Markgrevskabet Brandenburg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
Artikler (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
||
Linje 58:
'''Markgrevskabet Brandenburg''' (også blot: '''Mark Brandenburg''') er et tidligere [[rigsumiddelbar]]t territorium og [[markgrevskab]] i det [[Tysk-romerske rige]] og et [[landskab (landsdel)|historisk landskab]] i nutidens nordøstlige [[Tyskland]] og vestlige [[Polen]].
Brandenburg blev grundlagt som markgrevskab i [[1157]] i et område, hvor
Fra 1415 blev markgrevskabet regeret af [[Huset Hohenzollern]]. I 1618 indgik Brandenburg i [[personalunion]] med [[Hertugdømmet Preussen]]. I 1701 blev det en del af det nyoprettede [[Kongeriget Preussen|Kongerige Preussen]], der i løbet af [[1700-tallet]] blev en af de ledende tyske stater. Med [[Reichsdeputationshauptschluss|opløsningen af det Tysk-romerske rige]] i [[1806]] ophørte markgrevskabet Brandenburg og blev afløst af den preussiske [[Provinsen Brandenburg|provins Brandenburg]] i 1815.
Geografisk omfattede Mark Brandenburg nutidens forbundsland [[Brandenburg]], [[Berlin]] og nordlige [[Sachsen-Anhalt]] gennem området [[Altmark]] og næsten hele
== Overfladeforhold ==
Den nordlige del gennemstryges af en del af den nordtyske landryg, der er rig på søer, gennembrydes af [[Oder]] og når sin største højde, 125 m, ved [[Pritzwalk]] nær [[Mecklenburg]]s grænse. Et andet højdedrag gennemstryger den sydlige del af Brandenburg under navnene Lausitzer Grenzwall og Fläming; det højeste punkt er [[Rückenberg]] (229 m) ved Sorau i det sydøstlige hjørne af provinsen. Mellem disse to højdedrag ligger lavere plateauer og store mosestrækninger. Jordbunden består hovedsagelig af istidsaflejringer og alluviale dannelser; tertiære dannelser med brunkul findes omkring Oders dal. Provinsen gennemstrømmes af Oder, der optager [[Warthe]] og flere andre bifloder og begrænses delvis mod vest af [[Elben]], der optager [[Havel]] med bifloden [[Spree]]. Provinsen har et
Talrige kanaler letter samfærdselen, især [[Finow-kanalen]] og [[Oder-Spree-kanalen]], der forbinder Elbens og Oders vandområder, samt [[Hohenzollern-skibsfartskanalen]], der forbinder Berlin med [[Stettin]] og [[Østersøen]].
Linje 78:
I de første århundreder af vor tidsregning var det nuværende Brandenburg befolket af de [[germanske folkeslag|germanske]] senoner, der dog under [[folkevandringstiden]] blev fortrængt af [[slaviske folkeslag|slaviske]] ([[vendere|vendiske]]) folkeslag, som [[Frankerriget]]s hersker [[Karl den Store]] forgæves søgte at undertvinge. Den [[Østfranken|østfrankiske]] [[konge]] [[Henrik Fuglefænger]] gjorde en del af landet skatskyldig, og [[markgreve]] [[Gero]] af den [[sachsiske Østmark]] fortsatte erobringen. [[Otto den Store|Kejser Otto 1.]] grundlagde to [[bispedømme]]r, [[Bispedømmet Havelberg|Havelberg]] i [[946]] og [[Bispedømmet Brandenburg|Brandenburg]] i [[948]]. Allerede under [[Otto 2. (Tysk-romerske rige)|Kejser Otto 2.]] forjog [[vender]]ne dog de tyske herrer og bevarede deres uafhængighed i 150 år, indtil [[Lothar 3. (Tysk-romerske rige)|Kejser Lothar]] i [[1134]] gav det såkaldte "[[Nordmark]]" i [[len]] til [[Albrekt Bjørnen]] af [[fyrstehus|fyrsteslægten]] [[Huset Askanien|Askanien]]. Denne erobrede [[Priegnitz]] samt landene ved [[Spree]] og [[Havel]], kaldte sig [[markgreve]] af Brandenburg, byggede [[borg]]e og [[kloster|klostre]] og indkaldte tyske [[kolonist]]er. Under hans efterfølgere skred landets [[fortyskning]] fremad: venderne blev udryddede eller gjort livegne, stæderne [[Berlin]], [[Frankfurt (Oder)|Frankfurt an der Oder]] og andre voksede frem, grænsen udvidedes ved erobring og køb, og Brandenburg vandt lenshøjhed over [[Pommern]]. 1320 uddøde det askaniske hus, og efter 3 års [[interregnum]] gav [[Ludvig 4. (Tysk-romerske rige)|Kejser Ludvig 4.]] Brandenburg til sin søn [[Ludvig 5. af Bayern|Ludvig]] fra [[Huset Wittelbach]]. Under Huset Wittelsbach (1323-1373) og [[Huset Luxembourg]] (1373-1415) led Brandenburg meget under slet regering, opstande og røveruvæsen: landbrug, handel og samfærdsel gik tilbage. I [[1356]] blev Brandenburg ophøjet til [[kurfyrstendømme]].
[[Frederik af Hohenzollern]], borggreven af [[Nürnberg]], der [[1411]] blev sat til regent over Brandenburg og 1415 blev kurfyrste af Brandenburg, bragte ordnede tilstande tilveje i landet; han er stamfader til det preussiske kongehus. Ved hans død 1440 deltes hans lande mellem hans fire sønner, men samledes atter under en af dem, Albrecht, der på grund af sin krigerdygtighed kaldtes den tyske [[Achilles]]. Kurfyrst [[Joachim 2.]] gik [[1539]] over til lutheranismen, men Brandenburg holdt sig forsigtigt uden for religionskrigene. [[Johan Sigismund]]
[[Georg Vilhelm]] (1619-1640) søgte forgæves at holde sig neutral under [[30-årskrigen]], og hans land blev ødelagt først af de kejserlige og siden af de svenske hære. Hans søn [[Frederik Vilhelm]], »den store kurfyrste« (1640-1688) bragte atter landet på fode, reformerede skattevæsenet, reorganiserede administrationen, begunstigede industri og handel og skabte en stående hær. Ved [[Westfalske Fred|den westfalske fred]] 1648 erhvervede han [[Forpommern]] samt bispedømmerne [[Halberstadt]], [[Minden]] og [[Magdeburg]], og ved klog udnyttelse af krigen mellem Sverige og Polen frigjorde han sig for Polens lenshøjhed over Østpreussen. Under hans søn og efterfølger, kurfyrste Frederik 3., forvandledes Brandenburg til Kongeriget Preussen. Ved forvaltningens omordning 1815 blev Brandenburg en provins af Preussen; dog blev [[Altmark]], på venstre Elbbred, forenet med provinsen [[Sachsen]], hvor imod en del af det tidligere kongerige Sachsen (Nieder-Lausitz) lagdes til Brandenburg.
| |||