Wikipedia

Kristendom: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Erstatter siden med 'LOL'
Linje 1:
{| Style="float: right;"
LOL
|-
|{{kristendom}}
|}
'''Kristendom''' er en [[Monoteisme|monoteistisk]] [[religion]] centreret om [[Jesus af Nazareth]], der betragtes som [[Gud]]s søn og menneskets [[frelse]]r. Religionens medlemmer kaldes for '''kristne'''. Kristendommen lærer, at Jesus er [[Kristus]] ([[græsk (sprog)|gr.]] ὁ Χριστός ''ho Khristós'' "den Salvede") - et antikt [[jødedom|jødisk]] begreb om Guds udvalgte hersker.
 
Kristendommen er i dag den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan eller rundt regnet en tredjedel af hele menneskeheden, lidt under dobbelt så meget som den næststørste religion, [[islam]], og antalsmæssigt den hurtigst voksende religion. Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er:
 
<i>NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er enddog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.</i>
 
* [[Ortodokse kirke|De ortodokse kirker]], fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
* [[Den romersk-katolske kirke|Katolicisme]] (ca. 1.090 millioner)
* [[Protestantisme]] (ca. 590 millioner, herunder ca. 64 mio. [[lutheranisme|lutheranere]])
* [[Den anglikanske kirke]] (ca. 73 millioner)
 
Andre gamle kristne kirkesamfund:
* [[Den etiopisk-ortodokse kirke]] (ca. 22 millioner)
* [[Den koptiske kirke]] (ca. 10 millioner (usikkert))
* [[Den armenske kirke]] (ca. 4 millioner)
* [[Den syrisk-ortodokse kirke]] (ca. 4 millioner)
* [[Østens assyriske kirke]] (ca. ½ million)
 
Religiøse grupperinger, der i egen selvforståelse er kristne, men som ofte ikke regnes for sådanne af ovenstående grupper:
* [[Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige]] (ca. 12,5 millioner), også uofficielt kaldet [[mormon]]er eller [[Sidste Dages Hellig]]e
* [[Jehovas Vidner]] (ca. 6 millioner)
 
I Danmark tilhører hovedparten (84%) af befolkningen [[Folkekirken]]; en [[luthersk]] (og dermed [[protestantisk]]) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der kan føre [[kirkebøger]] (ministerialbøger) ligesom i folkekirken. De kan med samme gyldighed som folkekirken udstede attester fra kirkebøgerne. Andre kristne (og ikke-kristne trossamfund), der er "godkendte" (men ikke "anerkendte") kan med fuld juridisk gyldighed foretage [[vielse]]r. De 10 anerkendte trossamfund er:
* [[Romersk-katolske kirke|Den romersk-katolske Kirke]]
* [[Den reformerte menighed i Fredericia]]
* [[Den fransk-reformerte menighed i København]]
* [[Den tysk-reformerte menighed i København]]
* [[Metodister|Det metodistiske trossamfund]]
* [[Baptister|Baptistkirken i Danmark]]
* [[De ortodokse kirker|Den ortodokse russiske kirkes menighed i København]]
* Den norske menighed ved [[Kong Haakon kirken]] i [[København]]
* [[Svenska Gustafsförsamlingen i København]]
* Den til [[St. Alban's English Church]] i København hørende menighed
 
[[Europa]] udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, kontinentet med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i [[Asien]].
 
==Tro==
Kristendommen opfattes af majoriteten af kristne som fuldendelsen af [[jødedom]]men, og kristendommen inkluderer flere traditionelle [[jøde|jødiske]] elementer, heriblandt de helt centrale [[dogme]]r om [[monoteisme]], de dødes opstandelse, det evige liv og troen på en tidligere profeteret frelser (som kristendommen finder i personen [[Jesus Kristus]], medens jøderne regner ham for endnu ikke ankommet) – men inkluderer også mange originale dogmer som troen på Kristus som Guds søn, [[treenigheden|treenighedslæren]] og læren om [[arvesynd]].
Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn og dermed som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse og tilgivelse og til det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.
 
