Metafysik: Forskelle mellem versioner

I mere dagligdags sprog bruges begrebet simpelthen om det, der ligger uden for den [[Fysik|fysiske]] verden, dvs. det som mennesket ikke kan erkende med [[sans]]erne – for eksempel [[religion]], [[Mirakel|mirakler]], og [[spiritisme]], o.lign.<ref>Politikens store fremmedordbog, s. 502</ref> Tillægsordet ”metafysisk” bliver således synonymt med ”[[transcendent]]”.

Betegnelsen ”metafysik” kan være opstået på to måder. Den første hænger sammen med, at filosoffen [[Andronikos fra Rhodos]] i det [[1. århundrede]] f. Kr. lavede den første samlede udgave af Aristoteles´ bøger. Han delte bøgerne op i to dele: 1) ”Fysikken” og 2) ”Det efter fysikken” (på [[græsk]] ”ta”tà metametà ta physika”phýsika” (τὰ μετὰ τὰ φύσικα)). Derved opstod betegnelsen ”metafysik”, som altså egentlig betyder ”det der står efter fysikken på reolen”.

Den anden mulighed er, at ''metafysik'' betyder ''studiet af det, der ligger uden for den verden, som [[menneske]]t umiddelbart kan sanse''. ”[[Meta]]” (μετὰ ) betyder nemlig også ”ud over” eller ”hinsides”. Idet ''fysikken'' er læren om den sanselige eller [[empiri]]ske del af verden, er ''metafysikken'' altså læren om den del af verden, som ikke er tilgængelig for sanserne - det som er ”ud over” sanserne. <ref>Heinrich Schmidinger: Metaphysik. Ein Grundkurs, s. 13.</ref>

* Spørgsmålet om, hvad der er det grundlæggende i verden. Er verden dybest set noget [[Stof (fysik)|materielt]] ([[materialisme], eller er den dybest set noget [[ånd]]eligt ([[idealisme]])? Er der en grund til, at verden er, som den er?

* Det [[psykofysiske problem]] (også kaldt sjæl-legeme-problemet) bliver vigtigt, efter at [[Descartes]] grundlægger den moderne [[dualisme]]. Et vigtigt spørgsmål er her: Hvordan vekselvirker sjælen og legemet?

Påstanden om overhovedet at kunne sige noget om det, der går over grænserne for menneskets sanseerfaring, er gentagne gange blevet kritiseret, blandt andre af [[Aristoteles]].<ref>Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og Sandhed, s. 51</ref> Fra midten af 1800-tallet intensiveres denne kritik. Naturvidenskabens succes fører til, at [[materialisme]] og [[Social positivisme|positivisme]] bliver dominerende. Disse retninger afviser muligheden for at gå ud over det sanselige. De afviser dermed også metafysikkens mulighed og anser den for at være tom spekulation. [[Auguste Comte]] anser således metafysikken for at være en førvidenskabelig tankegang. [[Karl Marx]] og [[Friedrich Nietzsche]] afviser den også.

På den baggrund bliver tillægsordet ”metafysisk” (særligt inden for [[Logisk positivisme|den logiske positivisme]]) brugt nedsættende i betydningen ”tvivlsomt spekulativ”, ”uvidenskabelig”, ”meningsløs”, og ”ikke-empirisk tankespind”.<ref>Vor tids filosofi. Videnskab og sprog, s. 120-21</ref> I sidste halvdel af 1900-tallet får metafysikken dog en vis renæssance, blandt andet i kraft af filosoffer som [[Willard Van Orman Quine]], David K. Lewis og David M. Armstrong.