Guldhornene: Forskelle mellem versioner

Heidenreich havde tidligere boet i [[Larsbjørnsstræde]] 18. Efter at hans tidligere husvært dér, Mads Nørregaard, døde i 1802, gav Heidenreich enken Karen et stort beløb for skyldig husleje og et par guldøreringe. DisseDem "glemte" hun at aflevere til politiet, da Heidenreich året efter blev afsløret. Øreringene overlevede også [[Københavns bombardement|englændernes bombardement]] i [[1807]], hvor huset i Larsbjørnsstræde blev svært beskadiget. Karen mistede ved den anledningdet sin anden mand, og flyttede tilbage til sin hjemby [[Ringe]] på [[Fyn]], hvor de sidste 10 gram af guldhornene i dag opbevares på Ringe Museum som en gave fra Karens oldebarn.<ref>[http://www.pisserenden.com/ejendomme/larsbj%C3%B8rnsstr%C3%A6de-18/] Øreringene i Ringe</ref>

I [[2004]] fik Nationalmuseet foræret et lignende par øresmykker, der ifølge en familietradition er købt fraaf Heidenreich. Undersøgelser af smykkematerialet har vist, at materialet er det samme, som øreringene på Ringe Museum er lavet af, og stilmæssigt er der også ligheder.<ref name="guldberlokker" />

Først mange år efter tyveriet, i 1860, blev der fremstillet nogle rekonstruktioner af de to horn fra gamle tegninger, og der var på det tidspunkt ikke mange, som længere kunne huske, hvordan originalerne oprindeligt havde set ud. En tidligere direktør for Nationalmuseet [[Christian Jürgensen Thomsen]], som havde set hornene da han var barn, modsatte sig ikke at disse rekonstruktioner havde en buet form eller at de var for lange. [[S.A. Andersen]] påpegede i 1944 flere fejl i disse rekonstruktioner, fx var det lange guldhorn var fx 10-12 cm for langt i forholdlængere tilend de oprindelige opmålinger. Desuden fremførte han den teori, blandt andet ud fra skyggelægningen på [[Ole Worm]]s tegning fra 1641, at guldhornene oprindeligt havde været snoede som kohorn, og fremstillede derfor i 1945 et nyt sæt snoede rekonstruktioner. I 1979 blev et nyt sæt rekonstruktioner fremstillet af daværende direktør for Nationalmuseet, [[P.V. Glob|P.V. Glob,]] og Hofjuvelerhofjuveler [[Ove Dragsted]], denne gang i ægte guld. I denne nyeden udgave er guldhornene også snoede.

Rekonstruktionerne fra 1860 og 1979 er i dag udstillet på Nationalmuseet. Rekonstruktionerne fra 1945 er i Kongehusets eje, og befinderer sig på Gråsten Slot, mens en udgave af disse fra 1945 blev overrakt [[Malmø]] By og befinder siger på [[Malmøhus]] Slot (Malmø Museerne).<ref>[http://www.kringla.nu/kringla/objekt?referens=MM/objekt/1390744 Guldhorn Malmø Museer] </ref>

Hornene stammede fra den [[germansk jernalder|germanske jernalder]] i 400-tallet e.v.t., og det korte guldhorn bar under mundingsranden en [[Runealfabet|runeindskrift]] på [[urnordisk]] : ''Ek hlewagastiR holtijaR horna tawido''

Der vides intet med sikkerhed om hornenes oprindelige anvendelse, men det ædle materiale og karakteren af udsmykningen tyder på, at de blev anvendt ved [[ritual]]er ved religiøse [[ceremoni]]er. Om de blev brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter vides ikke. Der fandtes på dette tidspunkt i Danmark importerede drikkehorn af [[glas]] med samme form, og man havde hjemlige drikkehorn af oksehorn med bronzebeslag. Men man havde også blæsehorn af træ, som ligner guldhornene. Et 78&nbsp;cm langt eksempel på træblæsehornenetræblæsehorn fra 4-500-tallet e.krKr. blev således fundet ved [[Holing]] ved [[Herning]] i [[1993]].

Ved højtidelige anledninger fik [[Frederik 3.]] hentet guldhornet fra Gallehus frem fra [[kunstkammeret]]. Kongen befalede så, at hans gæster "''skulde trakteres af det gyldne Horn, der paa grund af sin høje Alder anses for en af de største Rariteter i Verden''". En gammel drikkeskik gik ud på, at alle skulle stå langsmed bordet, mens hornet gik fra den ene til den anden. Nogle mindtesmindedes faldne stormænd og skålede for deres minde, mens andre drak til kongens ære.<ref>Bergsveinn Birgisson: ''Mannen fra middelalderen'' (s. 79), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2020, ISBN 978-82-419-1827-8</ref>

Guldhornene blev berømte – ikke mindst på grund af tyveriet og tabet af dem. Denne begivenhedDet gav ophavide og navn til et af Danmarks mest berømte digte – ''[[Guldhornene (digt)|Guldhornene]]'' af [[Adam Gottlob Oehlenschläger|Adam Oehlenschläger]], der begynder: "''De higer og søger i gamle Bøger...''". Digtet blev skrevet umiddelbart efter tyveriet af hornene. En lille krølle på denne historie er, at Oehlenschläger boede i [[Vestergade (København)|Vestergade]] 28<ref>[http://www.pisserenden.com/ejendomme/vestergade-28/ Vestergade 28 | Pisserenden<!-- Botgenereret titel -->]</ref> itæt kort afstand fra, hvorved Heidenreich boede, og hvor guldhornene i hemmelighed blev omsmeltet, mens digtet om dem blev forfattet. Efter tabet af guldhornene er de blevet [[symbol]] på "Danmarks glorværdige fortid" – godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt.