Louis Glass: Forskelle mellem versioner

L. Glass voksede altså op i et københavnsk hjem præget af musik. Foruden af faderen undervistes Louis af [[A. Rudinger]] og [[Franz Neruda]], men også [[Niels W. Gade]] deltog i hans uddannelse. I 1885 studerede han ved Konservatoriet i [[Bruxelles]] under [[Jules de Zarembski]], [[Joseph Wieniawski]] og [[Joseph Servais]]. Som debutant kunne han i sit 18. år i [[1882]] lade sig høre som solist i [[Tivoli]], både som pianist med Schumanns a-mol [[klaverkoncert]] og som cellist med en koncert i a-mol af en vis [[Goltermann]]. I 1889 modtog Glass [[Det Anckerskeanckerske Legat]] og rejste på studietur i [[Europa]]. Da han vendte hjem, var hans musikalske horisont ændret væk fra en [[nationalromantisk]] Gade-tradition til en voldsommere [[senromantisk]] stil.

I [[1892]], kort før faderens død, overtog Louis Glass ledelsen af familiens musikskole. Men undervisningen og ledelsen her blev kun én side af Louis Glass' virksomhed i dansk musikliv. Hans karriere var oprindelig rettet mod rollen som aktiv musiker. Han spillede [[cello]] i forskellige sammenhænge og optrådte som solopianist. Han blev imidlertid ramt af en delvis lammelse i højre arm, og måtte opgive sin pianistkarriere. Som mange andre uheldige pianister skrev han et stykke for venstre hånd alene: ”Romance og Caprice for venstre Haand". Efter tiden som udøvende musiker deltog han i det pædagogiske og organisatoriske arbejde på musikfronten. Han var i [[1898]] sammen med musikhistorikeren [[Hortense Panum]] og komponisten [[Johan Bartholdy]] stifter af [[Musikpædagogisk Forening]] ([[Dansk Musikpædagogisk Forening]]) og fra begyndelsen af i dens Ledelse. Han var i bestyrelsen for [[Selskabet til Udgivelse af dansk Musik]] og var en tid formand for [[Danske Tonekunstneres Forening]]. 1915-18 var han dirigent i [[Dansk Koncertforening]]. I første række kom dog virksomheden som komponist.