Herman Bang: Forskelle mellem versioner

Han blev student fra [[Sorø Akademi]] 1875 og påbegyndte derefter studier i [[jura]] og [[statsvidenskab]] ved [[Københavns Universitet]] med henblik påfor at blive [[diplomat]], efter farfarens ønske, men afbrød studierne i 1877 og ansattes året efter som journalist ved den konservative avis [[Dagbladet (1851)|Dagbladet]].

Allerede i sine unge år indledte Bang sin karrierebegyndte som journalist og novelle- og romanforfatter, samtidigsamtidigt med, at han forsøgte sig som skuespiller, sceneinstruktør og teaterkritiker.

Han debuterede 22 år gammel som litteraturkritiker i [[1879]] med essaysamlingen ''Realisme og Realister''<ref>{{Cite web |url=http://www.e-poke.dk/bang.asp#krit |title=Artikel Fra E-poke.dk |access-date= 7. juni 2012 |archive-date=23. september 2015 |archive-url=https://web.archive.org/web/20150923221243/http://www.e-poke.dk/bang.asp#krit |url-status=yes }}</ref>, som også slog en ny retning i litteraturen fast. Året efter fulgte den første novellesamling ''[[Tunge melodier]]'' og den skandaleombruste roman ''[[Haabløse Slægter]]''. I ([[1886]]) kom novellesamlingen ''Stille Eksistenser'' med bl.a. fortællingen ''Ved Vejen''. Blandt andre hovedværker er romanerne ''[[Stuk]]'', ''[[Tine (roman)|Tine]]'', ''[[Ludvigsbakke]]'' og ''Det hvide Hus''.

Bangs berømmelse begyndte i 1880 med retssagen om romanen ''Haabløse Slægter''. Bang vardebuterede allerede debuteret i foråret 1880 med nogle mindre skuespil og noveller, heriblandt samlingen ''Tunge melodier''. I løbet af sommeren 1880 blev den kritiseret fra alle sider for at være stilistisk latterlig og gennemsyret af en syg sensualitet. Det var først med den store og delvis selvbiografiske roman om en ung mand, der er det sidste skud på en degenereret og håbløs slægt, at Bang rigtigt kom i offentlighedens søgelys. Romanen, der udkom i november [[1880]], blev straks anmeldt stærkt negativt i såvel højre- som venstrepressen. ''Haabløse Slægter'' vakte skandale med sin skildring af en moden kvinde, grevinde Hatzfeldt, der forfører den unge hovedperson William Høg. Der blev anlagt sag mod Bang, og [[23. juli]] [[1881]] faldt dommen, der lød på 100 kr. i bøde eller 14 dages fængsel, såfremt bøden ikke kunne betales. Bogen blev efterfølgende beslaglagt.

Bang modtog i Paris økonomisk støtte fra flere nordmænd, deriblandt [[Jonas Lie (forfatter)|Jonas Lie]] og [[Frits Thaulow]]. Herman Bang havde i Paris mødt [[Knut Hamsun]]. Hamsun syntes først godt om Bang - han skrev om Bang, at han var "ikke uden Talent"<ref>Tore Hamsun, "''Knut Hamsun",'' side 54, https://www.nb.no/items/bedc1e70f1d0b4f25ea9f4c2a22b0071?page=65&searchText=herman%20bang</ref> - og Bang vakte Hamsuns medynk<ref>Ferguson, Robert, "''Gåten Knut Hamsun''", side 154, https://www.nb.no/items/1bc893139ae6ef2e48c257fa59bd1663?page=153&searchText=herman%20bang</ref>, og han lånte Bang gentagne gange penge, og Hamsun forsøgte ofte at sikre Bang økonomisk støtte og skrev tiggerbreve på Bangs vegne. Men efterhånden kom Hamsun til at foragte Bang, da Hamsun begyndte at tvivle på Bangs nød og syntes, at Bang kun narrede ham og ikke egentlig led nogen videre nød. Hamsun syntes, at hans ry og troværdighed havde lidt meget, da han havde sendt tiggerbreve for Bang, når Bang egentlig ikke led nogen nød. Hamsun skriver i et brev til [[Johan Knudsen]], at Bang havde fortalt, at han havde skrevet en beskyttende anmeldelse i [[Samtiden]] om Hamsuns bog ''[[Ny Jord (roman)|Ny Jord]]'', som blev mødt med hadefulde anmeldelser, da den udkom - "Det var vel for at slippe at betale mig de sidste Francs, det.", skrev Hamsun i et brev - for øvrig var der ingen sådan anmeldelse af Herman Bang i Samtiden.<ref>''"Knut Hamsuns brev. 1 : 1879-1895"'', side 379, https://www.nb.no/items/131e85b5bbc3800dcb60bc9afd588459?page=379&searchText=herman%20bang</ref> Hans forbitrelse mod Bang kommer tydeligt frem i et brev til Bjørnstjerne Bjørnson: "Vær lidt forsigtig med hvad De skriver til Herman Bang herefter. Han vil blot bruge ogsaa Dem tilattil at klattre op ad her i Paris. Hvis De tror, at han arbejder for Opførelsen af Deres og Ibsens Stykker blot for Sagens Skyld, saa tager De fejl; han skyr ingenting, gør endog mig Tilbud, skønt jeg har behandlet ham ligegyldigt som en Hund; sidst vilde han skrive en Essay om mig. Jeg har gentagne Gange laant ham Penge og nu lukket Døren efter ham. Han vifter om med Deres Breve og lader forstaa, at De gaar der i Rom og er i den Grad ræd for en mislykket Opførelse af "Hansken", at De fornægter Stykkets Tendens og opfinder en ny, for ikke at falde til Jorden her."<ref>''"Knut Hamsuns brev. 1 : 1879-1895"'', side 388,https://www.nb.no/items/131e85b5bbc3800dcb60bc9afd588459?page=389&searchText=herman%20bang</ref>

