Plinius den yngre: Forskelle mellem versioner

'''Det første brev''' beretter, hvordan Plinius den ældre, som var flådens chef, bemærkede en underlig sky, der steg op fra Vesuv, og derefter fik bud om nødstedte mennesker fanget ved [[vulkan]]ens fod på den anden side af bugten. Han sejlede ud for at redde dem, men måtte vente på, at vinden skiftede retning, før de kunne sejle tilbage. Sandsynligvis døde han af kvælning, for da han blev fundet død tre dage senere, liggende død under et lag [[pimpsten]], var han uden ydre skader. <ref>http://www.todayifoundout.com/index.php/2011/02/the-heroic-death-of-pliny-the-elder/</ref>

I '''det andet brev''' beretter Plinius, at han og hans mor var tilbage i villaen. (Han fulgte ikke med på onklens redningsekspedition, da han foretrak atville skrive noget færdigt, som hans onkel havde bedt ham om.) Samme nat blev de vækket af et voldsomt [[jordskælv]], der fik hele huset til at ryste. De søgte ud på gårdspladsen, hvor de sad natten igennem. Plinius bad om at få hentet en bog af [[Livius]], som han læste og gjordetog notater fra; men da flere jordskælv fulgte, og mange huse faldt sammen, besluttede han, at de måtte se at komme væk, og mange slog følge med dem ud af byen. De så en uhyggelig sort sky, med ildglimt i som enorme [[lyn]], lægge sig over havet, opsluge [[Capri]] og hurtigt rulle nærmere. Mor og søn flygtede nu ind i landet. Moren bønfaldt Plinius om at tænke på sig selv og lade hende tilbage; men han greb hendes hånd og trak hende med gennem askeregnetaskeregnen, som gjorde dagen helt mørk. Til sidst kom et blegt dagslys, så de klarede at finde vejenfandt tilbage til Misenum, hvor de blev på trods af nye jordskælv, helt til de fik bud om, hvad der var sket med Plinius den ældre. Hans nevø oplyser, at han straks skrev alt ned, mens det endnu stod friskt i [[hukommelse]]n. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 103-4)</ref>

Plinius blev meget velhavende efter at have arvet både sin far og sin onkel. Han kunne gennem hele livet tillade sig at dyrke personlige interesser, og han havde en høj stilling. Som 18-årig, omkringOmkring et år efter vulkanudbruddet, holdt han som 18-årig sin første tale i en retssal i Rom. Kort tid efter fik han et stats [[embede]] i et år. Han sad nu som [[justitiarius]] ved en [[domstol]]. Derefter rejste han ud i [[provins]]erne og blev militær[[tribun]] i et år. Det ser ud til, at han var administrator ved en [[legion]] i [[Syrien]]. Senere kom han tilbage til Rom, hvor han begyndte som sagfører og søgte nye embeder. Da Plinius var 25, blev han [[kvæstor]]. (Yngre kunne man ikke være i den stilling.) Derefter blev han valgt til [[tribun]] i år [[91]] og til [[praetor]] i år [[93]]. I år [[98]] blev han udnævnt til chef for statskassen, ''(praefectus aerarii [[Saturn (gud)|Saturnii]])'', og senere i [[100]] til det fornemste embede, [[consul]]. På det tidspunkt indebar det embede ikke mere særlig megen magt; det var mere en bekræftelse på, at man havde en høj position. Arbejdsopgaverne blev tildelt af kejseren; blandt andet blev Plinius ansvarlig for [[Tiberen]] og, dens strandområder, samtog Roms [[kloak]]system. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 106-7)</ref>

SamtidigSamtidigt var han sagfører og optrådte regelmæssigt i retten, som oftest som forsvarer. Det gjorde han vederlagsfrit, da romerne anså det som umoralsk at tage sig betalt for at forsvare nogen; det var jo blot en mægtig mands pligt at hjælpe sine klienter: kontakter, slægt og venner, også i retten. Han ''var'' jo allerede rig. I stedet for penge fik han [[loyalitet]] fra dem, han havde hjulpet, og kunne regne med deres støtte fremefter. Ofte blev der sat et [[Legat (kapital)|legat]] af til ens velgører i [[testamente]]t, hvis man da ikke gjorde ham til enearving. På den måde modtog Plinius gennem årene store summer. Blandt romerne gav få ting så megen [[prestige]] som at være veltalende i retten. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 107)</ref>