Essentielt i kristendommen er:
*[[Biblen]], foreningen af [[Tanakh|jødernes bibel]] (i skikkelse af [[Det Gamle Testamente]]) med [[Det Nye Testamente]]s kristne skrifter. Fundamentalistiske kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne fastholder, at den kun er et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og derfor åben for fortolkning.
*[[Jesus Kristus|Jesu]] død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.
*Troen på treenigheden: [[Gud_Fader|Faderen]], [[Sønnen]] og [[Helligånden]].
*Troen på, at Jesus Kristus er den i Det Gamle Testamente profeterede [[Messias]] og arving til kong Davids trone. Jesus er Guds søn og tillige Guds egen inkarnation på jorden.
*Jomfrufødslen, hvorved Jesus mirakuløst blev født af [[Jomfru Maria]] uden nogen mands mellemkomst. Herved menes Jesus at have undgået arvesyndens besmittelse.
*Troen på, at Jesus var uden egen synd, men af kærlighed i stedet påtog sig menneskehedens synder.
*Menneskets frelse og evige liv gennem troen på Jesus, hans korsfæstelse, død og opstandelse.
 
==Historie==
===Begyndelse===
[[Billede:Tizian 050.jpg|thumb|200px|right|Noli me tangere! Titians afbildning af Maria Magdalenes første møde med den opstandne Jesus Kristus. Fra 1511-1512]]
Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i [[Biblen]]: [[Det Nye Testamente]], [[Apostlenes Gerninger]], kapitel 11, vers 26: ''"og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene '''kristne'''."''
[[Jesus]] er født i [[Betlehem]] i den romerske provins af [[Palæstina]] under kejser [[Tiberius]]. Efter Jesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte disciple [[forkyndelse]]n af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsens år 29 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra [[Jerusalem]] til den syriske by og provinshovedstad [[Antiokia]] (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de jødiske traditioner, først og fremmest omskærelse, også skulle praktiseres af kristne. Hvor [[Jakob den Retfærdige]] (Jesu broder) i [[Jerusalem]] stod for gruppen der mente de jødiske love skulle overholdes af kristne, og [[Paulus (Bibelen)|Paulus]] i [[Antiokia]] der ikke mente det var nødvendigt. Ved et kirkekonvent i Jerusalem år 62, afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. [[Paulus (Bibelen)|Paulus]] skiver i [[Det Nye Testamente]], [[Kolossenserbrevet]], kapitel 3, vers 11:
 
''”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.” ''
 
I disse år begyndte også en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de oprindelige hebraiske tekster.
 
===Urkirken===
De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.
 
Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter var kristendom først på fremdrift blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen også til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sin hedenske religion og traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra [[Antiokia]] mod nord og øst: [[Edessa]] blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i [[Puteoli]] nord for [[Napoli]], i [[Rom]] og sandsynligvis i det sydlige [[Spanien]]. De skrifter som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente nedskrives på datidens internationale sprog, [[Oldgræsk|(old)græsk]], for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.
 
===Forfølgelse===
[[Tacitus]] (55-120) skriver om [[Nero|Neros]] brug af de kristne som syndebuk.
 
''”For at modvirke rygtet der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre beordrede [Nero] den mest udtænkte og frygtelige tortur af de mennesker der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”''
 
På nær kejser Neros (se også fx [[quo vadis]]) forfølgelse af kristne i Rom (hvis sandfærdighed er omdiskuteret, måske [[Tacitus]] (og [[Suetonius]], som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne), skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af (andre) jøder som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af [[St. Stefan af Jerusalem|Skt. Stefan]], som betragtes som den første [[martyr]] (proto-martyr), og beskrevet i [[Det Nye Testamente]], [[Apostlenes Gerninger]], kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:
 
'' '''V59''': Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” '''V69''': Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.''
 
Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af [[romerne]] - men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. [[Jøder]]ne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af [[polyteisme]] og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke [[tabu]] om ikke at helligholde og videreføre gamle [[Lov (jura)|lov]]e og [[tradition]]er og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige [[monoteisme]], men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser [[Decius]] (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne [[præst]]er og [[biskop]]per tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne [[monoteisme]]. Et samtidigt massivt udbrud af [[pest]] udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt [[Pave Fabian 1.|pave Fabian]] [[martyriet]]. Senere beordrede kejser [[Galienus]] (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser [[Diocletian]] (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger [[Galerius]] (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme - men i sidste ende nytteløse.
 
Ifølge den kristne tradition tog [[Konstantin den Store]] (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt [[Sol Invictus]] ("Den ubesejrede Sol"), i 311 kristendommen til sig, og under korset og bannere, der proklarede: "[[In hoc signo vinces]]!" ([[latin]]: "I dette tegn skal du sejre!"), vandt han efter flere slag den absolutte titel som kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen men gav den tillige flere statslige privileger.
 
Denne [[tese]] bliver imidlertid anfægtet af flere historikere, eftersom Konstantin først blev døbt på sit dødsleje og fordi [[Mithraskulten]] og Sol Invictus-kulten ligeledes nød flere statslige privilegier. M.h.t. til korset indvendes det, at det har værer det ligebenede kors &ndash; et symbol på solen &ndash; Konstantin proklamerede, og meget tyder også på, at Konstantin beholdt sin titel som [[ypperstepræst]] for Sol Invictus-kulten indtil sin død.
 
Kejser [[Julian den Frafaldne]] (361-363) fratog senere i år [[361]] kirken dens privilegier og prøvede forgæves at gå tilbage til tidligere tiders [[hedensk]]e tro uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed over for selv de vigtigste hedenske [[monument]]er og [[helligdom]]me, og efter et kort men aktivt styre gik hans efterfølgere i embedet tilbage til kristendommen, og de romerske forfølgelser af kristne var til ende. Senere blev [[Peterskirken]] opført i Neros haver, hvor de kristne før havde stået som fakler.
 
===Spredning===
[[Billede:Krist_spred_1.jpg|thumb|177px|left|Områder med kristne menigheder omkring år 100]]
[[Billede:Krist_spred_3.jpg|thumb|226px|right|Områder hovedsageligt kristnet år 600]]
[[Billede:Krist_spred_2.jpg|thumb|175px|center|Områder med stærke kristne menigheder omkring år 325]]
<br>
 
Kirken spredes inden for det [[romerske imperium]], godt hjulpet på vej af [[pax romana]]. Ved [[Konstantin den Store]]s tiltræden som kejser, var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den [[ariansk]]e retning). Først [[goter]]ne, dernæst [[burgunder]]ne, [[sveber]]ne, [[vandalerne]], [[langobarder]]ne og [[franker]]ne. I [[432]] bliver det [[kelter|keltiske]] [[Irland (land)|Irland]] kristnet. Syd for romerrigets grænser var [[Etiopien]] allerede blevet delvis kristnet i det [[1. århundrede]], i det [[4. århundrede]] blev det gjort til officiel religion i [[Etiopien]] efter arbejde af skt. [[Frumentius]]. Den [[nestorianer|nestorianske]] kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i [[det persiske rige]], så [[Tibet]], [[Kina]] ([[635]] &ndash; hvor de oversatte biblen til kinesisk), [[Mongoliet]] (700-800) og [[Korea]] samt [[Indien]] hvor de [[thomaskristne]] allerede har været siden det [[1. århundrede]]. I det [[6. århundrede]] blev [[anglerne]] og [[sakserne]] i [[England]] kristnet. De russiske [[slaver]] blev kristnet mellem det [[12. århundrede]] og det [[15. århundrede]].
 
