[[Christian 4.]]'s deltagelse i [[Trediveårskrigen]] kaldes også '''Kejserkrigen'''. Den danske konge var egentlig mest interesseret i at forhindre at den [[Gustav 2. Adolf af Sverige|svenske konge]] kom til at stå i spidsen for alliancen mod den [[Ferdinand 2. (Tysk-romerske rige)|tyske kejser]], men andre faktorer spillede også ind, såsom en tysk kejserlig trussel mod Danmark og kongens fyrstedømmer, Slesvig og Holsten, samt [[Den Protestantiske Union]]s kamp mod [[Den Katolske Liga (Tyskland)|Den Katolske Liga]].
Trediveårskrigen starter med [[Den bøhmiske krigopstand]], som kongen i starten af 1620'erne forsøger at få Danmark til at undsætte på [[Bøhmen|bøhmisk]] side. Gentagende gange afslår [[rigsråd|rigsrådet]] dette, bl.a. med henvisning til at den tyske kejser er for mægtigt til, at det danske rige har råd til en sådan krig. Rigsrådet er desuden betænkelige ved svenskernes position i sagen og frygter at de kan finde på at angribe landet, hvis det kommer til at gå Danmark skidt i den tyske religionskrig. I marts [[1625]] vælger kongen at gå uden om rigsrådet; hans position som hertug af [[Holsten]] er uafhængig af den danske krone og dermed rigsrådet, og i kraft af dette bliver han d. [[26. marts]] valgt til [[kredsoberst]] (militær øverstkommanderende) for den [[Niedersachsen|niedersachsiske]] kreds. Efter et års kamp frem og tilbage ender eventyret brat d. [[17. august]] [[1626]], da kongens hær næsten bliver udslettet i et slag uden for [[Slaget ved Lutter am Barenberg|Lutter am Barenberg]]. Kongens foretagende ender dermed i fiasko og medfører at Danmark officelt drages ind i Trediveårskrigen da kejserens tropper, under general [[Albrecht von Wallenstein|Wallenstein]], året efter indvaderer og udplyndrer [[Jylland]]. Efter at have narret den tyske kejser til at tro at Danmark er på vej ind i en alliance med [[Sverige]], lykkes det i maj [[1629]] i [[Freden i Lübeck|Lübeck]] at få forhandlet sig frem til fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark, samt Slesvig og Holsten til kongen, mod at han lover aldrig igen at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik i samme forbindelse én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. De så det som en bedre investering end at risikere at kongen ville føre krigen videre.