[[Domitian]] var kejser, da Plinius som ung mand gjorde karriere. Ifølge alle kilder, også Plinius selv, var Domitian en yderst brutal [[despot]], ogder blev myrdet i år [[96]]. Efterfølgeren hed [[Nerva]], og to år senere kom [[Trajan]] på tronen; begge blev hyldet for at have genoprettet frihed og retfærdighed. Alle bevarede skrifter efteraf Plinius er skrevet efter Domitians fald. Plinius skriver meget om den nye, frie tid i kontrast til uhyggen og utrygheden under Domitian. Påfaldende nok skriver han ikke noget om, hvordan han kunne stige så hurtigt i graderne - eller om alle de vigtige opdrag han blev betroet - under netop Domitian. Derimod omtaler han, at han nær var faldet i unåde, fordi man i Domitians efterladte papirer fandt et klageskrift mod kejseren med hans navn. Han kan lyde som noget af en [[vendekåbe]]. I et brev til en ven, der skulle blive guvernør i provinsen [[Baetica]] (= det sydlige [[Spanien]]), skriver Plinius, at man skal være retfærdig mod lokalbefolkningen, men først og fremmest tage sig af ''honestissimi'' (= de mest ansete). Det var kun en fordel at stå sig med de ubemidlede, ''minores'', men det måtte ikke være på de ledendes bekostning. At udjævne sociale skillerskel var for ham en stor uretfærdighed mod de bedrestillede. Selv havde Plinius to villaer ved Rom; dertil, en i [[Toscana]] og en nær [[Ostia Antica (distrikt)|Ostia]], med en stor stab på hvert sted, som holdt huset pænt i stand, hvis ejeren pludselig skulle dukke op. Både [[Slaveri|slaver]] og frigivne i husholdningerne kaldte Plinius ''mei'', i betydningen "de, der er mine/hører mig til". Ellers på latin bruges ordet om "mine nærmeste", "min familie", "mit parti", "mine tilhængere". Men for Plinius var ''mei'' åbenbart dem, han havde omkring sig i hverdagen; hans lille [[hof]] af ufrie og ansatte. Plinius passede godt på dem, og i et brev omtaler han sin frigivne, [[skuespiller]]en Zosimus, der blev alvorlig syg, så Plinius fik ham sendt til [[Egypt|Egypten]] for at komme sig, sandsynligvis af [[tuberkulose]]. Et andet brev handler om at flere af ''mei'' er døde af sygdom. De var unge, og Plinius trøster sig med, at han i hvert fald nåede at frigive dem, selv om de ikke var gamle. Han havde også givet sine slaver ret til at bestemme, hvem der skulle få deres ejendele efter dem, så løngelænge det var nogle af de andre i Plinius' stab. I et brev beder han sin svigermor Celerina om at gøre ham den tjeneste at besøge hans villaer en gang, så hans slaver må tage sig sammen; for de er blevet forvænt med en venlig husbond, mener han. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 109-14)</ref>

I et brev fortæller han om den brutale, berygtede Larcius Macedo, der var blevet senator, selv om hans far var født som slave. Macedo var selv grusom mod sine slaver, og en dag blev han slået ned af nogle af dem, mens han var i badet. De bar ham så ud i den tro, han var død, og lod, som om han var kollapset af heden i badstuen. Imidlertid vågnede han op, da hans mere trofaste slaver og [[frille]]rne kom til. De andre flygtede, men blev fanget. Macedo fik glæden af at [[hævn]]e sig på dem, men døde få dage senere af sine skader. Imidlertid foreskrev loven, at hvis en slave dræbte sin herre, skulle alle slaverne i den husholdning henrettes. Derimod stillede man spørgsmål ved, om også husholdningens frigivne slaver skulle dræbes. Det blev diskuteret i senatet ved en anden anledning, og Plinius tog da til orde for at skåne dem; men vi ved ikke, hvad der blev vedtaget. Macedos slaver havde Plinius ikke ondt af, selv om de ikke var medskyldige i drabet på en grusom herre. Men et andet sted nævner Plinius en [[amme]], han havde haft i sin husholdning siden sin barndom. Hende skaffede han en gård på landet, forvaltet af en af hans venner. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 115-16)</ref>

