Ur: Forskelle mellem versioner

Uret har haft en uundværlig rolle i historiens udvikling. Før mennesket opfandt metoder til at måle tiden, havde naturen allerede sat nogle naturlige tidsintervaller, som [[dag]], [[måned]] og [[år]]. I vores tid er uret en vigtig del af hverdagen.

Gennem tiderne har der været mange instrumenter til at måle tiden med, herunder skygge- og [[solur]], [[vandur]] og [[timeglas|sandursand-ur]]. De første solure menes opfundet f.Kr. i [[det gamle Egypten]]. Vanduret kan benyttes om natten, i overskyet vejr og indendørs.

Et solur er et instrument, som viser [[tid]]en ved at udnytte solens position på himlen. <ref name="den danske">[https://denstoredanske.lex.dk/solur https://denstoredanske.lex.dk/solur], Den store Danske </ref> De mest almindelige solure har en ''gnomon'', hvorfra der bliver dannetdanner en skygge, som sammenbevæger sig med solens position rykker sig. En ''gnomon'' er som regel en lang tynd pind. Rundt om solurets ''gnomon'' er der en plade, hvor dagens timer er markeret med linjer. Solure skal opstilles nøjagtigt ift. jordens rotationsakse for at kunne vise tiden præcist. I de fleste tilfælde skal solurets ''gnomon'' pege mod den rigtigegeografiske [[nordpolen|nordpol]] (ikke den magnetiske nordpol, som et [[kompas]] peger mod).

Der findes solure, hvorder viser tiden vises vedmed en skygge, og andre, hvor en lysstråle viser tiden. Begge har en plade med dagens timer indtegnet. Soluret, som bruger skygge, har en ''gnomon'', som både kan være vandret, lodret eller i en anden bestemt vinkel, matematisk udregnet. Da solurets ''gnomon'' skal passe til [[Jorden#Rotation|jordens rotationsakse]], kanbetyder det betyde, at det må tilpasses hver [[årstid]]. Soluret, som bruger en lysstråle som indikator, har ikke en ''gnomon'', men enten et [[spejl]], som reflekterer solens stråler ned på pladen, eller et lille hul, som slipper sollysen solstråle igennem, så der dannes en stråle.

Vandure har været benyttet i [[Egypten]] fra 1400-tallet f.v.tKr. I [[oldtiden]]s [[Grækenland]] benyttedes vandure til at måle taletiden ved [[domstol]]ene i [[Athen]].<ref name="invento">[http://inventors.about.com/library/weekly/aa071401a.htm http://inventors.about.com/library/weekly/aa071401a.htm], inventors about waterclocks.</ref> Efterhånden som vandet dryppede ud, sank en flyder med vandstanden inde i uret og viste tiden på en gennemsigtig beholder, hvor de tolv timer var afmærket. Sådan et vandur blev kaldt ''clepsydra'' med betydningen "vandtyv" (af [[græsk]] ''cleps'' = stjæle; ''hydor'' = vand). Nogle var mere komplicerede: vandet drev et [[tandhjul]]system, der flyttede en viser omkring på en skive som på et moderne ur. Visere kunne være en pegestokpegepind i hånden på en figur øverst på vanduret, og de fineste ''clepsydrae'' trillede små kugler frem ved timeskifte eller blæste i en fløjte. I romerske retssale holdt retsbetjentene omhyggeligomhyggeligt opsyn med et stort vandur under [[rettergang|retssagen]]e. Uret blev standset, mens man læste sagens dokumenter blev læst op og blev sat i gang igen, når proceduren fortsatte. Pga. sagførernes snakkesalighed måtte partsindlæggene reguleres. En vis tid (dvs. et vist kvantum vand) blev tildelt aktorat, forsvar og [[dommer]]e. [[Plinius den Ældre]] fortæller, at han havde fået ikke mindre end ti ''clepsydrae'' til rådighed under en vigtig sag, og alligevel var han ikke færdig efter at have talt uafbrudt i fem timer. Han fik dog bevillgetbevilget fire ''clepsydrae'' til. [[Martial]] [[ironi]]serer over en sagfører: "''Modstræbende har dommeren givet dig så meget som syv vandure, gode Cæcilianus, men du taler så længe og så højt med tilbagekastet hoved og drikker lunkent vand hele tiden, at jeg foreslår dig at tilfredsstille din snakkesalighed og din tørst samtidig: Drik af vanduret!"''" <ref>H.V. Morton: ''En reise i Rom'' (s. 63), Lutherstiftelsen, Oslo 1967</ref>

På kejser [[Vespasian]]s tid havde [[vandur]]e næsten helt erstattet solure i [[Romerriget]]. Længe efter at egyptere og grækere havde skaffet sig mekaniske apparater til at måle tiden, blev tiden i Rom aflæst af et græsk solur graderet efter [[Catania]] på [[Sicilien]] og udråbt af en [[herold]] i nærheden af [[romerske senat|senatet]]. Når solen nåede middagshøjde, råbte han: "''Meridius est!''" Efterhånden blev mere nøjagitigenøjagtige solure opsat på Roms offentlige pladser, og til sidst kom vandurene i almindelig brug. <ref>H.V. Morton: ''En reise i Rom'' (s. 62-63)</ref>

