Ligesom meget andet i Sønderjylland var også skolegangen brudt sammen ved afslutningen af [[1. verdenskrig]], fordi lærere var indkaldt til krigstjeneste eller omkommet, og børn blev holdt hjemme på gårdene for at hjælpe med arbejdet, da mænd og karle også var i krig.
Efter genforeningen blev der vedtaget en skolelov for Sønderjylland, som tog særlige hensyn til landsdelens forhold. PrincipperneDen byggede på "[[Grundtvig-koldske skoler|grundtvigske]]" principper om national valgfrihed og forældredemokrati. Den danske stat ville undgå at skabe en tvang som kunne skabe modstand mod det danske. Der skulle oprettes tyske kommuneskoler hvis 20 % af forældrene stemte for det. En del af de tilbageværende tyske lærere, som ikke havde valgt at rejse til Tyskland, blev genansat og tilbudt kurser i dansk sprog og kultur. Ofte samarbejdede ældre tyske og nyuddannede danske lærere ved den enkelte skole. Små skoler med 1-2 lærere fik lov at fortsætte.
IForældrene modsætningfik tilstørre detindflydelse gamleend Danmarkde fikhavde forældrenei størredet indflydelse,gamle ogDanmark. detDet kirkelige tilsyn med skolerne blev fjernet. De sønderjyske [[skolekommission]]er blev valgt ved direkte valg i små distrikter, sognepræsten skulle ikke være født formand, og der var ingen sognerådsudpegede medlemmer. Skolekommissionerne skulle medvirke ved læreransættelser og undervisningsplaner. Amtsskolekonsulenter fik det overordnede tilsyn med skolerne, i modsætning til provsterne i landet nord for Kongeåen.
Der blev også indført tyskundervisning ved de danske kommuneskoler, hvilket ellers først blev tilbudt i det øvrige Danmark fra 1958. AltDen isønderjyske altskoleordning indeholdt den sønderjyske skoleordning meremange moderne principper, som senere blev en model for reformer i resten af Danmark.