Den første kristne [[missionær]] til [[Danmark]] var [[Ansgar]], der kom i det [[9. århundrede]]. [[965]] erklærede kong [[Harald Blåtand]] på [[den store Jellingesten]], at han havde kristnet [[danerne]]. Nogle af de sidste [[hedning]]e i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte [[korstog]] mod og omvendte i det [[13. århundrede]]. [[Norge]] og [[Sverige]] var ligeledes blevet kristnet i det [[10. århundrede|10.]] og [[11. århundrede]]. Omkring år [[1000]] blev både [[Island]], [[nordboerne]] på [[Grønland]] og [[Færøerne]] kristnet. Derom handler [[færingesaga| færingesagaen]]. I det [[18. århundrede]] kristnede [[Hans Egede]] de grønlandske fangere.
[[Billede:Krist_spred_4.jpg|thumb|259px|center|Tidlige kristne missionærer i Afrika og Asien]]
 
===Skismaer===
{{Hovedartikel|Skisma}}
Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Her en beskrivelse af nogle af de [[skisma]]er der delte den kristne kirke.
 
====Gnosticisme====
{{Hovedartikel|Gnosticisme}}
Gnosticisme kommer af det græske ''gnōsis'' som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnosticisme men generelt omhandler det en streng [[dualisme]] mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Verden er ifølge gnosticismen ikke skabt af Gud, men af en ond gud, kaldet for [[demiurgen]]. Mennesket er ved et fald havnet i denne onde verden, men har i sig et guddommeligt lys, som de ved øvelser kan opdyrke og dermed stige op til den gode Gud. Disse øvelser kan være af forskellig art, men er ofte en filosoferen over religiøse tekster; [[Thomas-evangeliet|Thomasevangeliet]] og [[Judasevangeliet]] har formentlig været nogle af dem. Disse tekster er ofte af mystisk art og omhandler ofte en distancering fra verden og dens ondskab.
For de kristne gnostikere var Jesus ikke inkarnationen af Gud, men nærmere en særlig viis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hans sjæl steg op til Gud. Denne fornægtelse af Jesus som guddommelig var også det der gjorde, at gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke.
 
=====Mandæisme=====
{{Hovedartikel|Mandæisme}}
Den eneste form for gnosticisme, der stadig har aktive praktiserende, kaldes mandæisme. Mandæisme er ikke en kristen retning, da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for [[aramæisk]], der tales af tilhængerne af mandæismen. Mandæerne anser flere af de klassiske [[profet]]er (bl.a. [[Moses]], [[Jesus]] og [[Mohammed]]) for falske profeter, men anerkender til gengæld andre som [[Noah]] og [[Abraham]]. Den vigtigste af mandæismens lærere er dog [[Johannes Døberen]], som tillige er ophavsmand til et af deres helligskrifter, '''Sidra ḏ-iahia''', hvori bl.a. indgår en længere diskussion mellem Johannes og Jesus. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandæere der er, det antages et sted mellem 50.000 og 70.000. De lever hovedsagelig i grænselandet mellem [[Irak]] og [[Iran]].
 
====Donatister====
{{Hovedartikel|Donatisme}}
Under [[Diocletian]]s og [[Gratian]]s voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af [[Donatisme|Donatus]] nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
 
Problemet med denne udlægning af Kristi lære, udfra den katolske kirkes synspunkt, er at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.
 
====Nestorianere / Assyriske kirke====
{{Hovedartikel|Østens Assyriske Kirke}}
Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. [[Nestorius]] (d. [[451]]) var en Syrisk munk der blev patriark af [[Konstantinopel]], den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et [[synode]] i [[Efesos]] år 432 blev indkaldt til at adressere dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. [[Nestorius]] blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blomstrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea.
 
Problemet med nestorianismen fra et katolsk perspektiv er at den invaliderer Jesus opofrelses, for hvis Jesus er to adskilte personer, hvilke af dem døde så på korset? Hvis det er den menneskelige, er denne opofrelses ikke af guddommelige karakter og ikke rækkende til en renselse af menneskets syn.
 
