Genforeningen i 1920: Forskelle mellem versioner

I Danmark var der stor glæde over foreningen med Nordslesvig. Men i nogle kredse var der utilfredshed med, at Flensborg ikke kom til Danmark. Man argumenterede med, at tilvandring havde ændret flertallet i byen, der endnu havde haft dansk flertal ved rigsdagsvalget i [[1867]], og at byen sammen med resten af Slesvig ikke dengang havde fået den folkeafstemning, [[Pragfreden]]s paragraf fem havde lovet. Det blev også fremført at valgpressionen fra tysk side var langt stærkere i 2. zone end i 1. zone,. ogDanskerne mani 2. zone frygtede atfor detderes danskefremtidige mindretaleksistens i Tyskland. villeFra fådansk sværeside eksistensvilkårforberedte –man sværerederimod enden denret forholdsvisliberal liberaleordning mindretalspolitikfor manmindretallet havdenord tiltænktfor fra dansk sidegrænsen.

Forhandlingerne om den endelige grænselinje trak ud på grund af alternative forslag om indlemmelse af grænsesognene syd for Tønder (især Aventoft, Sønder Løgum, Ladelund og Medelby), eventuelt den sydlige del af Bov sogn (Nyhus og Kobbermølle), samt de langt mere kontroversielle idéer om at indlemme Flensborg eller oprette en form for internationaliseret [[fristat]] eller allieret kontrolområde i 2. zone. Mange anså det for problematisk at grænsen mellem 1. og 2. zone ville splitte det store afvandingsområde syd for Tønder i to dele, ligesom byen ville miste sit sydlige opland.

Der var også praktiske forhold om indførelse af dansk valuta, leverancer af tysk kul og midlertidige toldgrænser for at hindre vare- og valutaspekulation.

Officielt stod den internationale kommission for afgørelserne,. ogReelt Danmarkskulle hhv.mange Tysklandspørgsmål havdeafklares ikkemellem direktekommissionen, indflydelse.de Derallierede, blevDanmark gjortog tilløbTyskland, tilmen enparterne trepartstraktat,måtte somikke dogofficielt aldrigforhandle blev gennemførtindbyrdes.