Han omgikkes og beundrede især to damer, der var betydeligt ældre end ham selv, Arria den yngre og hendes datter Fannia. Arria havde været gift med Thrasea Pætus, en senator, som kejser [[Nero]] tvang til at begå [[selvmord]] i år [[66]]. Datteren var ligeledes gift med en oppositionel senator, Helvidius Priscus, som blev forvist to gange fra Rom af kejser [[Vespasian]] og til sidst henrettet. <ref>http://donaldrobertson.name/2017/04/14/lady-stoics-2-fannia/</ref> Hans søn – Fannias stedsøn – blev dømt og henrettet af Domitian i år [[93]]. Samtidig blev både Fannia og henneshendes mor landsforvist, men vendte tilbage til Rom efter Domitians død i 96. Plinius angreb i senatet dem, der sad med ansvaret for damernes [[eksil]], og for, at Fannias stedsøn blev henrettet. En romersk kvinde havde ingen politiske rettigheder, og afhangvar afhængig af, om en mand ville fremme hendes sag. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 117)</ref>

Plinius blev indsat som consul af kejser Trajan, og holdt efter tidens skik en takketale for udnævnelsen i [[romerske senat|senatet]]. Derefter udarbejdede han en udvidet version af sin takketale, som han læste op for venner og bekendte. Oplæsningen var fordelt over tre dage, og denne nye version af talen var da også på 75 bogsider og gennemgik hver detalje i kejserens liv. Talen kaldes ''Panegyrikken'' og regnes som en prøvelse at komme gennem, men er bevaret fordi den tjente som forbillede og [[Inspiration (inspiratio)|inspiration]] for alle, der skulle holde en sådan tale. Den er bevaret som den første i en samling af i alt tolv12 lignende taler; de andre er langt yngre, fra 300-tallet. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 122-23)</ref> Berømtest er alligevel hans to breve til historikeren Tacitus om Vesuvs udbrud og onklens død.

Plinius kendte alle i sin samtid, som skrev noget, der er bevaret for eftertiden: [[Sueton]], Martialis, Silius Italicus og Frontinus. Han omtaler dog ikke [[Juvenal]]; måske fordi, han ikke tilhørte omgangskredsen. Omkring år [[111]] blev Plinius udsendt af kejser [[Trajan]] som kejserlig [[statholder]] i det [[Græsk (sprog)|græsktalende]] [[Bithynien]] på [[Lilleasien]]s nordkyst. Hans breve til kejseren viser, at han var meget ihærdig og gik meget op i sit arbejde. I løbet af ento toårsperiodeår sendte han kejseren mere end 50 breve, altså ét hveranden uge. Det sidst bevarede brev handler om, at hans kone Calpurnia er rejst hjem over hals overog hoved. Plinius' breve til kejser Trajan ophørte omkring år [[114]]. Man fandt dem i Plinius’ [[arkiv]] efter hans død, og det er tilfældigt, at de er bevaret. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 123-25)</ref>

Plinius var gift tre gange, men fik ingen børn. Det første [[ægteskab]] nævner han kun én gang og i forbifarten. I et andet brev sørger han over sin kone nr. 2 i år [[97]], da han var omkring 35 år. Kvindernes navne kender vi ikke; men hans svigermor nr. 2 hed Pompeia Celerina, for hende holdt han nær kontakt med også som enkemand og skrev breve til hende. Hans tredje kone hed Calpurnia, og hende giftede han sig med i 40-årsalderen. Calpurnia var meget ung, sandsynligvis ikke meget over den laveste tilladte giftealder (12 år), og i vor tid fremstår forholdet som moralsk forkasteligforkasteligt. Romerne anså det derimod som positivt, at Plinius fik en kone af god familie, mens bruden fik en rig og berømt ægtemand. Som forældreløs var Calpurnia vokset op hos sin faster Hispulla og sin farfar Fabatus, en romersk [[ridder]], dader havde stået anklaget for utugt og [[magi]], men slap heldigt fra det efter kejser [[Nero]]s indgriben. <ref>http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text;jsessionid=2927717211510F2D4547E6DC49FD1E98?doc=Perseus%3Atext%3A1999.04.0104%3Aalphabetic+letter%3DF%3Aentry+group%3D1%3Aentry%3Dfabatus-calpurnius-bio-1</ref>

