Urim og Tummim: Forskelle mellem versioner

I [[Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige]] (Mormonkirken) har betegnelsen »Urim og Tummim« fra omkring 18351833<ref>Det var angiveligt trykkeren [[W.W. Phelps]], der i 1833 som den første gisnede om, at oversætterstenene »i fordums tid [måske var kendt] som Terafim eller Urim og Tummim« ([[The Evening and Morning Star]], nr. 8, s. 2). To år senere indsatte kirken i ''[[Doctrine and Covenants]]'' fra [[1835]] med tilbagevirkende kraft ordene »Urim og Thummim« i en åbenbaring, som Smith skal have modtaget i 1828 ([http://www.kristus.dk/jkk/text.php?id=40010 Lære og Pagter 10,1]).</ref> traditionelt været brugt om flere forskelige [[seersten]], som kirkens grundlægger, amerikaneren [[Joseph Smith Jr.]], skal have benyttet i forbindelse med oversættelsen af ''[[Mormons Bog]]''. Det drejer sig om følgende sten:

*»To sten, indfattet i sølvbuer (...) fastgjort til et brystskjold«<ref>[http://www.kristus.dk/jkk/text.php?id=50302] Uddrag af profeten Joseph Smiths historie 1,35.</ref>, som ifølge Smith lå nedgravet sammen med nogle guldplader med indskrifter på, som Smith i september [[1827]] skal have fundet i en høj i staten [[New York (delstat)|New York]], og hvorfra ''Mormons Bog'' skal være oversat. Stenene omtales af Smiths samtidige som en slags briller. I selve ''Mormons Bog'' kaldes de dog ikke »Urim og Tummim«, men »oversættere«<ref>[http://www.kristus.dk/jkk/text.php?id=60808 Mosijas Bog 8,13].</ref>. Det skal være med disse to oversættersten, at Smith dikterede et foreløbigt manuskript på 116 sider, som imidlertid gik tabt<ref>En af Smiths skrivere, [[Martin Harris]], havde lånt manuskriptet med hjem for at vise det til sin hustru, som nærede mistro til Smith. Manuskriptet bortkom, mens det var i Harris' varetægt.</ref>, hvorfor Smith i sommeren 1828 fik frataget oversætterstenene —pladerne og for en tid også pladerne —oversætterstenene som straf for, at han havde overladt »det, der var helligt, i hænderne på en ugudelig mand«.<ref>[http://www.kristus.dk/jkk/text.php?id=40003 Lære og Pagter 3,12].</ref>. Ifølge kirkens officielle historie fik Smith både pladerne og stenene igen og brugte dem, indtil oversættelsen var tilendebragt.<ref>[http://www.kristus.dk/jkk/text.php?id=33039 ''Kirkens historie i tidernes fylde'', »Det tabte manuskript«.]</ref> Ifølge andre primære vidner fik Smith ikke oversætterstenene tilbage (se nedenfor).

*En eller flere seersten, som Smith i sin ungdom anvendte, når han lod sig hyre til at søge efter skjulte skatte i jorden. Det erskal være ved hjælp af en af disse sten, at hele ''Mormons Bog'', som den i dag foreligger, skal væreer oversat.<ref>»Med en besynderlig, oval og chokoladefarvet sten på størrelse med et æg, blot fladere (...) blev hele den nuværende Mormons Bog oversat« (interview med David Whitmer 14. januar 1885).</ref><ref>»Den første del, som min mand oversatte, oversatte han ved hjælp af Urim og Tummim, og det var den del, som bortkom for Martin Harris. Derefter benyttede han en lille sten. Den var ikke helt sort, men ganske mørk« (brev fra 27. marts 1876 fra Emma Smith Bidamon til Mrs. Pilgrim).</ref><ref>»[Smith] oversatte hele Mormons Bog ved hjælp af en lille sten. Jeg har erklæringer herom fra E.A. Cowdery (Olivers enke), Martin Harris og Emma Bidamon«, William E. McLellan citeret i Richard van Wagoner og Steven Waliler, »Joseph Smith: ›The Gift of Seeing‹«, Dialogue 15,2, s. 57.</ref>.