====Monofysitisme====
{{Hovedartikel|Monofysitisme}}
Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et [[synode]] i [[Chalcedon]] år [[451]] blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som [[kætteri]] i år [[681]].
 
Problemet med monofysitismen fra katolsk side var at den ved benægtelsen af Kristus som havende en menneskelig side, samtidigt benægtede Jesus Kristus som en ægte inkarnation af det guddommelige i det menneskelige, og uden inkarnationen kan der ikke være nogen opofrelse for menneskets synder og ingen tilgivelse.
 
====Pelagianisme====
{{Hovedartikel|Pelagianisme}}
Pelagianisme er troen på, at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den [[frie vilje]], og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om [[arvesynden]]. Pelagianisme prædiker, at [[Jesus|Jesu]] rolle er begrænset til at være et godt eksempel som modvægt til [[Adam]]s dårlige. Pelagius var en [[munk]], der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af [[Augustin]], fordømt af [[pave]] [[Innocent I]] i år [[417]] og dømt kættersk ved synoden i [[Efesos]] år 432.
 
Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er, at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.
 
[[Det Nye Testamente]], [[Efeserbrevet]], kapitel 2, vers 3:
''”Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre”''
 
[[Det Nye Testamente]], [[Romerbrevet]], kapitel 5, vers 12:
''”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”''
 
====Arianismen====
{{Hovedartikel|Arianisme}}
[[Arius]] var en kristen præst i [[Alexandria]] i begyndelsen af det [[4. århundrede]]. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Gud verden og alle skabningerne i den. Men eftersom Jesus var en skabning forskellig fra og dermed underlegen, Gud, så frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år [[325]] indkaldte [[Konstantin den Store]] til [[synode]] i [[Nikæa]] (nuværende: Iznik) til at debattere Arius' opfattelse, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til [[Illyrikum]].
 
Arianerne var dog ikke en bevægelse centreret omkring Arius. Den var snarere en opfattelse indenfor hele kirken som omhandlede forståelsen af forholdet mellem Faderen og Sønnen, som med tiden fået navnet "den arianske bevægelse". Dette [[skisma]] var så dybt, at ikke engang en massiv bekæmpelse gennem både fjerde og femte århundrede kunne fjerne den arianske bevægelse. Så sent som i det syvende århundrede bekæmpede kirken den nye religion [[islam]] som den i begyndelsen betragtede som en ariansk bevægelse.
Grunden til, at kirken forfulgte arianerne så stærkt, var netop deres understregning af at Kristus var et skabt væsen. Den ortodokse kirkes kristusforståelse var at Kristus var det selvsamme Ord som Gud havde skabt verden med. Det kom af at Kristus i indledningen til Johannesevangeliet identificeres med Ordet (''I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud'' (Joh. 1,1)). På denne vis blev det Nye testamente koblet sammen med skabelsesberetningen fra det Gamle testamente, hvor Gud skaber hele verden med sit ord. Udover det, får Kristus/Ordet også den væsentligste rolle i den ortodokse frelseslære. Kristus bliver den der ved at påtage sig al menneskets synd genopretter forbindelsen til Gud efter syndefaldet. Var Kristus ikke Gud selv, kunne dette offer ikke påtage sig al menneskets synd. Det var derfor vigtigt for kirken at understrege Kristi guddommelighed. Man kan dermed sige, at hele den kristne kirkes frelseslære hviler på forståelsen af Kristus som Gud selv.
 
