Normanniske erobring af England

Kong Vilhelm – som de kaldte Erobreren

Efter sejren i slaget ved Hastings drog Vilhelm Erobreren med sin hær videre gennem England. Han startede med at sikre kystbyerne ved Kanalen og fortsatte derefter mod Canterbury og London. Overalt modtog han de engelske byers ubetingede underkastelse. Men ikke alle var tilfredse med normannernes ankomst. Jarlerne Morcar og Edwin og flere andre angelsaksiske stormænd konspirerede og havde til hensigt at fortsætte krigen. De agtede at placere Edgar Atheling, en sønnesøn af Edmund Jernside, på tronen og sende normanneren hjem. Vilhelm lod sig dog ikke kue og hærgede det sydlige England i en sådan grad, at dem der var involverede i komplottet overgav sig og svor ham troskab. Herefter drog han til London, hvor han Juledag 1066 blev kronet til konge af England i katedralen i Westminster. Denne kroning blev foretaget på den samme måde som alle tidligere kroninger. I kirken var store dele af den engelske verdslige og gejstlige overklasse repræsenteret og da ærkebiskop Aldred af York spurgte englænderne, om de ville have Vilhelm til konge, svarede de alle ja. Denne måde at vise respekt for englændernes traditioner vedrørende valgkongedømmet har helt klart været et led i Vilhelms bestræbelser på at sikre de engelske stormænds respekt og loyalitet. Ved at sikre sig befolkningens accept har Vilhelm ligeledes retfærdiggjort krigen, da det nu blev beviseligt for alle, at han var den som englænderne ønskede som konge.

Reorganiseringen af England og konsolideringen af det normanniske magtmonopol

De kortsigtede følger af den normanniske invasion kom i den grad til at hænge sammen med Vilhelms forsøg på at konsolidere sin trone. Vilhelm måtte sikre folkets såvel som stormændenes loyalitet. Skønt mange af de gamle angelsaksiske jarler havde svoret Vilhelm troskab, betød det ikke, at de holdt af den normanniske besættelsesmagt. Den gamle adelstand havde allerede lidt store tab som følge af slaget ved Hastings, men de få der var tilbage udgjorde stadigt et problem. Befolkningen nærede utvivlsomt større tiltro til dem end til normannerne, og dette var en kilde til oprør. Vilhelm gjorde da det, at han erklærede alle, der havde kæmpet mod normannerne for fjender af staten. De blev behandlet som de forbrydere de var, og alt deres gods og løsøre blev dem frataget. Da kronen nu besad store mængder jord, lod Vilhelm dette uddele til sine trofaste normanniske vasaller. Dette var det første skridt i Vilhelms reorganiseringsproces for England, der med tiden blev indrettet som en europæisk feudalstat. Imidlertid bibeholdt Vilhelm landets opdeling fra gammel tid i shires samt essenser fra den angelsaksiske lovgivning. Vilhelm skabte på denne måde en stærk kongemagt med loyale stormænd. Det bedste billede af Vilhelms reorganisering af landet fås af The Doomsday Book – Dommedagsbogen. Dette enorme værk indeholder en komplet liste over alle landområder og alt gods i hele riget, og var effektiv i forbindelse med inddrivning af skatter. Et andet tydeligt tegn på den nye stærke kongemagt er de borge, der blev opført i alle egne af landet for at sikre landområderne mod oprør. Borgbyggeri var noget næsten ukendt for den gamle angelsaksiske kongemagt. De få borge, der dengang blev bygget havde mere karakterer af befæstede storgårde end af egentlige fæstningsværker. Normannerne opførte først en mindre træborg, der bestod af et befæstet tårn på toppen af en lille kunstig bakke – en motte – omkranset af en voldgrav. Senere kunne borgen forstærkes eller ombygges – eventuelt i sten. En af de mest berømte og mest berygtede normanniske borge er Tower of London, et imponerende fæstningsværk, der blev på begyndt allerede i Vilhelms tid. Det har huset mange af Englands fjender gennem tiden og anvendes den dag i dag til opbevaring af de engelske kronregalier. Invasionen fik således på kort tid enorm betydning for England. Den gamle svagelige kongeslægt var blevet sendt ud i kulissen og en stærk kongemagt, der havde hånd i hanke med stormænd så vel som befolkning, var på ufattelig kort tid blevet etableret. Skønt den engelske befolkning ikke var så glad for den normanniske overmagt , gav invasionen penge i statskassen og muligheden for at føre et acceptabelt forsvar af riget. England fik noget at sige i den europæiske politiske arena og blev nu en stærk feudalstat efter vesteuropæisk mønster. Den stærke kongemagt var et vigtigt led i Vilhelms forsvar af riget. I tiden efter invasionen kom det til mange oprør, og specielt i de nordlige egne, der i hundreder af år var blevet præget af skandinaverne, var det svært at holde ro og orden. I 1069 kom det sågar til et dansk invasionsforsøg ledet af den danske konges broder Asbjørn Jarl og kongens søn Knud. Det lykkedes dem at indtage York og det omkringliggende land, men det varede ikke længe inden Vilhelm gik mod dem med sin hær. Danskerne valgte at trække sig tilbage, men fortsatte lidt endnu med at hærge de engelske kyster. Utilfredshed blandt egne vasaller var Vilhelm heller ikke beskåret fra. I 1075 gjorde nogle af Vilhelms egne mænd oprør, men dette blev brutalt slået ned. Værst var det, da Vilhelms egen søn Robert Cortheuse, der var træt af at vente på, at faderen skulle overgive ham magten i Normandiet, gjorde oprør, men dette blev imidlertid slået ned. Roberts længsel efter magt resulterede i store stridigheder efter Vilhelms død. Skønt Robert blev hertug af Normandiet efter Vilhelms død, blev en anden af Vilhelms sønner (Vilhelm Rufus) konge i England. Efter at have participeret i det første korstog, vendte Robert hjem og bekrigede sin anden broder Henri Beauclerc, der efter Vilhelm Rufus’ død var blevet konge af England og senere hertug af Normandiet. Vilhelm Erobreren – som hans tilnavn blev – døde i 1087 efter et fald fra sin hest i kamp mod den franske konge.

