Friedrich Schleiermacher: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Kosmetiske ændringer.
m bot: ændre magisk link for ISBN til skabelon:ISBN; kosmetiske ændringer
 
Linje 31:
'''Friedrich Daniel Ernst Schleiermacher''' (født [[21. november]] [[1768]] i [[Breslau]], død [[12. februar]] [[1834]] i [[Berlin]]) var en [[Tyskland|tysk]] [[protestantisk]] [[teolog]] og [[filosof]].
 
Schleiermacher tilhørte [[romantikken|romantikernes]] kreds. Til forskel fra [[oplysningstiden|oplysningens]] rationelle [[religionsfilosofi]] forlagde han [[religion]]en til [[følelse (emotion)|følelsefølelsen]]n; religionens væsen er "fornemmelse og smag for det uendelige". [[Kristendom]]men har til opgave at forløse mennesket fra den "syndefulde endelighed".
 
Schleiermacher virkede først som [[prædikant]] men blev senere [[professor]] i [[Halle (Sachsen-Anhalt)|Halle]] og fra [[1810]] ved det nye universitet i Berlin, [[Humboldt-Universität zu Berlin]]. Der udviklede han en lære som udgår fra den "fromme selvbevidsthed" og afleder religionen fra mennesket. [[Kristus]] er "mennesket i sig", den guddommelige idé om mennesket, fra hvilken [[nåde (religion)|nåden]] og [[frelse]]n udgår.
 
[[Tro]]en og den indre kærlighed skal ifølge Schleiermacher være drivkraft for handling. I den ånd engagerede han sig for [[Kirke (institution)|kirkens]] frihed over for [[fyrste]]rne. Han omdefinerede endvidere [[dogmatik]]kens opgave ved at relativere den historisk. Den skal ikke føre til tro, men udvikle de troendes forståelse af troens indhold inden for en historisk epoke. Hans lære om troen og hans [[etik]] og [[hermeneutik]] har haft vidtrækkende eftervirkninger.
 
Grane<ref>Grane, Leif (1982). ''Kirken i det 19. århundrede : europæiske perspektiver''. København : Gad. {{ISBN |87-12-23220-3}}. DK5=27.17</ref> slutter sit afsnit om Schleiermacher med en vurdering af hans betydning:
<blockquote>
"... Det er ikke her opgaven at tage stilling til, om Schleiermacher havde ret. Hans storhed består i, at han ikke ville stille sig tilfreds med halve løsninger. Det er rigtigt , at han gør kristendommen til et integrerende led i det menneskelige åndsliv. Men inden man hæver stemmen, evt. på [[åbenbaring]]ens vegne, må man stille sig selv det spørgsmål, hvorledes vi skulle kunne beskæftige os med noget der ikke er menneskeligt? Det er let nok at sige åbenbaring og hævde, at den er guddommelig og ikke menneskelig, men har man dermed løst det problem, Schleiermacher arbejdede med? Sammenlignet med ham er tidens øvrige universitetssteologi som forsøg på at reagere på de vilkår, det nye århundrede stillede, relativt uinteressant. <br />
Linje 54:
 
{{FD|1768|1834|Schleiermacher, Friedrich}}
 
[[Kategori:Teologer fra Tyskland]]
[[Kategori:Filosoffer fra Tyskland]]