==== Det store skisma / Øst-vest-skismaet ====
{{Hovedartikel|Det store skisma 1054}}
Bruddet i 1054, hvor pave [[Leo IX]] og patriarken [[Mikael I]] [[ekskommunikere]]de hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i den [[Romersk-katolske kirke|vestlige katolske]] og den [[Østkirken|østlige ortodokse]], var kulminationen på en århundredgammel strid. Hovedsageligt omhandlede bruddet et spørgsmål om [[jurisdiktion]] og hvem, der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepterede læren om pavens ufejlbarhed, og den vestlige katolske kirke ikke accepterede [[Patriark (titel)patriark]]en i Konstantinopel som universel patriark, såvel som om hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om, hvordan [[nadver]]en skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
 
Det skal bemærkes, at adskillelsen af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem [[Leo IX]] og [[Mikael I]]. Det er aldrig blevet verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke accepterer adskillelsen som legitim.
 
Betegnelsen ''[[Det store skisma]]'' bruges undertiden også om tilstanden i Vestkirken [[1378]]-[[1417]] e.Kr., hvor der sad rivaliserende [[pave]]r både i [[Rom]] og i [[Avignon]] (og i en overgang også i [[Pisa]]).
 
====Reformationen====
{{Hovedartikel|Reformationen}}
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kirke yderligere i en [[Katolicisme|katolsk]] og [[Protestantisme|protestantisk]] retning samt en [[Den anglikanske kirke|anglikansk]], der nærmest indtager en midterposition mellem de to. Forud for reformationen var gået flere hundrede år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i [[1517]], da [[Martin Luther]] sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i [[Wittenberg]], var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af [[afladsbrev]]e ([[afladshandel]]).
Årsagen til reformationen er dog mere kompleks end som så. Gennem middelalderen var den [[katolske kirke]] blevet gennemsyret af korruption og [[nepotisme]]. Paverne var ofte fordrukne, havde affærer og opførte sig generelt upassende for overhovedet for den kristne kirke. Samtidig med at disse paver og [[Kardinal (katolske kirke)|kardinal]]er levede et liv i overdådig luksus, blev hele Europa drænet for penge, som sponsorerede deres ekstravagante liv og bygningen af mægtige [[katedral]]er.
 
[[Luther]] var i begyndelsen ikke opsat på at bryde med den [[katolske kirke]], men ville forsøge at reformere den indefra. Han var overbevist om at man blev nødt til at vende tilbage til Skriften (Bibelen) som eneste grundlag for kirken. Den katolske kirke anvendte i stor stil forskellige traditioner og filosofier som sit grundlag, udover Bibelen. Luthers motto blev "Sola Scriptura" (Skriften alene), og kom til at danne grundlaget for at der på lutherske universiter blev lagt vægt på at lære græsk og hebraisk, så man kunne læse Bibelen på originalsproget.
 
[[Luther]] var overbevist om, at paven, som jo var Kristi stedfortræder, ikke var klar over den grove udnyttelse som fandt sted og selv ville være interesseret i at rense kirken for urene elementer. Efter noget tid blev [[Luther]] dog bevidst om, at paven var ham der stod bag hele denne korrumpering at kirken, og han begyndte i sine breve at angribe paven personligt, hvilket var med til at han i 1521 blev lyst i band ved Worms-ediktet ([[Rigsdagen i Worms]]).
 
Herefter var [[Luther]] fredløs, og han var i åben krig med selve kirken. Han blev dog støttet af flere parter, som kunne se det fornuftige i det han sagde. Blandt andet var de økonomiske perspektiver svært tillokkende for fyrsterne, som gennem tiden havde mistet både land og magt til kirken. Kirken besad enorme mængder land og gjorde endog krav på at bestemme over kejseren.
 
Selvom [[Luther]] forsøgte at bekæmpe det, så opstod der en mængde forskellige protestantiske retninger i kølvandet på hans brud med kirken. Disse var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte af dommedagsprofeter som spredte budskabet om verdens snarlige ende. [[Luther]] havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Værst var de såkaldte [[gendøber]]e. Luther foragtede disse, fordi de ikke ville acceptere barnedåb. Disse gendøbere blev forfulgt, men trives i dag i stor stil, især i USA og Asien.
 
Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger.
 
