Hallandsk: Forskelle mellem versioner

Karakteristisk er klusilsvækkelsen af ''p'', ''t'', og ''k'' til ''b'', ''d'' og ''g'', som er udbredt over hele Halland med undtagelse af den østlige del af [[Faurås herred]]. Der findes en palatalisering (kirke → kjorka, give → je). Desuden findes [[Diftong|diftongering]] af langt ''e'' til ''äi'', ''ai'', ''oi'' og ''åi'' i vid udstrækning (f. eks. sten → stajn, dele → dajla). Også verbernes personbøjning har været beavretbevaret<ref>Niels Åge Nielsen: ''Dansk dialektantologi'', 1978, s. 21 f.</ref>. Fra syd udbredte sig den skurrende tungerods-r-lyd, som også bruges i skånsk (i modsætning til tungespids-r)<ref>Bengt Pamp: ''Svenske dialekter'', 1978, s. 43</ref>