'''Den Hebraiske Bibels kanon''' er den liste eller det katalog af skrifter, som blev set som [[autoritet|autoritative]] i enten den [[jøde|jødiske]] bibel, [[Tanakh]], eller i de [[kristne]]s [[Gamle Testamente]]. Disse skrifter blev opfattet som norm for forkyndelse og lære, og udgør 39 bøger i den jødiske og den protestantiske kanon, hvorimod [[Den katolske kirke]] og [[de ortodokse kirker]] har flere bøger i deres [[Det Gamle Testamente|gammeltestamentlige]] [[Den bibelske kanon|kanon]].
== Tanakh ==
Den hebraiskejødiske bibel blev oprindeligt kaldt [[tanakh]] (hebr. תנ"ך) og var af jøderne delt i tre kategorier; Loven, Profeterne og Skrifterne. Denne tredeling kan spores helt tilbage til [[Siraks Bog]] i år 116 f.Kr hvor der skrives at: "''[bedstefaderen] helligede sig studiet af loven og profeterne og de andre fædrene skrifter''", men senere nævnes tredelingen også hos [[Filon af Aleksandria|Filon]] og [[Josefus]]. Også Det Nye Testamente refererer til denne deling i {{bib|Luk|luk|24|44}}, hvor Jesus henviser til det "som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne." samt [[Talmud]].<ref>Frank Stagg. ''New Testament Theology.'' Nashville, Broadman, 1962. ISBN 0-8054-1613-7</ref>. De tre dele blev gradvist anerkendt og autoriseret, men omfanget af den sidste afdeling "Skrifterne" blev først endeligt bestemt i år 90 e.Kr efter Jerusalems fald (år 70) på den såkaldte [[synode]] i [[Jamnia]]. Dette var dog sandsynligvis blot en stadfæstelse af, hvad der allerede var almene anerkendt. Baggrunden for denne jødiske synode menes at være at de kristne begyndte at accepteret deres kristne skrifter som autoritative. Det medvirkede formentlig til at jøderne "lukkede" deres kanon. Dog var det allerede i det 2. og 3. århundrede f.Kr blev almindeligt at opfatte det som at profetiens tid var forbi, og derfor findes der hellere ikke nogen bog i den hebraiske bibel efter denne tid.
