiøse og kulturelle forestillinger om den østlige ortodokse verden som en ny magt i det, der blev kendt som den græske nationalismes ''store ide'' (''Megali Idea''). Den store ides primære tanke var, at den byzantinske stat og ortodokse kirke skulle genskabes - dog nu bundet til det græske folk. Dette nationalistiske religiøse program blev en centtal strøm i den græske stats politiske liv efter 1830 og fik sine fatale konsevenster i de efterfølgende græsk-osmanniske og senere græsk-tyrkiske krige, der har endt med at forme de moderne grænser mellem Grækenland og [[Tyrkiet]].