Ane Cathrine Andersdatter: Forskelle mellem versioner

I starten af marts fortalte hun sine værtsfolk i Borgergade, at hendes mor havde sendt besked om, at barnet kunne komme i pleje hos en [[husmand]]sfamilie i Karrebæk. D. [[5. marts]] tog hun afsted med babyen, først til [[Frederiksberg Have]] for at drukne ham i en af [[kanal]]erne. Der var dog for mange mennesker, så hun fortsatte ud til [[Damhussøen]]. Dér var også for mange, men hun kom i tanker om brønden– ved hjørnet af Rødovrevej og Rødager Allé, hvor hun havde druknet sit andet barn nr 2. Foreløbig var der for mange ude; men da det blev mørkt, smed hun barnet i brønden og vendte tilbage til sit logi i Borgergade, hvor hun fortalte, at drengen var blevet hentet i Ringsted som aftalt.

D. [[30. marts]] 1861 blev den døde baby fundet, og denne gang fandt politiet frem til Ane Cathrine, som var set i området. Hun aflagde straks fuld tilståelse, og under [[afhøring]]erne kom det også frem, at hun havde slået to af sine andre børn ihjel. Otte af de ti [[højesteret]]sdommere indstillede hende til [[benådning]], som det var blevet sædvane, og også med tanke på hendes umulige situation som [[tyende]], hvor hun som enlig mor ikke kunne forsørge børn; hendes arbejdsgiveres gode [[Skudsmålsbog|skudsmål]]; og ikke mindst at hun havde fortrudt og søgt trøst i sin tro. Hun sagde hele tiden, at hun elskede sine børn, men mente ikke, hun kunne forsørge dem ved andet end [[prostitution]], eller give dem bort eller ende på fattiggården.<ref name="autogeneret2" /> [[Frederik 7.]] stadfæstede alligevel dommen efter ønske af [[justitsminister]]en; den oprørte folkemening forlangte også dødsstraf.<ref name="autogeneret1" /> Dog skulle Ane Cathrines hoved ikke sættes på stage, som man tidligere brugte.