Det er usikkert, om Herman Bang nogensinde blev indkaldt til disse forhør. Han havde intet med sagen at gøre, men det forhindrede ikke smudspressen i at skrive om ham. Pressen fortsatte sin veritable heksejagt mod Bang: Forfatteren [[Johannes V. Jensen]] lancerede et af de mest perfide angreb på Bang i en berygtet kronik i ''[[Politiken]]'' med titlen ”Samfundet og Sædelighedsforbryderen”.

I bogen ''Stoppet i farten – Herman Bang i karikaturens troldspejl ''<ref>[http://www.gyldendal.dk/webapp/wcs/stores/servlet/product+10001+10002+51569+1000 ''Stoppet i farten – ses Herman Bang i karikaturens troldspejl ''] {{dødt link}}</ref>(Gyldendal, 2007) giver værkets fire udgivere [[Dag Heede]], [[Torben Lund]], [[Knud Arne Jürgensen]] og [[Sten Rasmussen]] for første gang en samlet indføring i Bangs private og offentlige liv set gennem karikaturens troldspejl. Han var et hyppigt emne i vittighedsbladene, og bogen kommenterer et stort antal karikaturtegninger af Bang fra bladenes humørspalter.

På et sent tidspunktSent i sit liv udtalte Herman Bang: ”Karikaturerne har været for mange og for gode”. En bemærkning der muligvis forklarede, hvorfor han måtte opgive forhåbningen om en karriere som skuespiller.

I næsten et århundrede var Herman Bangs død i 1912 i et tog på vej fra Chicago til San Francisco et omdiskuteret mysterium. Hurtigt og vedholdende bredte rygterne sig: at den kun 54-årige Bang var blevet udsat for et rovmord, måske begået af togets personale. Andre og mere besindige skribenter og historikere holdt sig derimod til en redegørelse fra det amerikanske jernbaneselskab baseret på togpersonalets eget udsagn: at Bang var kommet helt naturligt af dage.

Under alle omstændigheder gav den internationalt berømte forfatters spektakulære død - alene, på oplæsningsrejse, i et tog i et fremmed land, hvis sprog han ikke talte - efterfølgende stof til flere, halvt faktuelle, halvt fiktive udgivelser. I 2009 udkom i Tyskland "Eines Dichters letzte Reise" med tekster af bl.a. forfatterne Friedrich Sieburg og Joachim Kersten, og samme år udkom i Danmark [[Klaus Mann]]s oversatte novelle "Rejse til nattens ende" fra 1940, ligesom den danske forfatter [[Dorrit Willumsen]] i romanen "Bang" fra 1996 har fabuleret over Herman Bangs sidste dage.

DeOmstændighederne virkelige omstændigheder omkringved Herman Bangs død kom først for dagens lys i 2009, da journalisten og forfatteren [[Poul Pilgaard Johnsen]] i [[Weekendavisen]] offentliggjorde et hidtil ukendt brev, dateret 18. februar 1912, fra journalist og opdagelsesrejsende [[Frits Holm]] sendt til Herman Bangs forlægger [[Peter Nansen]] på [[Gyldendal]]. Brevet befinder sig i [[Det Kongelige Bibliotek]] og indeholder en detaljeret beretning om Bangs sidste dage og timer i toget fortalt af en mand, som ledsagede ham på rejsen.<ref>[https://www.weekendavisen.dk/2021-4/samfund/herman-bangs-sidste-rejse ''Herman Bangs sidste rejse'' (Weekendavisen, 28. august 2009)]</ref>