Forskel mellem versioner af "Korstog"

1.032 bytes tilføjet ,  for 14 år siden
ingen redigeringsopsummering
Pave Urban bød endvidere at korstoget skulle udføres af våbenføre og våbenduelige mænd, men dette blev der ikke lyttet til i første omgang. En munk - Peter Eremit - prædikede kort derefter at korstoget skulle klares af alle der ville deltage, og hurtigt fik han samlet en stor menneskeskare, der bestod af gamle, kvinder og børn, og enkelte våbenføre mænd. "Hæren" var dårligt udrustet, kunne ikke brødføde sig selv, overfaldt mellemeuropæiske jøder så at paven måtte træde i karakter, stjal og røvede fra befolkningen på Balkan, og kort efter at de havde krydset Bosporus blev de slagtet af tyrkiske seldsjukker. Dette mislykkede hærtog kaldes ofte ''Folkekorstoget''.
 
Det egentlige korstog, der drog op fra Vesteuropa i 1096 bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var [[Godtfred af Boullion]], [[Raymond af Toulouse]], [[Eustace af Boulogne]], [[Bohemond af Taranto]], [[Balduin af Flandern]] og [[Robert af Normandiet]]. Der var således ingen konger eller regenter blandt lederne i det Førte Korstog. Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejseren [[Alexios Komnenos]] nægtede dem adgang til byen, og nægtede at sætte dem over Bosporus, medmindre at de svor, at alt erobret land tilfaldt kejseren. Dette gjorde de, men overholdt blev det stort set ikke (den lilleasisatiske by Nikæa samt nogle få andre blev givet til kejseren).
 
I foråret [[1097]] var korstogshæren sat over til [[Lilleasien]], og man begav sig mod syd og øst, således at man fortrinsvis holdt sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien, og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både [[Edessa]] og [[Antiochia]]. Antiochia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelse blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.
 
I juni [[1099]] nåede man frem og erobrede Jerusalem. En af de gejtlige, der fulgte korstoget - Fulcher de Chartres - skrev senere en krønike ''Gesta Francorum Jherusalem'', hvori han beretter om indtagelsen af Jerusalem:
I juni [[1099]] nåede man frem og erobrede Jerusalem. Indtagelsen blev et veritabelt blodbad, men korsfarerne havde nu fuldført deres mission. Nu gjaldt det om at forsvare det der var vundet, og det Hellige Land blev derfor delt i en række enheder, som skulle forsvares: Grevskabet Edessa, Principatet Antiochi, Grevskabet Tripoli og Kongeriget Jerusalem. Sidstnævnte fik den overordnede magt, og varetoges eftere erobringen af Godtfred af Boullion og senere hans broder Balduin. Kejser Alexios fik således intet ud af erobringen, andet end at han slap af med korsfarerne uden at hans eget land blev plyndret. I tiden efter 1099 konsolideres de kristnes magt i det Hellige Land, og først i 1140'erne fik muslimerne en leder der formåede at give de kristne igen.
 
<blockquote>
”Men da den time var inde, da vor Herre Jesus Kristus led for os på korset [fredag den 15. juli 1099], gik vore riddere i tårnet, hertug Godtfred og hans bror, grev Eustace, voldsomt til angreb. En af vore riddere, ved navn Lethold, klatrede over bymuren, og så snart byens forsvarere så det, flygtede de alle bort fra muren. Så fulgte vores mænd efter dem, og huggede hovederne af dem hele vejen til Salomons tempel.”
(...)
”Der var sådant et slagteri, at vores mænd vadede i blod til op over deres ankler. (…) Og vore pilgrimme strømmede ind i byen, og forfulgte og slagtede saracenerne hele vejen til Salomons tempel, hvor tyrkerne havde samlet sig. Fjenden kæmpede voldsomt hele dagen igennem, og deres blod flød gennem templet”.
<blockquote>
 
I juni [[1099]] nåede man frem og erobrede Jerusalem. Indtagelsen blev et veritabelt blodbad, men korsfarerne havde nu fuldført deres mission. Nu gjaldt det om at forsvare det der var vundet, og det Hellige Land blev derfor delt i en række enheder, som skulle forsvares: Grevskabet Edessa, Principatet Antiochi, Grevskabet Tripoli og Kongeriget Jerusalem. Sidstnævnte fik den overordnede magt, og varetoges eftere erobringen af Godtfred af Boullion og senere hans broder Balduin. Kejser Alexios fik således intet ud af erobringen, andet end at han slap af med korsfarerne uden at hans eget land blev plyndret. I tiden efter 1099 konsolideres de kristnes magt i det Hellige Land, og først i 1140'erne fik muslimerne en leder der formåede at give de kristne igen.
 
[[Svend 2. Estridsen|Svend Estridsens]] søn [[Svend Korsfarer]] deltog, men faldt i kamp i [[Tyrkiet]] i 1097, da en gruppe nordiske krigere blev overfaldet og nedkæmpet ved Antiochia.
63

redigeringer