Pave Gregor 7.: Forskelle mellem versioner

Et kirkemøde i Rom i 1059 gjorde pavevalget uafhængigt af den tyske konge og de romerske stormænd. Paven skulle nu vælges af [[Kardinal (katolske kirke)|kardinal]]erne (pavens [[domkapitel]]), dvs. 7syv [[biskop]]per fra Roms omlandopland, samt de fast ansatte gejstlige ved Roms hovedkirker. Senere blev denne kreds fastsat til et antal af 70.Som [[apostelen Peter|St. Peters]] arvtager mente Gregor 7. sig at have uindskrænket magt over hele kirkekirken og de verdslige fyrster. For ham var [[kongedømme]]t et udslag af menneskeligt hovmod. I hans øjne var staten som [[månen]] i forhold til [[solen]], som den låner sit lys fra. Han definerede blind lydighed mod paven som [[kristendommen]]s væsen. Han indskærpede også præsternes [[cølibat]], og erkærede gifte præsters embedshandlinger for ugyldige, selv om der ikke forelå nogen bibelsk hjemmel for det. Gradvis afløste et diskret [[frille]]liv [[ægteskab]]et.<ref>[[Lorenz Bergmann]]: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 180), forlaget Haase, København 1973</ref>

Høje kirkelige embeder sad med store jordegodser som [[len]], og efterhånden blev biskopper indsat, ved, at [[lensherre]]n overrakte dem ringen og staven, der egentlig var kirkelige værdighedstegn, der [[symbol]]iserede biskoppens ægteskab med [[menighed]]en og hans hyrdegerning. Kirkelige embeder blev også købt og solgt ([[simoni|simoni.)]]). I 1075 indskærpede Gregor 7. tidligere pavers forbud mod lægmandsinvestitur og simoni. Herved om han i strid med den [[Tysk-romerske rige|tysk-romerske]] [[kejser]] [[Henrik 4., tysk-romersk kejser|Henrik 4.]] omkring år [[1076]].<ref>{{runeberg.org|salmonsen|2|10|0107.html Gregor VII|[[Laust Moltesen]]}}</ref> Forbuddet ville fratage kejseren hans magt over sinehans [[vasal]]ler, og han fik et tysk kirkemøde til at erklære Gregorsvalget valgaf Gregor til pave for ugyldigt, men. Gregor svarede med at lyse Henrik 4. i band, afsætte ham og løse hans undersåtter fra deres troskabsed. Den middelalderlige lensstat hvilede netop, på at eden var hellig. Henriks modstandere benyttede chancen til at rejse sig mod ham, og en kold vinterdag i 1077 så han ingen anden udvej end at ydmyge sig for paven. Barfodet og iført bodskjorte mødte han frem udenfor [[borg]]en Canossa, hvor paven opholdt sig, og borgporten forblevvar lukket frem til den tredje dag, da den omsider gik op. Henrik fik foretræde for paven, der trak sin [[bandlysning]] tilbage motmod kejserens løfte om at opgive sin ret til investituren.<ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 181)</ref>

Men striden blussede snart op igen. For anden gang blev kejseren lyst i band og løste undersåtterne fra troskabseden; men denne gang havde Henrik 4. støtte iaf folket, indtog Rom og udnævnte en [[modpave]], der kronede ham til kejser. Gregor søgte tilflugt hos [[normanner]]ne i Syditalien, hvor han også døde. Hans sidste ord skal have været: "''Jeg har elsket retfærdighed og hadet uretfærdighed; derfor dør jeg i landflygtighed''." I egne øjne var han en [[martyr]] for den gode sag. Men retfærdighed var for ham en fuldkommen hensynsløshed for at sikre kirken uindskrænket magt, og han anså det helt acceptabelt at bryde sit ord og opmuntre til oprør, så sandt det gavnede kirkens magt. Ingen pave har gjort mere for at dreje den katolske kirke til en verdslig, politisk institution, og en af datidens [[asket]]er kaldte ham da også "''min hellige [[satan]]''".<ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 182)</ref>