Besættelsen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
No edit summary |
||
Linje 23:
Besættelsen af Danmark blev gennemført så hurtigt, at mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den tyske besættelse allerede var et faktum. Den tyske besættelse var dog meget upopulær hos langt størstedelen af befolkningen, omend denne var delt i spørgsmålet om, hvordan man politisk skulle forholde sig til den. Der rejste sig hurtigt en meget dansk-national stemningsbølge i befolkningen, og fænomener som "algang" og "alsang" greb om sig. Samtidig blev kongen, [[Christian 10.]], gjort til et fremtrædende nationalt symbol. Der var dog endnu ikke antydning af aktiv modstand mod besættelsesmagten.
Der var derfor også en tysk interesse i at have et rimeligt forhold til Danmark, og for Danmark betød det, at regeringen forblev intakt, og at [[Folketing]]et fortsatte med at fungere mere eller mindre som før. Regeringen var i stand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. De danske politikere besluttede, at det danske [[
[[ Den danske regering bestod af [[Socialdemokraterne|Socialdemokratiet]] og [[Det radikale Venstre]] med [[Thorvald Stauning]] i spidsen. Selv var Stauning dybt foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa, men på trods af dette fulgte partierne en forhandlingsstrategi og håbede på at kunne bevare det [[demokrati]]ske styre og den danske selvbestemmelse så længe som muligt. Der var mange spørgsmål, som måtte afklares i månederne efter den tyske besættelse. For at imødekomme tyskerne accepterede den danske regering en række kompromisser:
Line 54 ⟶ 55:
I sommeren 1944 var der store folkestrejker i flere af de store byer. Der blev nu også oprettet kontakter mellem Frihedsrådet og politikerne, idet man jo efterhånden kunne imødese en afslutning på krigen. Spørgsmålet om landets styrelse i efterkrigstiden rejste sig. Forhandlingerne resulterede i en aftale om, at ministerposterne skulle fordeles med halvdelen til hver af de to parter, Frihedsrådet og politikerne.
Krigens sidste tid blev barsk. Den var præget af stor brutalitet fra tysk side, hvor sabotage blev gengældt med modterror, bl.a. de såkaldte "clearingmord" og "schalburgtage". Det danske politi var efter tysk mening ikke samarbejdsvilligt nok, og den 19. september 1944 blev politiet opløst. Ud af den danske politistyrke på 10.000 mand blev [[deportation af det danske politi|
Der var mangel på stort set alting, og de varer, man kunne få, var af dårlig kvalitet. Hertil kom i vinteren 1945 den store flygtningestrøm af tyskere fra østområderne, hvor russerne nu trængte frem. Kriminaliteten var naturligvis stor på baggrund af det manglende politi.
Line 66 ⟶ 67:
Selv om Danmark undgik mange af de vanskeligheder, som andre dele af det tyskbesatte Europa led under, var befolkningen udsat for en række vanskeligheder og gener som følge af besættelsen og krigen. Overordnet var Danmark imidlertid det krigsførende land i Europa, der blev mindst ramt af krigen og dens skadevirkninger. Mange danskere blev dog dræbt og fængslet som følge af deres indsats i [[Den danske modstandsbevægelse|modstandsbevægelsen]], og andre døde som følge af tysk terror. Landet blev også udsat for enkelte tilfælde af luftbombardementer, men skadevirkningerne var slet ikke sammenlignelige med, hvad der var tilfældet i lande som [[Norge]] eller [[Holland]]. Det eneste område i Danmark, der blev udsat for mere omfattende [[bombardement]]er, var Bornholm, hvilket var en følge af, at den tyske kommandant dér nægtede at overgive sig til de sovjetiske styrker.
Samlet blev over 850 medlemmer af modstandsbevægelsen dræbt under besættelsen. Omkring 900 civile mistede også livet som følge af bombardementer, optøjer eller tyske gengældelsesdrab. 39 danske soldater blev dræbt eller såret under den tyske invasion, og yderligere 4 blev dræbt den 29. august 1943.
En kilde <ref>"Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945." Udgivet 2002, side 281 </ref> angiver antallet af danskere i koncentrationslejr under 2. verdenskrig til 6.000, hvoraf ca. 600 døde (ca. 10 %). Sammenlignet med kz-fanger fra andre lande var det en relativt lav dødelighed.
Efter besættelsens ophør blev omkring 40.000 personer, der var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne, arresteret. Ud af disse 40.000 personer blev omkring 13.500 idømt én eller anden form for straf. 78 dødsdomme blev afsagt, men kun 46 blev eksekveret. Langt de fleste fik kortere fængselsdomme på under 4 år. Mange har senere kritiseret det efterfølgende retsopgør for i for høj grad at have fokuseret på ”almindelige” mennesker og ladet politikere og større virksomheder gå ustraffede. Et andet vanskeligt emne i forbindelse med retsopgøret var, hvordan man skulle forholde sig med dem, der blot havde fulgt regeringens anvisninger og opfordringer, og derfor havde samarbejdet økonomisk med tyskerne eller var gået i tysk krigstjeneste.
Line 82 ⟶ 85:
== Se også ==
* [[Thomas Sneum]]
== Noter ==
<references/>
==Eksterne henvisninger==
Line 88 ⟶ 95:
* [http://www.statsbiblioteket.dk/dlh/ak/htdocs/sepost.php?postid=384 Uddrag af BBCs danske udsendelse, 4. maj 1945, med budskabet om den tyske kapitulation]
* [http://www.dr.dk/befrielsen/da/forside/ DR's tema om Danmarks befrielse]
* [http://buchenwalddanish.libsyn.com/ Podcast med en af 2.000 danske politifolk i Buchenwald]
[[Kategori:Danmarks historie]]
| |||