[[Image:Kristendom_historisk.jpg|framed|center|Forskellige fortolkninger af biblen og andre faktorer medførte igennem årtusinderne en opdeling i forskellige kristne retninger, men alle grene har rod i den tidlige ur-kirke.]]
 
==Se også==
 
'''Religiøse titler:'''
*[[Abbed]], [[abbedisse]], [[apostel]], [[bedemand]], [[biskop|bisp]], [[biskop]], [[degn]], [[domprovst]], [[graver]], [[kapellan]], [[Kardinal (katolske_kirke)|Kardinal]], [[kordegn]], [[missionær]], [[munk]], [[nonne]], [[organist]], [[pastor]], [[pave]], [[pontifex maximus]], [[provst]], [[Præfekt (religiøs titel)|præfekt]], [[præst]], [[sognepræst]], [[ærkebiskop]]
 
'''Reliøse bygninger og geografiske inddelinger:'''
*[[Domkirke]], [[kapel]], [[katedral]], [[kirke (bygning)]], [[kloster]], [[menighed]], [[nonnekloster]], [[pastorat]], [[provsti]], [[Salomon, kapel]], [[Det Sixtinske Kapel]], [[sogn]], [[stift]], [[Tempel]], [[Vatikanstaten]]
 
'''Religiøse traditioner:'''
*[[Advent]], [[begravelse]], [[bryllup]], [[dåb]], [[fødsel]], [[højtid]], [[jul]], [[konfirmation]], [[liturgi]], [[mærkedag]], [[nadvergudstjeneste]], [[nonkonfirmation]], [[nytår]], [[nytårsdag]], [[ordination]], [[pinse]], [[påske]], [[Ritus|rite]], [[ritual]], [[sakramente]]
 
'''Religiøse begreber:'''
*[[Omvendelse]], [[Treenighed]]
 
'''Religiøse genstande og tekster:'''
*[[Alter]], [[Bibelen]], [[kiste]], [[kolumbarium]], [[pulpitur]], [[rustvogn]]
 
'''Religiøse symboler:'''
*[[Andreaskors]], [[kors]]
 
'''Åndelige væsener:'''
*[[Gud]] (nogle benævner Gud [[Jehova]], [[JHVH]]), [[engel]], [[ærkeengel]], [[Djævel]]
 
===Andre sider===
*[[Kristne trosretninger]]
*[[Folkekirken]]
*[[De 10 kristne bud]]
*[[Østens Assyriske Kirke]]
*[[Liste af spirituelt relaterede emner]]
 
==Eksterne henvisninger==
* [http://www.kristendom.dk Kristendom.dk]
* [http://www.biblen.dk Biblen]
* [http://www.folkekirken.dk/ Folkekirken]
* [http://www.km.dk/ Kirkeministeriet]
* [http://www.katolsk.dk Katolske kirke i Danmark]
* [http://www.metodistkirken.dk/ Metodistkirken Danmark]
* [http://www.kirker.dk/ Kirker i Danmark]
* [http://www.adherents.com/adh_branches.html#Christianity Religionsstatistik over kristenhedens grupperinger]
* [http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Samfund/Religion/Kristendom/ Google: Kristendom]
{{Minibus|[[Wikipedia:Minibussernes_holdeplads|Minibusruten Religion]]|[[Islam]]|[[Jødedom]]}}
[[Kategori:Religion]]
[[Kategori:Kristendom| ]]
 