Kong Vilhelms efterslægt og de langsigtede følger af invasionen

Efter kong Vilhelms død stod striden som tidlige nævnt mellem Vilhelms tre sønner, hvoraf Henri Beauclerc, konge af England og hertug af Normandiet, døde som den sidste i 1135. Stefan af Blois, en nevø til kongen, tilkæmpede sig da tronen, hvilket medførte indre stridigheder som først ophørte i 1154, hvor Henrik II, en af Henri Beauclercs efterkommere, blev konge. Med den normanniske invasion i 1066 forrykkede magtbalancen sig markant i det vestlige Europa. De britiske Øer havde indtil slaget ved Hastings været præget af skandinaverne og deres kultur som følge af de vikingetog, der i perioden 800-1050 havde hjemsøgt de engelske kyster. En stor del af de vikingetog medførte en indvandring af skandinavere, specielt danskere, der bosatte sig i Danelagen. Vikingetogene og den deraf følgende indvandring var mulig, idet den angelsaksiske kongemagt var fortrinsvis svag. Med den normanniske invasion, der medførte et reorganiseret og effektivt forsvar af riget, bl.a. gennem opførsel af stærke borge, blev vikingernes angreb på de engelske kyster besværliggjort i en sådan grad, at togterne opførte fortrinsvis hurtigt. Det sidste egentlige vikingeangreb, der medførte en egentlig erobring, var således det ovennævnte togt i 1069. Den skandinaviske indflydelse i landet var således blevet brudt, og England orienterede sig nu efter Vesteuropa og undergik en rivende udvikling, der ændrede landet fra et angelsaksisk kongedømme til en europæisk feudalstat. Da Henrik II i 1154 besteg tronen i England var han via sit ægteskab med den franske eksdronning Eleonora kommet i besiddelse af landskabet Akvitanien i det vestlige Frankrig. Den engelske konge var således også den franske konges vasal og besad enorme landområder i Normandiet og det vestlige Frankrig . Denne situation var særdeles ugunstig for den franske konge og denne sprængfarlige tilstand, hvor kongen af England havde ret og mulighed for at blande sig i fransk storpolitik, var en af de årsager, der senere skulle føre til Hundredårskrigen.

Konklusion

Summa summarum: Vilhelm vandt slaget, invasionen og kronen, og dette blev af enorm betydning for England. Tidligere havde landet været skandinavisk interesseområde, men med normannernes ankomst blev den nordiske indflydelse med et brudt, og der blev etableret forbindelser til det feudale Vesteuropa. Landet gennemgik en rivende udvikling og blev omdannet til en Vesteuropæisk nation med en stærk kongemagt og overklasse. Vilhelm Erobreren viste stort politisk vovemod ved at kaste sig ind i kampen om den engelske tronfølge. Et nederlag kunne have svækket hans position hjemme i Normandiet, hvor en evig uro mellem den franske konge og hans vasaller herskede, mens en sejr ville blive en politisk vinding uden lige. Ved at erobre England blev magtbalancen forskudt og Vilhelm og hans efterkommere ville, med et stort bagland bag sig, have en legitim grund til at blande sig i den franske konges politik. Det at Vilhelms efterkommer Henrik II giftede sig til enorme landområder i Frankrig gav blot den engelske konge en endnu større gevinst i forhold til den franske kongemagt.