Spejlreflekskamera: Forskelle mellem versioner

Et '''spejlreflekskamera''' er en særlig type [[kamera]], hvor der inde i kameraet er monteret et system af spejle og prismer, så det billede, man ser i kameraets [[søger]], er identisk med det endelige billede, idet motivet betragtes gennem kameraets [[objektiv]].

Lyset fra motivet opfanges af ''objektivet'', som indeholder mekanik til at fokusere lyset. Derefter reflekteres lyset i et ''spejl'' op i en ''matskive'' hvor motivet bliver gentegnet. Billedet på matskiven bliver samlet af en ''samlelinse'', som ofte udført som en såkaldt [[fresnellinse]]. Lyset passerer gennem en ''pentaprisme'', som er et femkantet stykke glas, som kan spejle og vende billedet, så det kan ses retvendt gennem ''søgeren''.

Når der trykkes på udløseren, vipper spejlet op mod matskiven, så lyset nu i stedet falder ind mod ''lukkeren'', som kan åbne for eksponering af ''filmen/sensoren''. Når eksponeringen er færdig, falder spejlet tilbage, så man igen kan se motivet gennem søgeren.

Der findes enkelte varianter af denne opbygningsmodel: Billigere kameratyper har et [[pentaspejl]] i stedet for en prisme, hviklethvilket giver et vist lystab, men til gengæld lavere pris og vægt. Visse ''Hasselblad''-modeller har en [[centrallukker]] i objektivet, og visse ''Olympus''-modeller har søgersystemet lagt på siden af kameraet.

Princippet med at spejle motivet på en matskive er kendt tilbage til [[1600-tallet]] og er blevet anvendt i [[camera obscura]]-apparater. Men som kameratype begyndte spejlreflekskameraet for alvor at blive udviklet i begyndelsen af [[1900-tallet]], først som [[storformat]]-kameraer og efterhånden som mindre formater kom frem, fulgte kameraudviklingen med.

Det første 35 mm spejlreflekskamera var det [[Rusland|russiske]] ''GOMZ sport'' ([[1935]]), men det egentlige gennembrud kom med det [[Tyskland|tyske]] ''Ihagee Kine-Exakta'' ([[1936]]); ''Exakta''-serien blev udviklet indtil [[1970'erne]] og betragtes af mange som et legendarisk pioner-kamera. Et andet tysk mærke, ''Contax'', som blev udviklet af [[Carl Zeiss]], tilføjede prismesøgeren monteret over en fresnellinse, og dermed havde kameratypen fået den grundform, som eksisterer endnu idag.

I [[1990'erne]] begynder den [[digitalkamera|digital]]e teknologi så småt at gøre sig gældende, og efterhånden som teknikken er blevet billigere, har det fortrængt film. ''Canon'' var de første til at introducere et digitalt spejlreflekskamera til under 10.000 kr (EOS 300D fra [[2003]]), og de andre fabrikater er fulgt hurtigt med.

Den grundlæggende fordel ved spejrefleks-princippet er, at man kan se motivet, som det bliver opfanget af objektivet. Dermed kan man undgå [[parallakse]], som ellers opstår, når søgeren har en anden position end objektivet. Desuden er man i stand til at vurdere [[skarphedsdybde]]n ved at betragte motivet efter nedblænding.

En anden væsentlig fordel ved kameratypen er den fleksibilitet, som følger med. Næsten alle spejlreflekskameraer har udskiftelige objektiver, og mange tilbyder også f.eks. udskiftelige matskiver og søgere. Desuden findes et væld af tilbehør som [[blitz]]systemer, fjernudløsere, optiske filtre, m.v. Egentlig er det ikke en teknisk konsekvens af selve kameratypen - der findes f.eks. også systemkameraer af [[målsøgerkamera|målsøgertypen]] - men alligevel er spejlrefleks-segmentet særlig stærkt på dette punkt.

Processen med et svingbart spejl har i sig selv et antal ulemper: Det tager tid, fra man har trykket på udløseren, til billedet kan tages, det giver akustisk støj, det giver kamerarystelser, og det gør, at søgeren bliver sort i eksponeringstiden - det sidste betyder i øvrigt også, at man aldrig ser en blitzudladning i søgeren, da den jo falder sammen med eksponeringstidspunktet. Spejlet forhindrer også at digitale spejlreflekskameraer kan bruge sensoren som søgerenhed, som det ellers gøres på de fleste andre [[digitalkamera]]typer.