Åger: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
OdderBot (diskussion | bidrag)
m robot Tilføjer: no:Åger
m Sprogrettelse gennemført; {{salmonsens}} fjernet; artiklen trænger dog til at blive ført op til nutidens forhold!
Linje 1:
{{wikificering}}
{{Straffelovsovertrædelser}}
Oprindelig er '''åger''' den handlingdet at tage en højere rente af et lån end den, der er tilladt ved [[lovgivning]]en. tilladte, iI nyere forstandtid også det forhold at skaffe sig ubluurimelig fordel af enet pengeforstrækning[[udlån]] eller en anden retshandel ved at udbytteudnytte sin medkontrahentslåntagerens nød, letsindighed eller uerfarenhedmangel på [[erfaring]]. Tidligere var det ofte forbudt overhovedet at tage [[rente]]r. i det hele taget, og så længe handelssamkvemmethandelsforholdene ervar uudvikletenkle, ervar der ingen brug for pengekreditten, hvorforog manderfor opstilleropstillede man sætningen ''da penge er ufrugtbare, kan de ikke frembringe penge'' ([[latin]] ''nummus non nummum parit''). UdDet var ud fra denne betragtning, og i særdeleshed fordi udlån mod rente let skaber misbruggrundlag affor magtenulovlig over[[tvang]] formod den trængendelåntageren, forkastedesat rentetagenman forkastede rentetagning i al almindelighed. Lån fremtræderskulle dai stedet betragtes som en barmhjertigheds- og kærlighedsgerning.
 
Efter [[mosaisk tro|mosaisk ret]] var formuende folk endog forpligtede til at yde vederlagsfritrentefrit lån til deres landsmænd (dog opr.oprindeligt kun når disse var fattige, men senere blev kravet ubetinget). Efter [[romerret|romersk ret]] var det gennemgåendederimod tilladt at tage rente. Ii følgede fleste tilfælde. Ifølge de [[12 tavlers love]] var den højestehøjest tilladte rente 8 1/3 % pro anno (''foenus unciarium''', dvs. et lån, hvor renten udgjordevar en tolvtedel af kapitalenlånebeløbet). Senere blev rentefoden nedsat til det halve, og ved [[''Lex Genusia'']] fra år 332 f.Kr. blev det endog forbudt romerske borgere overhovedet at tage rente af hinanden. Dette forbud overholdtesblev dog ikke. Omkringoverholdt, og omkring Kristi fødsel var den højestehøjest tilladte rente steget til 1% om måneden (''usuraeeller centesimae''altså 12 % pro anno). Efter Justinians lovgivning måtte købmænd tage 8 % pro anno, personer af den højeste rangklasse (''homines illustres'') 4% og andre 6%. AtDerimod var det forbudt at tage [[rentes rente]] (anatocisme) var forbudt.
 
I [[middelalder]]en gjordevar der sig snart den betragtning gældendeopfattelsen, at det var forkasteligt overhovedet at tage renter. Dette har sikkert delvis haft sin virkelige grund i, at man kunne undvære lån mod renter under de daforarmede beståendeforretningsforhold, mindreder udvikledefandtes forretningsforhold;i begyndelsen af perioden, men detofficielt fremtrådte det som et udtryk for en medreligiøs mosaiskbetragtning, retder stemmendevar religiøsi betragtningoverensstemmelse med mosaisk ret. EfterI atbegyndelsen var det førstforbudt havdefor været blotde [[gejstlig]]e forbudtalene, erklæredemen i [[Pave443]]n erklærede [[443pave]]n det for en fordømmelig handling, atogså selvnår lægfolk tog renter, og endelig blev de, der bedrev åger, på [[koncil]]iet i [[Vienne]] [[1311]] blev endelig de, der bedrev åger, truet med udelukkelse fra [[nadver]]en samt med frakendelse af retretten til at oprette [[testamente]] og til at blive begravet i indviet jord. DetteDenne kanoniske retsregel med det absolutte forbud mod åger blev, som en kanonisk retsregel, gældende i hele [[Europa]]. Men medens det i andre lande tilligeogså fikblev understøttelseunderbygget gennem den verdslige lovgivning, bestod forbudet i [[Danmark]] kun, indtil den kanoniske ret havde tabt sin gyldighed ved [[reformationen]] i [[1536]]. Ganske vist blev det erklæret for usømmeligt og ukristeligt at tage renter ifølge [[Christian 3.]]s lovgivning, men samtidig var det dog tilladt at kræve 5% pro anno af lån i form af penge, korn eller andet. Denne maksimumgrænse blev forhøjet til 6 % under [[Christian 5.]].
lovgivning, bestod forbudet i [[Danmark]] kun, indtil den kanoniske ret ved [[reformationen]]s indførelse [[1536]] havde tabt sin gyldighed. Vel blev det i [[Christian 3.]]s lovgivning erklæret for usømmeligt og ukristeligt at tage renter; men samtidig tillodes det dog at betinge sig 5% pro anno af penge, korn eller andet, hvilken maksimumsrente [[Christian 5.]] forhøjede til 6%.
 
