Vølvens spådom: Forskelle mellem versioner

'''"Vølvens spådom"''' (''[[norrønt]]'' Vǫluspá eller Vǫluspǫ́) er det første digt i tekstsamlingen ''[[Ældre Edda]]''. Digtet er udformet som en [[monolog]] og er en [[kosmologi (religion)|kosmologisk]] [[myte]], der fortæller om både verdens skabelse, undergang og genskabelse. Fortælleren er en [[vølve]], og tilhøreren er [[Odin]]. Vølven "sidder ude", hvad der betyder, at hun er i [[ekstase]]. <ref>"Hun sidder ude, den klassiske betegnelse for at være i ekstase," citeret fra: http://www.denstoredanske.dk/Nordisk_Mytologi/Eddadigtning/V%c3%b8lvens_Sp%c3%a5dom</ref> Forfatteren til '' "Vølvens spådom ''" er ukendt; det antages, at det er skrevet enten i [[Norge]] eller på [[Island]] i slutningen af 10. århundrede900-tallet, dvs.det vil sige i [[religionsskiftet i Norden|brydningstiden]] mellem [[nordisk religion|hedenskab]] og [[kristendom]], men dateringen er stadig usikker.<ref name=steinsland130>Steinsland (2005) s. 130</ref> Det regnes som en af de vigtigste kilder til [[nordisk mytologi]] og [[nordisk kosmologi|kosmologi]]. Det har været en vigtigt kilde for [[Snorre Sturlason]]s ''[[Yngre Edda]]'' og er derfra i en vis forstand gået hen og blevet den ’’autoriserede’’'autoriserede' version, selv om der i andre kilder fortælles andre og til dels modstridende historier.{{kilde mangler|dato=Uge 6, 2010}} Muligvis er der tale om en [[skjald]], der er påvirket af [[kristendommen]], idet den norrøne religion hos ham har en [[Etik|etisk]] holdning, der ikke findes i andre eddadigte.

''"Vølvens spådom''" er bevaret i tre versioner, to komplette udgaver i ''[[Codex Regius]]'' og i ''[[Hauksbók]]'', samt en kortere udgave indskudt i digtet ''"[[Hyndluljóð]]''". Desuden er der citeret enkelte [[strofe]]r i ''[[Yngre Edda]]''. De to komplette udgaver er ikke ens, fx er rækkefølgen af strofer forskellig, og enkelte strofer findes kun i den ene version. ''Codex Regius ''-manuskriptet er dateret til ca.cirka 1270, mens ''Hauksbók'' af Haukr Erlendsson stammer fra ca.cirka 1334. ''Yngre Edda'' blev nedskrevet i 1220’erne, men det ældste bevarede manuskript er fra ca.omkring 1300. Normalt bruges udgaven fra ''Codex Regius'' som standardversion og er udgangspunkt for de fleste moderne udgivelser og oversættelser. På trods af de store ligheder mellem versionerne har det alligevel ikke været muligt at påvise nogen direkte skriftlig forbindelse mellem dem.<ref name=meulengrachtsor75>Meulengracht Sørensen (2006) s. 75</ref>

Den kendte udgave af ''"Vølvens spådom''" er skrevet i [[middelalder]]en, men den indeholder elementer af ældre tradition og bygger på en [[mundtlig overlevering]]. [[lingvistikLingvistik|Sprogvidenskabelige]] studier viser, at digtet formentlig blev til lige efter [[synkopetiden|synkopen]] i perioden 8-900 e.v.t.<ref>Meulengracht Sørensen (2006) s. 76</ref> Der anvendes [[allitteration|stavrim]], som i sætningen "''En sal så hun stå fjernt fra Solen''. <ref>Tore Janson: ''Germanerne'' (s. 150), forlaget Pax, Oslo 2014, ISBN 978-82-530-3637-3</ref>

[[Fil:Gullveig by Frølich.jpg|thumb|right|350px|Gullveig løftes på spydene over ilden, tegnet af [[Lorenz Frølich]].]]

