George Monck, 1. hertug af Albemarle: Forskelle mellem versioner

Monck var af en beskeden, men gammel Devonshire familie. Han begyndte i en alder af 17 år sin militære løbebane, efter at være uddannet i [[Nederlandene|nederlandsk]] tjeneste. Efter først at have gjort tjeneste i flåden gik han over i landhæren og avancerede, da han var en særdeles dygtig officer, koldblodig og beregnende og over for soldaterne i stand til både at holde udmærket disciplin og vinde deres hengivenhed, til [[oberstløjtnant]], inden [[Brittiske borgerkrig|borgerkrigen]] brød ud.

Han sluttede sig til [[royalisterne]] og blev som [[oberst]] sendt til [[Irland]], hvor han i et par år under de vanskeligstevanskelige forhold, da hans soldater manglede alt, holdt kampen gående med parlamentets hær. [[1642]] vendte han tilbage til England og var nu stabschef i kongens hær, til han i 1644 blev fanget af [[parlamentstropperne]]. Først to år efter blev han fri og opgav nu kongens sag, hvorpå han blev sendt til [[Irland]] (1647) mod royalisterne, der i juli [[1649]] nødteovertalte ham til at kapitulere og rømme alle sine stillinger.

Hans [[underhandling]]er i den anledning, gjorde ham mistænkelig i parlamentet, der ikke ville godkende kapitulationen, men [[Oliver Cromwell|Cromwell]], som forstod atder vurdereværdsatte hans militære evner, ansatte ham som [[generalløjtnant]] i den hær, han [[1650|i 1650]] førte til [[Skotland]], hvor. Monck, derudmærkede sig gentagne gange udmærkede sig i kampen mod [[Karl 2. af England|Karl II's]] tilhængere, nuog forblev i Skotland som kommanderende general indtil [[1660]], når undtages, at han [[1653]] under [[Blake]] deltog i søkrigen mod Holland og blandt andre træfninger også var med i det blodige slag ved [[Katwijk]] (8—108.—10. august), hvor [[Martin Tromp]] faldt.

Under sit ophold i Skotland afviste han royalisternes tilnærmelser, men Cromwells parti stolede ikke på ham, og efter protektorens død og hans søns tilbagetræden året efter (1659) ventede alle, at Monck ville gøre ende på militærherredømmet. MedHan sinvar sædvanligeimidlertid forsigtighedforsigtig forhastedeog hanforhastede sig ikke, og først nytårsdag 1660 marcherede han med 6000 mand ind i England og drog mod London, som han besatte uden modstand.

De af Cromwell 1648 udelukkede parlamentsmedlemmer blev nu atter indkaldt og indtog igen deres sæde i parlamentet, og forhandlingerne mellem Monck og Karl II havde så god fremgang, at det nyvalgte parlament, der 25. april afløste "[[det lange parlament]]", allerede 8. maj kunne erklære Karl for Englands konge, hvorpå hans festlige landstigning fandt sted 26. maj. Monck blevfik selvfølgelig overøst medtalrige hædersbevisninger af den taknemmelige kongekongen, der udnævnte ham til [[hertug af Albemarle]], [[hosebåndsridder]], [[overstaldmester]], [[kammerherre]] og medlem af [[Privy Council|gehejmerådet]].

Monck kom dog hverken til at spille en rolle som politiker eller ved hoffet, men fandtvendte lejlighedtilbage til attermillitær at udmærke sig som krigertjeneste, idethvor han som [[admiral]] kæmpede med den hollandske flåde under [[Michiel de Ruyter|Ruyter]] i det vældigestore firedagesslag ved [[Dunkerque]] (11.—15. juni 1666),. hvorHer sejrede hollænderne sejredei første omgang, men et par uger efter tilføjede Monck dem et føleligt nederlag. Lige til sin død var Monck genstand for stor respekt fra alle sider.

* Monck, George [https://biography.yourdictionary.com/george-monck George Monck]. YourDictionary. Hentet 16. marts 2022.