I stedet for at vælge en kone fra Roms bedste familier med tanke på sin stilling, foretrak han en pige fra hjembyen Comum, fra en familie, hans mor havde kendt. Han skrev og fortalte både pigens faster og farfar, hvordan hun havde det; at hun var begavet og sparsommelig. "''Af hengivenhed for mig er hun begyndt at interessere sig for litteratur. Hun har mine bøger, læser dem nøje og lærer noget udenad. Når jeg optræder i retssalen, sender hun nogen derhen, som skal fortælle hende, om jeg får [[applaus]], og om udfaldet af sagen. Hun syger mine digte og akkompagnerer sig selv med [[kitara]]. Så jeg er sikker på at vi kommer til at leve i forståelse med hinanden, for det er ikke min ungdom eller min krop hun elsker, det er min berømmelse.''" <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 118-19)</ref>

Ikke længe efter skrev han to dystre brev til pigens faster Hispulla og farfaren, hvor han fortæller, at hun har haft en spontan[[abort]] og var nær ved at dø, fordi hun "''som det pigebarn, hun er''", ikke forstod, at hun var gravid, så det gik galt. Calpurnias manglende forståelse af sit [[svangerskab]] kan hænge sammen med, at hun var den eneste kvinde i husholdningen, som ikke var slavinde, og derfor manglede nogen at rådspørge. Dertil havde hun nylig været syg. Det mest chokerende ved disse breve er, at Plinius nærmest giver sin kone skylden for aborten. Han understreger overfor hendes farfar, at Calpurnia nærved måtte bøde med livet for "''sin forseelse''", og han spørger hendes faster Hispulla, om hun kan bede sin far om at tilgive sin sønnedatter; som om Fabatus havde vurderet at straffe pigen for at have spontanaborteret og derved berøvet ham en arving. Omkring fire år efter aborten, da Calpurnia har været i 18-årsalderen, havde hun boet i Bithynien i et par år sammen med Plinius. Hun fik bud om sin farfars død og tog straks hjem til Italien for at trøste sin faster. Det var en lang, risikabel og meget kostbar rejse,. ogDen lod sig kun gøre, fordi Plinius havde en magtposition. Det kan lyde, som om Calpurnia var desperat efter en mulighed for at vende hjem fra provinsen, og måske også væk fra sin mand. <ref>Tore Janson: ''Romerinner og romere'' (s. 120-21)</ref>

I [[1993]] fandt Judith Harrington flere breve fra Calpurnia til Plinius, skrevet i [[Efesus]] i årene [[111]]-13. Hvis brevene ellers er ægte, havde Calpurnia sluttet sig til den kristne [[menighed]] i byen. <ref>{{Cite web |url=http://www.judithharrington.net/index.php?page=letters |title=Arkiveret kopi |access-date=19. september 2017 |archive-date=24. januar 2016 |archive-url=https://web.archive.org/web/20160124181625/http://judithharrington.net/index.php?page=letters |url-status=yes }}</ref>

Da [[Ludvig Holberg]] skulle beskrive [[Københavns brand 1728]], skrev han sætningen ordret af, samt en del andre ordrette gengivelser fra Plinius' beretning og andre forfattere fra [[antikken]]. Det har rejst tvivl om, at Holberg virkelig var [[øjenvidne]] til branden, som han selv påstod. Det var dog først ved [[Humboldt-Universität zu Berlin|Wilhelm von Humboldts nye universitet]] fra begyndelsen af 1800-tallet, at [[citat]]et, der ikke opgav kilde, blev fordømt som [[plagiat]].<ref>Inge Eidsvåg: "Henders gjerning", ''P2-akademiet'', bind XXXVIII (s. 132-3), Oslo 2007, ISBN 978-82-7596-163-9</ref>