Urbaniseringen i Danmark: Forskelle mellem versioner

Under krisen i 1930-erne var forudsætningen for fortsat fremgang byernes evne til at tiltrække industri eller handel og oplandstjenester. Mange byer, der ikke formåede at opfylde nogen af disse krav, stagnerede. Omvendt er det påfaldende, at flere byer med stærk befolkningsfremgang i kriseårene netop havde en samtidig industriel fremgang. Det er desuden påfaldende, at stationsbyer ofte voksede stærkere end nærtliggende byer uden jernbanestation.

 

 

Industrialiseringen fortsatte. I 1940 udgjorde den del af befolkningen i hovedstaden og provinsbyerne, der sysselsattes ved håndværk og industri i alt 43,5% af indbyggerne. Andelen sysselsat i industri og håndværk var for hele landet 41,8% og for København 45,3%. Flere købstæder havde nu mere end halvdelen af indbyggerne sysselsat ved forædlingsvirksomhed: Vejle 50,3%, Herning 50,7%, Frederiksværk 51,7%, Odense 51,9%, Silkeborg 52,1%, Køge 52,3%, Nakskov 53,8%, Helsingør 56,3%<ref>K.Antonsen, s. 11</ref>. Blandt tidens mest bemærkelsesværdige industrier kan nævnes papirfabrikken i [[Næstved]], gummifabrikken "[[Codan]]" og "[[Junckers savværk]]" i Køge samt "[[Det danske Stålvalseværk]]" i [[Frederiksværk]] (anlagt 1942, udvidet 1947-1949). Uden for købstæderne kan fremhæves metalvarefabrikken "[[Danfoss]]" på Als i [[Sønderjylland]] og trikotageindustrien i [[Herning]]-[[Ikast]]-[[Hammerum]] området. "Danfoss" fik betydning for fremvæksten af en ny by i [[Havnbjerg]], og fabrikken bidrog til en befolkningsvækst i [[Nordborg]] og [[Sønderborg]]. Trikotageindustriens blomstring bevirkede kraftige befolkningstilvækster i Herning, Ikast og Hammerum.<ref>Hyldtoft (1983), s. 186f</ref>