Sunna: Forskelle mellem versioner

I Sunna fortælles alt, hvad Muhammed har sagt, accepteret og gjort, idet den består af Muhammed-[[biografi]]er ([[Sira]]) og [[hadith]].

Sunna staves også med "h": Sunnah, h er stumt ved slutningen af det arabiske ord : سنة

”Sunnah” er et arabisk ord, som etymologisk betyder: metode, vej, eksempel eller model. Profeten har sagt: ”Den, der starter en god sunnah, får ikke kun belønning for sig selv, men også for andre, der har gjort som ham, indtil Dommedag. Og den, der starter en dårlig sunnah, bliver ikke kun straffet for det, han har gjort, men også for det, som andre har gjort ved at efterligne ham indtil Dommedag.” Iflg. Sharî’a betyder Sunnah’en alt det, som Profeten har sagt, gjort eller stiltiende accepteret. Tale-Sunnah er f.eks.: Om havet: (dets vand er Tahour, dette døde er Halal) Handlings- Sunnah er f.eks. : Hvordan Profeten forrettede de fem daglige bønner, hvordan Profeten foretog pilgrimsfærd (al Hadj) eller hvordan Profeten accepterede et vidne i stedet for to, hvis den, der fremsatte en påstand kunne sværge på den. Accept-Sunnah er f.eks.: Det, som Profetens sahaba (følgere) gjorde, og som han stiltiende accepterede – enten ved ikke at udtale sig, ved ikke klart at tage afstand, eller ved at vise sin accept i form af glæde, som f.eks.: To sahaba, der var på rejse, skulle bede den tredje bøn. Da de ikke havde vand til at foretage den rituelle afvaskning (wudû’), foretog de den symbolsk (tajamum). Da de senere fandt vand, gentog den ene af dem bønnen – den anden ikke. Da Profeten hørte derom, sagde han til den, der ikke havde gentaget bønnen: ”Du har ramt Sunnah’en” - og til den, der havde gentaget bønnen, sagde han: ”Du vil få dobbelt belønning.” Et andet eksempel er Muads svar til Profeten, da han ville sende ham til Yemen. Profeten spurgte ham: ”Hvad vil du bruge som kilde, når du skal dømme i en sag?” Muads svar var: ”Koranen. Hvis jeg ikke kan finde noget i den, vil jeg bruge Profetens Sunnah. Og hvis jeg ikke kan finde noget i den, vil jeg anstrenge mig for at danne mig min mening.” Profeten accepterede og sagde: ”Tak til Allah, som har vist Profetens budbringer den rette vej.”

Muslimerne tror, at Allah har sendt Profeten med to centrale opgaver: At videregive Koranen til menneskene: Oh Profet! Videregiv det, der blev åbenbaret til dig fra Allah. Hvis du ikke gør det, har du ikke videregivet Hans Budskab. (5:68) At forklare Koranens betydning: Vi har åbenbaret advarselen (Koranen), for at du forklarer menneskene det, der er nedsendt til dem og for at de måtænkemå tænke efter. (16:45) 1.) Ud fra dette kan man forstå, at Sunnah’en, som er forklarende, er blevet bevaret ligesom Koranen, fordi et bevis kun har værdi sammen med sin forklaring. Det er Os, der lidt efter lidt har nedsendt advarslen (Koranen), og Vi vil bevare den (imod forvanskning og udslettelse). (15:10) 2.) Imam Shâfi’î har vist os forskellen mellem Koranen og Sunnah’en: ”Koranen er samlet i én bog, medens Sunnah’en er opdelt - og det, der er opdelt, er her på jorden sammen med Bogen (Koranen).” Det er de lærdes viden om Sunnah’en, der udgør forskellen imellem dem. Imam Shâfi’î siger i bogen Al-Rissalah: ”Det arabiske sprog er det mest omfattende og har det største ordforråd, og der findes ikke noget menneske, som kender alle afskygninger af dette sprog – undtagen én der er profet.” Hvorfor nævner Shâfi’î det arabiske sprog i denne sammenhæng? Det er, fordi kendskab til det arabiske sprog hos araberne er lige så vigtigt som kendskab til Sunnah’en hos de retslærde (fuqaha): ”Vi kender ikke nogen, der har samlet Sunnah’en, og som ikke har glemt en del af den. Hvis vi samler alle lærdes viden, har vi Sunnah’en. Og hvis man spreder én lærds viden, er der flere dele, han ikke kan huske; men som han kan finde hos andre.” (Al- Rissalah side 42-43) 3.)

