Persisterende organiske forurenere: Forskelle mellem versioner

Blandt de vigtigste persisterende organiske forurenere er [[aldrin]], [[chlordane]], [[DDT]], [[dieldrin]], [[endrin]], [[heptachlor]], [[hexachlorbenzen]] (HCB, perchlorbenzen eller PCB), [[mirex]], [[polyklorerede biphenyls]], [[polyklorerede dibenzodioxiner]], [[polyklorerede dibenzofuraner]], [[toxaphen]] og [[perfluoralkylforbindelser|perfluoralkylforbindelser eller PFAS]] som f.eks. [[perfluoroktansulfonsyre]] eller PFOS.

 

 

Disse stoffers [[gift]]ighed og persistens hænger sammen med deres lave opløselighed i [[vand]], deres høje opløselighed i [[lipid|lipider (fedtstoffer)]] og høje [[molekylvægt|molekylmasse]]. En betydende følge af deres høje fedtopløselighed er deres evne til at passere biologiske membraner om [[celle (biologi)|celle]]r og celle[[organel]]ler som [[mitochondrier]] og [[cellekerne]]r. En anden betydende følge af deres høje fedtopløselighed er deres akkumulation i levende organismers [[fedtvæv]]. Disse forhold betyder store sundhedsmæssige risici for mennesker og dyr.