|
#REDIRECT [[Edvard Bekenderen]]
== Indledning - den angelsaksiske kongemagt i 1000-tallet ==
Den [[angelsaksisk]]e kongemagt i [[England]] blev i løbet af 1000-tallet svagere og svagere. Da danske [[viking]]er under ledelse af den danske konge [[Svend Tveskæg]] i tiden omkring årtusindskiftet foretog årlige vikingetog mod riget, begyndte den angelsaksiske kongemagt at vakle. Siden 600-tallet havde de angelsaksiske kongers magt gradvist vokset, og med [[Alfred den Store]] (873-901) nåedes kulminationen. Kong Alfred opnåede at tvinge de danske vikinger tilbage til [[Danelagen]], og sikrede derved sit kongerige. Generationerne efter Alfred formåede dog at holde på riget og magten, men hen mod slutningen af 900-tallet smuldrede kongemagten overfor stærke fjender - danske vikinger under ledelse af Svend Tveskæg. I [[1013]] blev den engelske konge [[Ethelred den Rådvilde]] afsat. Skønt hyppige forsøg på tilbageerobring af kongemagten lykkedes det hverken Ethelred eller hans søn [[Edmund Jernside]] at fratage Svend eller hans søn [[Knud den Store]] kongemagten i længere perioder. Den danske overhøjhed over England varede frem til 1042, hvor Knud den Stores søn [[Hardeknud]] døde. Hardeknuds efterfølger blev den svagelige Edward, der var søn af Ethelred og hans dronning [[Emma]], samt halvbroder til Hardeknud selv.
== Edwards tidlige år ==
Edward, der fik tilnavnet Bekenderen, regerede England frem til 1066. Da hans fader blev afsat og senere dræbt, gik Edward i eksil i [[Normandiet]]. Hans moder – dronning Emma – var i slægt med de normanniske [[hertug]]er, hvilket kan være forklaringen på, at det var her, at Edward og hans broder Alfred søgte tilflugt. Her levede han frem til 1042, hvor han blev kaldt hjem for at overtage kongeværdigheden. De næsten 30 år, hvor Edward opholdt sig i Normandiet, havde sat dybe spor i ham, og han var dybt betaget af den normanniske kultur. Denne beundring af normannerne skulle senere få konsekvenser.
== Kongen og jarlerne ==
Det angelsaksiske England var på denne tid et stort kludetæppe af småstater, som i større eller mindre grad var underlagt kongen, der nedstammede fra kongeslægten i [[Wessex]]. Men landet var imidlertid godt organiseret: Det var delt i ''shires'' der blev behersket ''eorlas'' – jarler. Den stadigt svagere kongemagt medførte, at flere af jarlerne kunne måle sig i magt og prestige med kongen. Blandt disse var de mest fremtrædende [[jarl]]en af Wessex – [[Godwin]] – og hans sønner. Godwin kom fra en lavadelig angelsaksisk slægt, men havde med tiden opnået stor prestige og magt i riget. Han havde været en af Knud den Stores bedste og mest trofaste mænd og havde efter dennes død støttet enkedronning Emma og hendes bestræbelser på, at få Hardeknud kronet til konge i England. Godwins datter Edith blev senere gift med kong Edward.
Kong Edwards regeringstid var ikke uden indenrigske problemer. Han stod ofte i opposition til den magtfulde jarl Godwin, og forholdet mellem disse var ikke godt trods deres familiære forbindelser . Kong Edward mistænkte Godwin for at være indblandet i mordet på hans broder Alfred, og Godwin brød sig ikke om kongens pro-normanniske tankegang. Der var optræk til borgerkrig, men i 1051 valgte jarl Godwin at drage i eksil til grev Balduin V. af Flandern. Hans hustru og tre af hans sønner fulgte ham; den mest fremtrædende af sønnerne – Harold – drog til Irland. Skønt eksilet blot varede et år, fik det enorm betydning for den engelske arvefølge.
Landflygtigheden i Flandern benyttede Godwin til at samle tropper for at genvinde sin tabte position, og i 1052 drog han sammen med sin søn Harold til England med en stor flåde, og tvang kong Edward til forhandlingsbordet. Godwins aggressivitet blev med ét ændret til overdreven underdanighed, kong Edward lod sig formilde og Godwin indtog atter sin position som jarl af Wessex. Kort efter døde han, og jarltitlen overgik til hans søn Harold.
== Kongens død og efterfølger ==
[[Harold Godwinson]] og hans brødre blev den tids største jordejere. Harold selv var jarl af Wessex og [[Herefodshire]], broderen [[Leofwine]] besad områderne omkring [[London]] og det nordlige [[Kent]] og [[Gyrth]] blev jarl af [[East Anglia]]. En anden broder – [[Tostig]] – havde titel af jarl af [[Northumbria]], men forholdet mellem ham og Harold led et knæk, da Harold fik frataget Tostig hans jarltitel, og Tostig blev derfor en af Harolds argeste modstandere, som han først besejrede i [[slaget ved Stamford Bridge]] i 1066. Som overhoved for Godwinfamilien var Harold derfor rigets mægtigste mand, og i Edwards sidste regeringsår var han den faktiske regent. Elsket og afholdt af (stort set) alle blev han det naturlige valg til kongeembedet efter Edwards død.
England var på denne tid formelt set et valgkongedømme, hvor kongen valgtes af ''witan'' – kongens råd, der bestod af landets verdslige og gejstlige magthavere. Som oftest blev en af kongens sønner udpeget til efterfølger, men da kong Edward døde i 1066, efterlod han sig ingen søn. Forklaringen gives af hans smukke tilnavn – Bekenderen – som antyder, at han var en stærkt religiøs konge, der interesserede sig mere for sin religion end for at sikre arvefølgen.
Da Edward døde blev Harold Godwinson udpeget som hans efterfølger. I flere år havde han fungeret som den egentlige regent, og han var tillige den svagelige Edwards svoger. Det kan undre, at [[Edgar Atheling]] – der var sønnesøn af Edmund Jernside – ikke skulle arve tronen, da han var den afdøde konges egentlige arvtager, men han var endnu for ung.
Der var imidlertid et enkelt problem. Da Godwin og hans sønner var draget i landflygtighed i 1051-1052, havde den pro-normanniske kong Edward ifølge den [[Angelsaksiske Krønike]] fået besøg fra fastlandet – hertug [[Vilhelm af Normandiet]]. Edward og Vilhelm var beslægtede – Edwards moder Emma var Vilhelms farfars søster – og det menes, at spørgsmålet om arvefølgen blev afgjort her. Da Godwin og hans sønner var faldet i unåde, var der ikke meget at rafle om, og Vilhelm blev derfor udnævnt til Edwards efterfølger. Senere (i 1064-1065) skulle Harold Godwinson desuden have foretaget en rejse til hertugens hof, hvor han skulle have svoret, at Vilhelm skulle have arveretten til riget.
Denne konflikt førte siden frem til [[slaget ved Hastings]].
|
