Italien var på den vindende side i [[1. verdenskrig]]. [[Benito Mussolini|Mussolinis]] fascisme, der var en fascistisksmåborgerlig reaktion på den russiske [[Oktoberrevolutionen|oktoberrevolution]] (Sovjetunionen), afløste den demokratiske forfatning (dog med formel bevaring af kongehuset) og indførte fra 1922 det enevældige diktatur med [[Benito Mussolini]] som ''Il Duce'' (føreren). Mussolini var det store politiske forbillede for den tyske politiker, rigskansler og "fører" (nazistisk diktator) [[Adolf Hitler]], som Mussolini i starten stod på kølig fod med (spørgsmålet om det tysksprogede [[Trentino-Sydtyrol|Sydtyrol]], som Østrig efter 1. Verdenskrig måtte afstå til Italien), men Hitler, der selv var østriger, afstod fra at kræve Sydtyrol "heim ins Reich" sammen med Østrig (''[[Anschluss|Anschluß]]''). Men Hitler lod sig imponere - og skræmme - af Mussolinis militæropvisninger (der var delvis bluff). Fra og med et gensidigt statsbesøg og med fra [[Münchenaftalen]] i 1938, hvor Mussolini under falsk dække spillede neutral mægler mellem England-Frankrig og Nazi-Tyskland mht. Hitlers ønske om anneksion af Tjekkiet, fik den italienske fascistleder at nært forhold til Hitler, og det blev skæbnesvangert for Italien. Den fascistiske hybris kastede Italien ud i imperialisme, der gik ud over [[Albanien]] og [[Abessinien]] ([[Etiopien]]). Med hensyn til sidstnævnte stat, benyttede Italien sin tilstødende koloni [[Italiensk Somaliland]] som base for overfaldet, der foregik med uhørt barbari overfor den dårligt udrustede abessinske hær. Den abessinske kejser [[Haile Selassie]] talte for døve øren i [[Folkeforbundet]] i Genève; de vestlige demokratier udviste en [[laissez faire]]-holdning (''appeacement'') til Italien og Tyskland, der oprustede og kun havde krig og had i tankerne (for Hitlers vedkommende [[revanchisme]] og en stærk antisemitisme, som Mussolini og fascisterne efter tysk pres først sent nølende antog, men som aldrig blev accepteret af den brede italienske befolkning. Italien havde i forvejen to kolonier i Afrika, Italiensk Somaliland og [[Libyen]]). I den fascistiske jargon var især vendingen "mare nostrum" (latin for "vort hav", der hentyder til Romerriget).
