Hø: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Hjart (diskussion | bidrag) m Linkfix |
m bot: ændre magisk link for ISBN til skabelon:ISBN; kosmetiske ændringer |
||
Linje 5:
Det var opfindelsen af [[le]]en, der satte gang i enghø som foder[[afgrøde]]. Før den tid havde man brugt løvhø, altså afskårne grene med fastsiddende, grønne blade. Det var – og er stadig – et udmærket foder, som dyrene gerne æder, men det var besværligt at høste, og det fyldte meget under opbevaringen. På [[Öland]] og [[Gotland]] kan man stadig se [[løveng]]e, der opstår, når løvhøet er høstet.
Græsset eller de urteagtige planter skal helst slås kort før [[Sankthans|Sankt Hans]], dvs. lige før græssernes blomster "skrider" (springer ud). Netop på det tidspunkt er indholdet af [[mineral]]er, [[vitamin]]er og [[kulhydrat]]er højest. Hurtigst muligt skal høet ned under 15% vandindhold for at hindre [[mug (svamp)|mugdannelse]] og høet taber [[foderværdi]], hvis det bliver vasket igennem af [[regn]]. Det er grunden til, at man satte det op i vandafvisende stakke.
[[Fysiker]]en [[Freeman Dyson]] angav i 1999 høet som den vigtigste opfindelse i det seneste 2000 år, da han mente, det havde stor betydning for udviklingen af nordlige bycivilisationer som Wien, Paris, London, Berlin, Moskva og New York<ref>[[John Brockman]] (redaktør), ''De største opfindelser fra de sidste 2000 år'', [[Gyldendal]], 1999, {{ISBN
Da hø er meget arbejdskrævende at fremstille under kølige, nordiske forhold, har man mange steder opgivet fremstillingen og er i stedet gået over til at bruge [[ensilage|ensilering]] som [[konservering (madvarer)|konserveringsmetode]] for [[grovfoder]].
| |||