Første jødisk-romerske krig: Forskelle mellem versioner

Den '''Første jødisk-romerske krig''' ([[66]]–[[73]] e. Krv.t.), somme tider Den jødiske krig eller det Jødiske oprør ([[hebraisk]]: המרד הגדול, ''ha-Mered Ha-Gadol''). Denne krig var den første af tre [[jødisk]]e opstande i [[Romerske provinser|provinsen]] [[Iudaea]] mod den [[romersk]]e stat. De øvrige var [[Kitos krigen]] i [[115]]–[[117]] e. Kr. og [[Bar Kokhbas opstand]] [[132]]–[[135]] e. Kr.

I år [[6]] e. Krv.t. blev Iudaea, der hidtil havde været et romersk [[lydkongedømme]], indlemmet under romersk styre som en [[Romerske provinser|provins]]. Områdets øverste leder blev en [[prokurator]], der var ansvarlig for at opretholde freden og indsamle skatter. Det var nu romerne, der udnævnte ypperstepræsten i Jerusalem, og det medførte stærke spændinger. Og da kejser [[Caligula]] I [[39]] udnævnte sig selv til gud og beordrede statuer af sig selv opstillet i alle imperiets helligsteder, heriblandt templet i Jerusalem, nægtede jøderne og truede med væbnet opstand. De romerske provinsadministratorer blev pålagt at opkræve et bestemt beløb fra provinsen årligt; et overskud rådede administratoren selv over. Misbrug og overbeskatning var derfor en udbredt praksis blandt embedsmændene i Romerriget. Da prokuratoren [[Gessius Florus]] som ifølge [[Tacitus]] havde gjort sig skyldig i alle former for røveri og voldshandlinger stjal tempelskatten, blev den jødiske befolkning yderligere radikaliseret og den folkelige støtte steg til de [[zeloter]], der ville omstyrte det romerske herredømme med vold.