6 %-reglen er optaget i [[Christian 5.]]'s [[Danske Lov]] 5-14-5
Denne regel er optaget i [[Christian 5.]]'s [[Danske Lov]] 5-14-5; den er endnu formelt i kraft med hensyn til lån af andet end penge, men vil ikke blive anvendt. Hvad angaar pengelån, blev den højeste tilladte rente først nedsat til 5% i [[1813]], senere til 4% i [[1820]], men ved lov af 6. april
, og den er endnu formelt i kraft med hensyn til lån af andet end penge, men bliver ikke anvendt. Hvad angår pengelån, blev den højeste tilladte rente først nedsat til 5% i [[1813]], senere til 4% i [[1820]], men ved lov af 6. april [[1855]] blev al rentetagen givet fri, undtagen for så vidthvad angår udlån imod pant i fast ejendom. Ved det sidste er den højeste tilladte årlige rente stadig 4%, dog kan man altid begære en gratis bevilling til at tage indtil 6%, jf. lov nr. 52 af 27. marts 1912.
stadig 4%, dog kan man altid begære en gratis bevilling til at tage indtil 6%, jf. lov nr. 52 af 27. marts 1912. Omtrent samtidig med loven af 1855 havde de fleste andre europæiske stater (undtagen [[Frankrig]]) udstedt love, der på ingen måde gav rentefoden fri.
 
Omtrent samtidig med loven af 1855 havde de fleste andre europæiske stater (undtagen [[Frankrig]]) udstedt love, der på ingen måde gav rentefoden fri. Ågerlovgivningen var nemlig blevet ivrigt angrebet fra slutningen af det [[18. århårhundrede]]. blevetDet ivrigtblev angrebet.hævdet, Detat stærkereet udvikledemere økonomisketæt, økonomisk samkvem nødvendiggjorde ikke blot nødvendiggjorde, at man havde adgang til at tage en vis højere rente end tidligere tilladt, men man måtte - blev det sagt - efter omstændighederne have ret til at tage en hvilken som helst rente. DetArgumentet var nemlig, at det ikke alene var umuligt at fastslåfastsætte som denen højeste tilladte rentemaksimumrente, hvadfordi man mente der svarede til den sædvanlige prisprisenpengene,penge fornødvendigvis dennemåtte prisvære nødvendigvisskiftende. væreMen vekslende;desuden menvar det varogså umuligt endog blotbare at fastslå en passende højeste rentemaksimalrente for de enkelte artertyper af kontraktforhold. Bl.a. måtte den større eller mindre risiko ved at yde lånet motivere en stærkt vekslende rentefod. På den anden side virkede ågerlovene alligevel ikke, som de skulle;, thifor de var lette at omgå. Den tvang, som loven pålagde kreditor, førte kun til, at derman valgteslavede omvejesig smutveje, (gennem store forudbetalinger eller forskrivningerved forat langtpåtage meresig større gæld, end det lånteman havde lånt, gennem høje provisioner, når lånet periodisk skulle fornyes, eller påtvingelse af varervarekøb til ubluurimelige priser), også på den dervedmåde gjordesblev skyldnerenslåntagerens vilkaarvilkår endnu hårdere.
 
I nyere tid har man atter givet love imod åger og fastsat straf derforfor overtrædelse. Man har søgt at formulere lovbud, der nøjere end de tidligere love ramte kernen i ågerforbrydelsen: tilmere ublupræcist fordelend vedde låntidligere love: at udnytte andres nød, letsindighed eller uerfarenhedmangel på erfaring til skaffe sig urimelige fordele. I den danske [[rigsdag]] blev der i samlingen 1886-87 af regeringen forelagt et lovforslag fra regeringen, derdet dogblev ikke er blevet til lovvedtaget. Forslaget stemte i alt væsentligt overenshovedtrækkene med den tyske rigslov af 24. maj 1880, jf. også østrigsk lov af 28. maj 1881. Senere har svensk lov om åger af 14. juni 1901 og norsk straffelov (1902) i §§295-297 (jf. dansk straffelovsudkast 1912 §§330-332) indført lignende straffebestemmelser. Lovgivningerne erklærer nu også de indgåede kontrakter med ågerrenter for uforbindendeugyldige, se norsk lov (1902) om straffelovens ikrafttræden §17, tysk borgerlig lovbog § 138, schweizisk obligationsretslov (1911) §21, altaltsammen i tilslutninghenhold til almindelige regler om kontrakters ugyldighed, særlig engelske og amerikanske regler om ''undue influence''.
 
Også den skandinaviske obligationsretskomités forslag af 1913 til lov om aftaler med videre indeholder i §32 tilsvarende regler: Når nogen har
udnyttet en andens nød, letsind, enfoldighed, uerfarenhed eller et afhængighedsforhold mellem dem bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betingekræve fordele, som står i åbenbart misforhold til, hvad derfor ydes osv.
 
Vanskeligheden ved lovgivning imod åger ligger i, at man efterikke atkan havefinde opgivetnogen atsikker stræbeydre modgrænse måletmellem veddet atulovlige sætteog grænserdet forlovlige, denda tilladteman renteshar størrelse, ikke synesopgivet at kunnefastsætte findegrænser nogetfor sikkerttilladt ydrerente kendemærkepro anno. detI retsstridige,stedet men man overlade alt væsentligt til domstolenes skøn.
 
== Se også ==
* [[Rente]]
* [[Rentes rente]]
 
{{salmonsens}}
 
[[de:Wucher]]