Det levende lysurlys-ur er gammelt, og menes at stamme fra [[Kina]], da det optræder i et digt af You Jiangu fra år [[520]] e.Kr. Man lavede markeringen på lyset og vidste dermed, hvad klokken var, eller hvor lang tid, der var gået. [[Timeglas]]set (sanduret) er en nyere opfindelse; det ældste ses på et [[kalkmaleri]] fra [[1338]], <ref name="tek.hist">http://ibog.teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=521{{Dead link|date=januar 2022 |bot=InternetArchiveBot |fix-attempted=yes }}., Teknologi Historie 2005, af Peder Meyhoff, Peter Mouritsen og Systime A/S, ISBN 87-616-1142-5.</ref> hvor timeglasset tjente som [[symbol]] for døden. <ref>{{Cite web |url=http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/middelalder-1000-1536/livet-i-middelalderen/billedsprog/ |title=Arkiveret kopi |access-date=29. december 2016 |archive-date=30. december 2016 |archive-url=https://web.archive.org/web/20161230091126/http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/middelalder-1000-1536/livet-i-middelalderen/billedsprog/ |url-status=dead }}</ref> Timeglasset har to beholdere, forbundet i et lille hul, som tillader sandet at falde igennem. De fleste timeglas måler enten en time eller flere minutter. I Kina brugte man under [[Sung-dynastiet]] (920-1279) [[røgelse]]sure, som bestod af et røgelseskar, der oftest var udformet som en [[drage (fabeldyr)|drage]], <ref name="Nawcc">[http://www.nawcc.org/museum/nwcm/galleries/asian/incense.htm http://www.nawcc.org/museum/nwcm/galleries/asian/incense.htm] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20080518174519/http://www.nawcc.org/museum/nwcm/galleries/asian/incense.htm |date=18. maj 2008 }},</ref> hvor der var røgelse, der brændte i alt fra 1 dag til 1 måned. <ref name="books google">[http://books.google.com/books?id=8bXxHSZkWssC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q=incense&f=false, http://books.google.com/books?id=8bXxHSZkWssC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q=incense&f=false], Google books.</ref> Røgelsesurene var populære i Kina i både hjem og templer.

[[Pave Sylvester 2.]] opfandt en enkel mekanisme i [[966]], der ringede med regelmæssige mellemrum og kaldte [[munk]]ene til [[bøn]]. Den anses som begyndelsen til det mekaniske ur. <ref>[http://www.newyorkcarver.com/inventions4.htm The Virtual Medieval Abbey - Monastery Life in the Middle Ages<!-- Bot genereret titel -->]</ref> I [[middelalderen]] blev der foretaget eksperimenter med mekaniske ure, hvor man afprøvede forskellige bremsemekanismer til de faldende lodder, der kunne få viserne til at dreje rundt. I slutningen af 1200-tallet opfandt man [[hæmværk]]et, som fik uret til at gå langsomt og nøjagtigt. I 1300-tallet kom ideen med at udskifte lodderne med fjedre, hvorved uret kunne fremstilles i en bærbar størrelseversion.

[[Pave]]n havde før de mekaniske ure forordnet, at alle [[Kloster|klostre]] skulle have et solur, men da solure ikke er brugbare, når det er overskyet eller mørkt, begyndte udviklingen af det mekaniske ur. Verdens sandsynligvis ældste mekaniske ur, der stadig går, findes i [[Salisbury Cathedral|katedralen i Salisbury]] og blev håndsmedet i jern i eller før [[1386]]. Uret blev muligvis konstrueret af tre urmagere fra [[Nederland]], nemlig Johannes og Williemus Vriemand, samtog Johannes Jietuijt fra [[Delft]], som blev inviteret over af kong [[Edward 3. af England]]. <ref>{{Cite web |url=http://www.salisburycathedral.org.uk/visit-what-see/medieval-clock |title=Medieval Clock {{!}} Salisbury Cathedral<!-- Bot genereret titel --> |access-date=29. december 2016 |archive-date= 1. februar 2017 |archive-url=https://web.archive.org/web/20170201231430/http://www.salisburycathedral.org.uk/visit-what-see/medieval-clock |url-status=dead }}</ref> Det mekaniske ur var mere avanceret end de hidtil brugte; da uret var mekanisk, kunnevirkede det gå døgnet rundt, meget nøjagtigt og regelmæssigt. Mekaniske ure består af fire hoveddele: drivmidlet, hjulværket, [[hæmværk]]et og regulatoren.

George Graham opfandt hæmværket i [[1715]] hæmværket, der elimineredesikrede, at uret gik ujævntjævnt. Hæmværket findes i de fleste pendulure. Vor tids mekaniske ure er oftest drevet af [[batteri]]er. Nye ure kan måle tiden baseret på målinger af svingninger i [[atom]]er eller i quartzkrystaller.