Treårskrigen: Forskelle mellem versioner

'''Treårskrigen''' fra [[1848]]-[[1850]] var en dansk-tysk krig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848. Over for hinanden stod dende tyske nationalliberale [[slesvig-holstenske bevægelse]]holstener med krav om [[Slesvig (område)|Slesvig]]s og [[Holsten]]s løsrivelse fra [[Danmark]] og Deden [[nationalliberale]]sdanske nationalliberales ejderpolitik, som sigtede imod en adskillelse af hertugdømmerne, så Holsten og Lauenburg som tyske områder, der skulle løsgøres fra kongeriget, mens Slesvig som dansk skulle integreres fuldt ud i Danmark.

I [[Fredericia]] var en styrke på 7000 mand under kommando af oberst [[N.C. Lunding]] belejret af 14.000 tyske slesvig-holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et [[Udfaldet fra Fredericia|udfald fra Fredericia]]. Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Mezas styrke blev i stilhed trukket til Fyn fra Als. [[Slaget ved Fredericia]] fandt sted den [[6. juli]] [[1849]] og resulterede i en stor dansk sejr, men general Rye faldt. Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.

De slesvig-holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under [[Slaget på Isted Hede]] kæmpede 40.000 danske soldater mod 34.000 tyske slesvig-holstenere, og da slaget slutter 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de faldne var bl.a. general [[Friderich Adolph Schleppegrell|Schleppegrell]] og oberst [[Frederik Læssøe|Læssøe]].