Digtet består af 66 ''[[fornyrðislag]]'' strofer. I [[Sophus Bugge]]s udgave har Hauksbókversionen''Hauksbók''-versionen 59, mens ''Codex Regius''-versionen har 62. Da hvert af manuskripterne indeholder strofer, der ikke findes i den andet, har Bugges normaliserede version 66 strofer. De mange mytiske begivenheder, der optræder i digtet, bliver refereret summarisk og forudsætter en forudgående viden om mytologien. Det betyder, at de begivenheder, der ikke kendes fra andre bevarede kilder, kun vanskeligt lader sig fortolke. Derfor er der mange kontroverser i forskningen om tolkningen af mange af digtets passager.

I digtets udgave af [[Skabelsen (nordisk mytologi)|skabelsesberetningen]] var verden tom, indtil [[Borr|Burrs]] sønner (Odin, [[Vile og Ve]]) løftede den op af havet. [[Aser]]ne etablerede derpå verdensordenen ved at sætte Solen, månen og stjernerne på plads og fastsætte dagens og nattens rytme. Herefter oplevede guderne en [[guldalder]], der blev afsluttet ved ankomsten af tre [[jætte]]møer. Det er uklart, hvilken mytisk begivenhed digtet her refererer til, da den ikke kendes fra nogen anden tekst. En direkte følge af denne begivenhed var tilsyneladende skabelsen af [[dværg (mytologi)|dværgene]]. På dette sted indeholder digtet seks strofer med dværgenavne. Denne sektion kaldes ''"Dvergatal''" ("dværgeremsen") og er i flere tilfælde blevet tolket som et senere indskud, og er derfor udeladt i flere udgaver. Efter ''"Dvergatal''" følger [[Ask og Embla|skabelsen af mennesket]] og en beskrivelse af verdenstræet [[Yggdrasil]].

[[Nidhug]]s tilsynekomst i Hauksbókudgaven''Hauksbók''-udgaven er en anden meget gådefuld og omdiskuteret passage. Et af de væsentlige spørgsmål er, hvorvidt dette er en vision om fremtiden eller et begivenhed i digtets nutid? Svaret har stor betydning for forståelsen af den verdensopfattelse, der ligger bag digtet. Hvis visionen er en fremtidig hændelse, bliver digtets tidsperspektiv cyklisk, og verden vil genopstå og ødelægges igen og igen, da ondskaben og kaos overlever, hvilket i digtets logik engang vil føre til den nye [[verdens undergang]]. Hvis det er et syn fra nutiden, vil udviklingen være lineær og fjernelsen af ondskaben fra verden være endelig.<ref name=steinsland130 /> Den amerikanske religionsforsker [[John Lindow]] tolker den i en kristen sammenhæng. Han mener, at dragen skal opfattes som et billede på de gamle dæmoniske guder, der ikke forsvandt, selv når den sande gud er dukket op. Lindow finder en mulig parallel i [[Erasmus’ saga]], hvor der viser sig en drage, da en statue af [[Thor]] destrueres. I middelalderen repræsenterede dragen en afsløring af gudernes sande natur; som djævelens folk kunne de ikke elimineres, kun skifte form.<ref>Lindow (2001) s. 441-442</ref> Gro Steinsland afviser dog den mulighed, at dragen optræder i den nye verden, da forskellen på den nye og den gamle verden er så fundamental, at den destruktive ondskab ikke kan være en del af den nye. Den nye verden mangler fuldkomment denne verdens problemer, fx vokser kornet usået og gamle fjender forliges. Steinsland konkluderer på den baggrund, at tidsforståelsen i digtet må være lineær, og at dragen må høre til i rammefortællingen, ligesom vølvens omtale af sig selv. Dragen fungerede derfor som et tegn på verdens snarlige undergang, dvs. den var et digterisk billede på, at hendes vision var i færd med at blive til virkelighed.<ref>Steinsland (2005) s.131</ref> [[Preben Meulengracht Sørensen]] har påpeget, at det forhold, at strofen fortælles i nutid, i modsætningen til de foregående i fremtidsform, er et væsentligt argument for, at den beskriver en situation i nutiden.<ref name=meulengrachtsor75 />