Solvej Balle: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 3:
Solvej Balles gennembrud fulgte dog først rigigt med ''Ifølge Loven'' fra 1993, der gav Solvej Balle en central placering i 90'ernes danske litteratur sammen med andre kvindelige [[Forfatterskolen|Forfatterskoleelever]], som [[Helle Helle]] (''Eksempel på liv''), [[Kirsten Hammann]] (''Vera Winkelvir''), [[Christina Hesselholdt]] (''Køkkenet, gravkammeret & landskabet''), [[Merete Pryds Helle]] (''Vandpest'') og andre.
 
Fælles for alle disse forfattere er, at de alle er kvindelige forfattere som debuterede eller fik deres store gennembrud i og omkring 1993. Deres tekster var '''modernistiske''' i deres udtryk, og i form placerede de sig i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik som uplacerbar kort prosakortprosa. Tematisk set fortsatte de 80'ernes krop- og nærværstema, dog i en mere brutal og dissekerende form. Af andet tematisk indhold kan nævnes naturvidenskaben og natur mod kultur.
 
Virkemidler, der er typiske for Solvej Balle og de andre kvindelige 90'er -modernister, er minimalisme og metafiktion. Derved brød de kvindelige [[Forfatterskolen|forfatterskole]]prosaister både tematisk, formmæssigt og fortællemæssigt med den anden store tendens i samtiden, nemlig en ny realisme (fx. [[Jan Sonnergaard]] ''Radiator'' og senere [[Jakob Ejersbo]] ''Nordkraft'').
 
Solvej Balles ''Ifølge Loven'' er klasseeksemplet på en postmodernistisk tekst, hvor "''de store fortællinger er døde''". Derved sættes mennesket i ''Ifølge Loven'' uden rod, placeret i en ikke-ummidelbart genkendelig verden (et absurd univers). I dette univers leger det metafiktive projekt med de fiktive personers monomane projekter. I ''Ifølge Loven'' tages det postmoderne menneskes dehumaniserende vilkår op til debat.