{{Link FA|fi}}
{{Link FA|ja}}
{{Link FA|nl}}
{{Link FA|vi}}
 
[[af:Christendom]]
[[als:Christentum]]
[[an:Cristianismo]]
[[ar:مسيحية]]
[[az:Xristianlıq]]
[[ba:Христианство]]
[[bar:Christentum]]
[[be:Хрысьціянства]]
[[bg:Християнство]]
[[bn:খ্রিস্ট ধর্ম]]
[[br:Kristeniezh]]
[[bs:Kršćanstvo]]
[[ca:Cristianisme]]
[[co:Cristianisimu]]
[[cs:Křesťanství]]
[[cv:Христианлăх]]
[[cy:Cristnogaeth]]
[[de:Christentum]]
[[diq:İsewitine]]
[[dv:މަސީހީދީން]]
[[el:Χριστιανισμός]]
[[en:Christianity]]
[[eo:Kristanismo]]
[[es:Cristianismo]]
[[et:Kristlus]]
[[eu:Kristautasun]]
[[fa:مسیحیت]]
[[fi:Kristinusko]]
[[fo:Kristindómur]]
[[fr:Christianisme]]
[[frp:Cristianismo]]
[[fur:Cristianesim]]
[[ga:Críostaíocht]]
[[gl:Cristianismo]]
[[he:נצרות]]
[[hi:ईसाई धर्म]]
[[ho:Keristani]]
[[hr:Kršćanstvo]]
[[hu:Kereszténység]]
[[hy:Քրիստոնեություն]]
[[ia:Christianismo]]
[[id:Kristen]]
[[ilo:Cristianidad]]
[[io:Kristanismo]]
[[is:Kristni]]
[[it:Cristianesimo]]
[[ja:キリスト教]]
[[jbo:xi'ojda]]
[[jv:Kristen]]
[[ka:ქრისტიანობა]]
[[kk:Христиандық]]
[[kn:ಕ್ರೈಸ್ತ ಧರ್ಮ]]
[[ko:기독교]]
[[ku:Xirîstiyanî]]
[[kw:Kristoneth]]
[[la:Religio Christiana]]
[[lb:Chrëschtentum]]
[[li:Christendóm]]
[[ln:Boklísto]]
[[lt:Krikščionybė]]
[[lv:Kristietība]]
[[mi:Whakapono Karaitiana]]
[[mk:Христијанство]]
[[ml:ക്രിസ്തുമതം]]
[[mo:Крештинизм]]
[[ms:Kristian]]
[[mt:Kristjaneżmu]]
[[my:ခရစ္‌ယာန္‌ဘာသာ]]
[[nds:Christendom]]
[[nds-nl:Christendom]]
[[nl:Christendom]]
[[nn:Kristendommen]]
[[no:Kristendom]]
[[nrm:Chrêtchienneté]]
[[oc:Cristianisme]]
[[om:Kristiyaanonni]]
[[os:Чырыстон дин]]
[[pa:ਈਸਾਈ ਦੀਨ]]
[[pl:Chrześcijaństwo]]
[[pms:Cristianésim]]
[[ps:عيسويت]]
[[pt:Cristianismo]]
[[qu:Kristiyanu iñiy]]
[[ro:Creştinism]]
[[ru:Христианство]]
[[ru-sib:Христьянсво]]
[[rw:Kristendomu]]
[[scn:Cristianèsimu]]
[[sco:Christianity]]
[[sh:Hrišćanstvo]]
[[si:කිතු දහම]]
[[simple:Christianity]]
[[sk:Kresťanstvo]]
[[sl:Krščanstvo]]
[[sq:Religjioni Krishter]]
[[sr:Хришћанство]]
[[sv:Kristendom]]
[[sw:Ukristo]]
[[ta:கிறிஸ்தவம்]]
[[tg:Дини Насронӣ]]
[[th:คริสต์ศาสนา]]
[[tl:Kristyanismo]]
[[tpi:Kristen]]
[[tr:Hristiyanlık]]
[[tt:Xristianlıq]]
[[ug:خرىستىئان دىنى]]
[[uk:Християнство]]
[[uz:Masihiylik]]
[[vi:Kitô giáo]]
[[vls:Christ'ndom]]
[[wa:Crustinnisse]]
[[yi:קריסטנטום]]
[[yo:Kirisẹ́ńdọ̀mù]]
[[zh:基督教]]
[[zh-min-nan:Ki-tok-kàu]]
[[zh-yue:基督敎]]
[[zu:Ubukrestu]]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Kristendom"