En anden form for specificering : Ang. arv siger Koranen: ... til en dreng så meget som to pigers andel, men hvis der er piger over (tallet) to, så skal de have to tredjedele af, hvad den (afdøde) efterlader sig. Er der kun én, så skal hun have halvdelen... (4:12) Dette vers er generelt; men Sunnah’en har præciseret, at reglen ikke gælder, når de implicerede parter har forskellig tro. Iflg. Usama Ibn Zaid har Profeten sagt: ”En Muslim må ikke arve en vantro, og en vantro må ikke arve en muslim.” (al-Bukhâri)

Den forklarer det, der kan misforstås: Den er en slags [[eksegese]]. Spis og drik, indtil I kan skelne en hvid tråd fra en sort i dagningen. (2:188) Da dette vers var blevet åbenbaret, fortalte Adij Ibn Hatim: ”Jeg tog en sort og en hvid tråd og lagde dem under min hovedpude. Jeg kiggede på dem om natten; men jeg kunne ikke se nogen forskel. Jeg fortalte dette til Profeten, som sagde: ”Det er nattens mørke og dagens lys.”” (al-Bukhâri).

Den begrænser det ubegrænsede: I skal have halvdelen af, hvad jeres hustruer efterlader sig, hvis de ikke har børn. Og hvis de har børn, så skal I have en fjerdedel af, hvad de efterlader sig, efter at jeres gæld og stiftende legater (testamente) er fratrukket... (4:13) Dette vers specificerer ikke hvem, der kan modtage testaentarisketestamentariske gaver, og hvor stor en del af formuen, der kan testamenteres bort. Iflg. Sunnah’en må de testamentariske gaver ikke overstige en tredjedel af formuen, og legale arvinger kan ikke modtage testamentariske gaver. Iflg. Mus’ab Ibn Saad Ibn Abi Waqqas sagde hans far: ”Profeten besøgte mig på mit dødsleje. Jeg sagde: ”Jeg vil testamentere hele min formue bort.” Profeten sagde: ”Nej.” Så sagde jeg: ”Halvdelen?” Så sagde Profeten: ”Nej.” Så sagde jeg: ”En tredjedel.” Så sagde Profeten: ”Ja, og tredjedelen er meget.” (Muslim). Iflg. Abu Umama hørte han Profeten sige: ”Allah har givet enhver sin ret. Og den, der har arveret, har ikke ret til at modtage testamentariske gaver.” (Abu Dawud). 5.)

Profetens hadîth gør det tydeligere, at Islam tages fra to kilder : Koranen og Sunnah’en. Koranens vers tydeliggør, at hengivelse til Allah og til Profeten er en forpligtelse. Ingen af de lærde muslimer har sagt, at Sunnah’en lovgiver uden om Koranen, men én af Profetens profetier er, at der kommer engang, hvor nogle folk vil kalde sig Koranens folk, og som ikke vil anerkende Sunnah’en. Hadîth siger: ”Der vil snart være én, der hører én af mine hadîth, og som vil sige: ”Koranen er mellem jer og os. Det vi finder i den som halal, vil vi tage som halal , og det, vi finder i den, som haram, vil vi tage som haram. Husk, at det Profeten har forbudt, er forbudt iflg. Allah.” (Sahih al jami’ assaghir no.8038).

Der findes ingen stærk Sunnah (sahih hadîth), som de lærde har accepteret, og som modsiger Koranen. Så hvis der er nogen, der mener, der er modsætninger, bør de prompte tage afstand fra det, og den lærde, der får kendskab til deres mening, må finde årsagen: Årsagen kan være uegnethed til at finde relationen (sammenhængen) mellem det generelle og det, som Sunnah fastlægger. Alkama siger : ”Jeg har været hos Aicha. Så kom Abu Huraira, og hun sagde: ”Er det dig, der siger, at en kvinde blev straffet for en kat, som hun lod sulte og tørste!?” Han sagde: ”Ved du, hvad den kvinde var? Den kvinde var oven i købet vantro, den troende er mere værdig for Allah end at han vil blive straffet for en kat! Hvis du viderebringer Profetens udsagn, så vær forsigtig med, hvad du siger.”Aicha” Aicha kunne ikke forestille sig, at en troende straffes for et dyr, men de lærde har accepteret denne hadîth og har forklaret det som en af islams fortrin: I hvert levende væsen er der belønning (ajr), og mennesket straffes for lidelser, de udsætter dyr for – ligesom de straffes for de lidelser, de udsætter mennesker for. (bab al aula) (det mere sandsynlige = prioriterings principprioriteringsprincip). Imam Ahmad).

En stor del af Sunnah’en handler om Muhammeds daglige færden, og om skik og brug. Det domæne er frivilligt, og individet må gerne rette sig efter de forskellige situationer, som det befinder sig i - med respekt for overordnede principper. For at en handling får status af ’ibada (tilbedelse), må den skifte zone fra skik til efterligning af Muhammed - medmindre omstændighederne ikke giver mulighed for efterligning. Konteksten skal altid tages i betragtning uden at dræbe islams ånd og charias[[Sharia|sharias]] principper.